Aldrig er jeg stødt på rankefødder i en dansk fiskehandel. Men da jeg for en del år siden boede i Bilbao i Nordspanien, så jeg ofte rankefødder, der på spansk hedder percebes, blandt kongekrabber og hjertemuslinger i supermarkedets fiskedisk. Ikke at jeg købte nogen. De var alt for mærkværdige, ja ligefrem grimme. Og så kostede de kassen.
Percebes – lille skaldyr og stor delikatesse
Senere lærte jeg, at disse rankefødder eller langshalse er et lille skaldyr, der anses for en stor delikatesse i Galicien og andre steder i det nordlige Spanien. Især på julebordet. Og at de, overvejende mænd, kaldet percebeiros, som høster dette særlige skaldyr, nyder stor respekt i lokalsamfundet. Det er nemlig farligt at høste percebes, for de vokser på klipperne derude, hvor havet har skum på bølgetoppene.
Det måtte jeg opleve. Og så skulle jeg da også smage delikatessen.
Farlig høst af percebes ved Costa da Morte
I september 2019 rejser jeg og min datter Astrid til Galicien i Spaniens nordvestlige hjørne. Det er nemlig her langs Costa da Morte, Dødens Kyst, at langt de fleste percebes bliver høstet.
I den lille havneby Muxia får vi får lov at komme med en percebeiro, Santiago Perez Haz, og hans to sønner, Santi og David, ud at høste de eftertragtede skaldyr. ”Med” viser sig nu at være så meget sagt. Havde havet være nogenlunde roligt, ville Santiago sejle ud i en båd, hvor vi kunne komme med. Men som ofte på disse kanter, er der blæst og gang i havet. Derfor foregår høsten med udgangspunkt fra kysten. Santiago, hans søn Santi og to kolleger klatrer ned ad den godt 10 meter høje klippekyst, hvorfra de svømmer ud til et skær med mange percebes. Vi må blive inde på klipperne hvorfra vi har godt udsyn til arbejdet. Vi sidder sammen med David, der ikke deltager i høsten, fordi han er kommet til skade med hånden ved sidste høst. Han fortæller, at to percebeiros forulykkede i store bølger under arbejdet i går, og angiveligt kun klarede den, fordi redningstjenesten var hurtigt ude.
I et par timer iagttager vi, hvordan mændene hænger på kanten af klippen, hvor de skærer de små skaldyr fri og anbringer dem i net, de har hængende på hoften. Hele tiden holder de øje med havet, og med mellemrum må de afbryde arbejdet for at komme i sikkerhed på toppen af klippen, når bølgerne viser tænder. Indimellem svømmer Santiago ind til land med fyldte net, som han sætter på klippen, før han svømmer tilbage for at høste flere percebes.
Op til 2.000 kroner pr kilo i højsæsonen
Efter et par timer forlader vi vores udkigspost for at komme tilbage til havnen i Muxia. Santiago og de andre percebeiros fortsætter endnu et par timer, indtil de har høstet deres kvote på 20 kilo pr mand. På markedet indbringer de på denne dag 40 euro svarende til godt 300 kroner kiloet. Men i december kan prisen komme helt op på 2.000 kroner kiloet. De fleste galicere vil nemlig gerne have percebes på julebordet.
En mundfuld frisk hav
Vi tager plads på restaurant Lonxa d’Alvaro på havnen i Muxia. Her får vi anretninger med smagsprøver på en lang række fisk og skaldyr. Knivmuslinger, hjertemuslinger, kammuslinger, krabber og kulmule. Men først og fremmest percebes. De har fået en tur på panden, og hver af dem ligner en beskidt og rynket tommelfinger med for mange negle. Vi bliver instrueret i at tage fat om neglene. Så kan vi vride det mørke skind af, og sætte tænderne i den gyldne bløddel med konsistens som en blåmusling og smag af frisk havvand. Haps.
Vores rejse og ophold var betalt af Turismo de Galicia Den Spanske Stats Turistkontor i Danmark.
Læs mere fra Galicien:
