Jagten på den nordspanske juledelikatesse percebes – på dansk rankefødder

Aldrig er jeg stødt på rankefødder i en dansk fiskehandel. Men da jeg for en del år siden boede i Bilbao i Nordspanien, så jeg ofte rankefødder, der på spansk hedder percebes, blandt kongekrabber og hjertemuslinger i supermarkedets fiskedisk. Ikke at jeg købte nogen. De var alt for mærkværdige, ja ligefrem grimme. Og så kostede de kassen.

En håndfuld nyhøstede percebes, der på dansk hedder rankefødder eller langhalse. Foto: Astrid Hjorth.

Percebes – lille skaldyr og stor delikatesse

Senere lærte jeg, at disse rankefødder eller langshalse er et lille skaldyr, der anses for en stor delikatesse i Galicien og andre steder i det nordlige Spanien. Især på julebordet. Og at de, overvejende mænd, kaldet percebeiros, som høster dette særlige skaldyr, nyder stor respekt i lokalsamfundet. Det er nemlig farligt at høste percebes, for de vokser på klipperne derude, hvor havet har skum på bølgetoppene.

Det måtte jeg opleve. Og så skulle jeg da også smage delikatessen.

Udsigt til den lille havneby Muxia ved den Galiciske kyst, hvorfra der høstes mange percebes. Et halvt hundrede personer er registrerede som percebes-høstere – percebeiros – her i Muxia. Foto: Karin Møller-Olsen.

Farlig høst af percebes ved Costa da Morte

I september 2019 rejser jeg og min datter Astrid til Galicien i Spaniens nordvestlige hjørne. Det er nemlig her langs Costa da Morte, Dødens Kyst, at langt de fleste percebes bliver høstet.

I den lille havneby Muxia får vi får lov at komme med en percebeiro, Santiago Perez Haz, og hans to sønner, Santi og David, ud at høste de eftertragtede skaldyr. ”Med” viser sig nu at være så meget sagt. Havde havet være nogenlunde roligt, ville Santiago sejle ud i en båd, hvor vi kunne komme med. Men som ofte på disse kanter, er der blæst og gang i havet. Derfor foregår høsten med udgangspunkt fra kysten. Santiago, hans søn Santi og to kolleger klatrer ned ad den godt 10 meter høje klippekyst, hvorfra de svømmer ud til et skær med mange percebes. Vi må blive inde på klipperne hvorfra vi har godt udsyn til arbejdet. Vi sidder sammen med David, der ikke deltager i høsten, fordi han er kommet til skade med hånden ved sidste høst. Han fortæller, at to percebeiros forulykkede i store bølger under arbejdet i går, og angiveligt kun klarede den, fordi redningstjenesten var hurtigt ude.

Percebes vokser i vandkanten på klipperne. Foto: Karin Møller-Olsen.

I et par timer iagttager vi, hvordan mændene hænger på kanten af klippen, hvor de skærer de små skaldyr fri og anbringer dem i net, de har hængende på hoften. Hele tiden holder de øje med havet, og med mellemrum må de afbryde arbejdet for at komme i sikkerhed på toppen af klippen, når bølgerne viser tænder. Indimellem svømmer Santiago ind til land med fyldte net, som han sætter på klippen, før han svømmer tilbage for at høste flere percebes.

Santiago har spændt et reb ud mellem skæret og klipperne på kysten. Percebes ses som mørke vækster på klipperne. Foto: Astrid Hjorth.

Op til 2.000 kroner pr kilo i højsæsonen

Efter et par timer forlader vi vores udkigspost for at komme tilbage til havnen i Muxia. Santiago og de andre percebeiros fortsætter endnu et par timer, indtil de har høstet deres kvote på 20 kilo pr mand. På markedet indbringer de på denne dag 40 euro svarende til godt 300 kroner kiloet. Men i december kan prisen komme helt op på 2.000 kroner kiloet. De fleste galicere vil nemlig gerne have percebes på julebordet.

Pande med skaldyr. Nederst percebes, øverst knivmuslinger og hjertemuslinger. Foto Karin Møller-Olsen.

En mundfuld frisk hav

Vi tager plads på restaurant Lonxa d’Alvaro på havnen i Muxia. Her får vi anretninger med smagsprøver på en lang række fisk og skaldyr. Knivmuslinger, hjertemuslinger, kammuslinger, krabber og kulmule. Men først og fremmest percebes. De har fået en tur på panden, og hver af dem ligner en beskidt og rynket tommelfinger med for mange negle. Vi bliver instrueret i at tage fat om neglene. Så kan vi vride det mørke skind af, og sætte tænderne i den gyldne bløddel med konsistens som en blåmusling og smag af frisk havvand. Haps.

På havnen i Muxia har en lokal kunstner begået et stort vægmaleri, der viser en af de første kvindelige percebeiros, som er betegnelsen for personer, der høster percebes – på dansk rankefødder. Foto Karin Møller-Olsen.

Vores rejse og ophold var betalt af Turismo de Galicia Den Spanske Stats Turistkontor i Danmark.

Restaurant Lonxa d’Alvaro

Percebeiro for en dag

Læs mere fra Galicien:

Det lille hotel ved verdens ende

Karin Møller-Olsen

Rejsejournalist siden 2006. Artikler til bl.a. JyllandsPosten, Jyske Vestkysten, Berlingske Tidende og Politiken. Ferieblogger siden 2018. Primære interesseområder: natur, kultur, historie og aktiv ferie. Skriver mest fra de nordiske lande og Spanien, men ellers fra alle verdens lande, jeg måtte besøge. Har boet i Bilbao, Nordspanien 2003 & 2004. Kontakt mig på karinmollerolsen@mail.dk

Karin Møller-Olsen has 29 posts and counting. See all posts by Karin Møller-Olsen