Flotte strande og en mystisk villa på forblæste Fuerteventura

Fuerteventura er den næststørste af de kanariske øer. Til trods for den stærke blæst, som spanskkyndige kan læse ud af navnet – Fuerteventura betyder ’stærk blæst’ – er øen meget populær blandt især tyske og engelske turister. Måske er de bare ikke så gode til spansk.

Men nu har jeg chancen for at finde ud af, hvad der trækker. Har været så heldig at vinde et ophold for to på et af øens femstjernede hoteller, Iberostar Fuerteventura Palace. Så afsted må vi. Med flyskift i Düsseldorf den ene vej og Milano den anden. For der er ingen direkte fly fra København. Til gengæld viser der sig blandt andet at være flotte strande og en mystisk villa på forblæste Fuerteventura. Villaen, der hedder Villa Winter, ligger i ensom majestæt på en øde vulkansk bjergside og er omspundet af myter om tyske nazister og anden verdenskrig. Det vender jeg tilbage til.

Morgenstilhed med udsigt over Costa Calma fra terrassen på Hotel Iberostar Fuerteventura Palace. Foto: Karin Møller-Olsen.

Femstjernede terrasser og folkevandring langs kysten

Førstehåndsindtrykket på den fem kvarter lange køretur fra lufthavnen i Puerto de Rosario til vores hotel er ellers lidt trøstesløst. Tørt, øde, gråbrunt. Og da vi næste dag lejer en tennisbane, bliver vi bekræftet i det med blæsten. Den får hurtigt alt for meget magt over boldens retning. Derfor tjekker vi, hvad de andre gæster gør. Og gør det samme. Nemlig at nyde den altid behagelige temperatur og solen i læsiden på en af de store terrasser. Alene på vores hotel er der mindst tre kæmpe terrasser med både svimmingpool, bar og udsigt over Costa Calma. Lysende hvid strand og azurblåt hav. Costa Calma betyder den rolige kyst. Men det forhindrer nu ikke bølgerne i at rejse sig og lade sit hvide brus slå mod stranden og de badende.

Men ikke for det. Folk her nøjes ikke med at nyde havet fra terrassen. Faktisk er der nærmest en lille folkevandring langs kysten et par gange om dagen. Morgen og aften.

Det er populært at vandre langs den fem kilometer lange Costa Calma kyst på den sydlige del af Fuerteventura.Foto: Karin Møller-Olsen.

En vaskeægte by med menuer på otte sprog

Fra vores femstjernede oase, der viser sig at være en af flere på den sydlige halvø, Jandía, er der godt fem kilometer til Moro Jable. Man kan vælge at spadsere langs en promenade eller nede på stranden med afstikkere i bølgerne. Vi veksler lidt.

En flot promenade forbinder Fuerteventuras sydligste by, Moro Jable, med de store strandhoteller. Foto: Karin Møller-Olsen

Moro Jable viser sig at være en vaskeægte lille by med færgeforbindelse til både Tenerife og Gran Canaria og et par gode fiskerestauranter. Og selvom spisekortene har oversættelser til otte forskellige sprog – blandt andet finsk, men ikke dansk – kan man også være heldig at møde lokale ved beværtningerne i vandkanten.

La Laja er Moro Jables populære fiskerestaurant , hvor man sidder helt nede i strandkanten. Foto: Karin Møller-Olsen

Gennem vulkanske landskaber til uberørt strand

Mens vi har siddet på solterrassen på det fine hotel og bøvset efter en overdådig morgenmad, har vi tjekket turistbrochurer og buskøreplaner. Godt nok er der rart på terrasserne, men helt tæmme eventyrlysten kan de ikke. Derfor står vi på dag tre i kø på busstationen i Moro Jable. Foran os en lille firhjulstrukken bus og en syngende chauffør, Julio.

”Vamos a la playa – oho oho. Vamos a Cofete – oho”, traller Julio, inden han starter motoren. Og det er ekstra morsomt, fordi vi faktisk er ved at forlade en af øens smukkeste strande.
Men efter knap en time ad støvede serpentinerveje åbenbarer en endnu smukkere og ganske uberørt strand sig. Playa de Cofete. Gyldent sand, blågrønt hav og hvide skumtoppe indrammet af vulkanske bjerge i alle nuancer af gråt.

Playa de Cofete er en smuk, øde og uberørt strand på den vestlige side af Jandía halvøen, som udgør sydspidsen af Fuerteventura. Foto: Karin Møller-Olsen.

Julio læsser os af bussen med besked om, at her skal vi altså ikke gå i vandet:
”Strømmen er meget stærk, og inden I har set jer om, er I på vej til Tenerife”, erklærer han. Men det er også fint bare at gå på den flade sandstrand og lytte til bølgernes brus. De har en helt anden lyd end bølgerne på Costa Calma. Dybere, med mere resonnans. Somom de har lyden med helt fra det amerikanske kontinent.

Villa Winter ligger i ensom majestæt på kanten af Fuerteventuras højeste bjerg. Foto: Karin Møller-Olsen

Mystisk villa for enden af fangernes vej

Men snart vender vi stranden ryggen, for vores egentlige mål er Villa Winter. En stor ensomt beliggende villa. Som et lille eventyrslot.

I den bankende middagssol går vi de halvanden kilometer opad grusvejen, Camino de presos, fangernes vej. Den hedder sådan, fordi den angiveligt er bygget af fanger efter anden verdenskrig.

Villa Winter er omgærdet af vulkanske aflejringer og myter om Hitler og anden verdenskrig. Foto: Karin Møller-Olsen

På afstand tegnede den store villa sig hvid og smuk mod den vulkanske bjergskråning. Da vi kommer tæt på, ser vi, at murene er afskallede. Helhedsindtrykket er forfaldent. Ikke desto mindre er der indrettet et interimistisk museum med den overraskende besked: ”Historia Vive”. Vive betyder liv, stedet er mest af alt uddødt. Til gengæld lever de myter, der bliver eksponeret inde i den gamle pejsestue, i bedste velgående.

Historierne omfatter spekulationer om, at Hitler har søgt tilflugt her efter krigen. Og måske har her været en plastikkirurgisk klinik, der har givet flygtende nazister nye ansigter. Muligvis ligger der en underjordisk ubåds-base under bjerget. Alt sammen spekulationer, der næres af uforklarlige elektriske kabler i tårnet, myter om villaens bygherre, Gustav Winter, og manglende viden om formålet med at opføre sådan en pragtvilla fjernt fra alfarvej.

Villa Winter er forsynet med et tårn, der giver næring til teorierne om hemmelige aktiviteter under og efter anden verdenskrig. Foto: Karin Møller-Olsen

Blandt dem, der holder liv i historien er Pedro Fumeo Mateo. Han er efterkommer af den familie, der passede villaen efter anden verdenskrig. Villa Winter ejes af en privat virksomhed, Lopesan, som har ladet den stå og forfalde. Derfor er Pedro Fumeo og hans onkel rykket ind i villaen, som de viser frem for interesserede. Og i en stribe youtube videoer fortæller Pedro Fumeo om fund, han har gjort. Fund, der understøtter teorierne om hemmelige aktiviteter under og efter anden verdenskrig.

Udsigt fra terrassen på Villa Winter, hvor den lille landsby, Cofete, skimtes midt i billedet. Foto: Karin Møller-Olsen

Du kan læse meget mere om Villa Winter i den historie, jeg har skrevet i Berlingske Tidende: https://www.berlingske.dk/rejser/villa-omgaerdet-af-mystik-ved-en-af-europas-fjerneste-afkroge-nogle-mener

Karin Møller-Olsen

Rejsejournalist siden 2006. Artikler til bl.a. JyllandsPosten, Jyske Vestkysten, Berlingske Tidende og Politiken. Ferieblogger siden 2018. Primære interesseområder: natur, kultur, historie og aktiv ferie. Skriver mest fra de nordiske lande og Spanien, men ellers fra alle verdens lande, jeg måtte besøge. Har boet i Bilbao, Nordspanien 2003 & 2004. Kontakt mig på karinmollerolsen@mail.dk

Karin Møller-Olsen has 43 posts and counting. See all posts by Karin Møller-Olsen