Af MOGENS HANSEN
Den spanske middelhavsø Mallorca oplever i disse år en renæssance som turistmål. Hvor besøgstallet før årtusindskiftet årligt var nogle få millioner, er det nu oppe på omkring 10 millioner om året. 80 procent af øens indtægter kommer fra turisme.
Før var det strand- og badeliv, daseferie, grisefester med masser af alkohol og ungdommelige udskejelser, der trak turisterne til. Det gælder stadig i et vist omfang, men aktiv ferie, kultur, historie og naturoplevelser præger i stigende grad feriestederne. Her fokuserer vi på usædvanlig natur med besøg i en underjordisk drypstenshule.
Mallorca har omkring 300 grotter og drypstenshuler, men kun en del af dem er åbne for turister. Vi søgte mod den mest kendte og besøgte, Cuevas del Drach – Dragegrotterne – som ligger ved Porto Cristo på Mallorcas østkyst.

Rundvisning i grupper

Når man ankommer til Dragegrotterne, undres man over, at indgangen kun åbnes en gang i timen. Det betyder, at man går igennem hulegangene i store flokke og skal passe på, at man i halvmørket ikke træder andre over fødderne eller støder ind i dem, så de i værste fald snubler ned ad trapperne eller falder ud over gelænderet. Men der er en god og fornuftig forklaring på flokrundvisningen, og den vender vi tilbage til.

Mallorca
Nedsivende regnvand fra overfladen har dannet drypsten og mærkelige figurer i Dragegrotterne. Foto: Mogens Hansen

Dragegrotterne er i alt omkring fire kilometer lange, men turistturen er ‘kun’ på 1.200 meter, hvor man når en maksimal dybde under jordoverfladen på 25 meter. Grotterne er dannet for tusinder af år siden ved, at vandet fra Middelhavet er blevet presset ind i klipperne. I tidens løb er i tusindvis af drypsten formet, når regnvand er trængt ned gennem klipperne fra overfladen og har trukket jordens kalk med sig. Det har fyldt grotternes loft med sylespidse tapper, og på bunden af grotterne er der dannet aflejringer, som ens fantasi sagtens kan få til at ligne menneskelige eller dyriske figurer.

Tilflugtssted i middelalderen

I middelalderen brugte Mallorcas befolkning de dengang kendte grotter som tilflugtssteder i urolige tider. I slutningen af 1800-tallet fandt franske og tyske videnskabsmænd flere grotter. En af forskerne var franskmanden Edouard-Alfred Martel, som opdagede en underjordisk sø, som blev opkaldt efter ham. Martel-søen er 115 meter lang, 30 meter bred og har en dybde på mellem 4 og 12 meter. Størrelsen gør den til Europas største underjordiske sø, og ved dens bred kommer forklaringen på, at turister føres gennem grotterne i grupper.

Mallorca
Man kommer rundt i Dragegrotterne ad stier og trapper, som er hugget ud i klippen. Foto: Mogens Hansen

På skråningen op fra søen er der opstillet bænke, som de besøgende dirigeres hen at sidde på. Når alle er på plads, og stilheden har indfundet sig, hører man i det fjerne svag, klassisk musik. Lidt efter ser man en båd med fire musikere sejle forbi bænkerækkerne, og de besøgende får en usædvanlig, musikalsk oplevelse som afslutning på den mere traditionelle del af besøget i Dragegrotterne.

Rejsen var betalt af Primo Tours.

Mallorca
Mallorcas østkyst er fyldt klipper, små bugter med sandstrande og tæt, grøn bevoksning. Foto: Mogens Hansen

Mogens Hansen

Mogens Hansen, journalist siden 1972. Har skrevet rejseartikler siden 1980. Var i ca. 40 år ansat på dagblade, heraf de sidste 30 år på Jyllands-Posten. Afsluttede det faste fuldtidsarbejde med 3-4 år som rejseredaktør på JP. Forsatte derefter som freelance rejseskribent for Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, Vagabond, Turen Går Til, guide.dk, Kristeligt Dagblad og FerieBlogger.dk. Blev kåret som Årets Rejsejournalist 2014 af foreningen Danske Rejsejournalister. "Mogens Hansen døde juni 2022. Han efterlader mange minder og fortællinger fra sit aktive rejseliv, blandt andet her på ferieblogger.dk"

Mogens Hansen has 54 posts and counting. See all posts by Mogens Hansen