Næppe nogen anden by kan på så relativt lille et geografisk område og med så begrænset en befolkning bryste sig af at have så mange institutioner på UNESCO’s verdenskulturarv-liste som den tyske provinsby Weimar.
Placeringen har utvivlsomt medvirket til, at Weimar hvert år besøges af flere end syv millioner turister. Fra en stort set i ubemærket tilværelse i DDR-tiden, er Weimar nu på den kulturelle lystavle på verdenslan, og i delstaten Thüringen betragtes Weimar som Europas kulturelle hjerte.
Ferielandet “Türingen” er velsignet med kultur, se mere her
Weimar blev residensby for hertugerne af Sachsen-Weimar i 1552, og det er de skiftende hertugers fortjeneste, at Weimar gennem årene har udviklet sig til et kulturelt kraftcentrum. Allerede i 1500-tallet bosatte maleren Lucas Cranach den Ældre sig i Weimar, og også Martin Luther boede i byen en tid. I 1708 lod komponisten Johann Sebastian Bach sig engagere som hoforganist og koncertmester ved hoffet i Weimar.
Bach mistede parykken
Bach blev i Weimar til 1717, hvor han lod sig engagere hos hoffet i Koethen. Hans flytning skete ikke uden sværdslag. Hoffet i Weimar ville ikke slippe ham, og han blev som straf frataget retten til at bære paryk. Da den ydmygelse ikke var nok til at stoppe hans flytteplaner, blev han smidt i fængsel på vand og brød nogle måneder. Det lykkedes dog derefter at få et forlig i stand mellem fyrstehusene i Weimar og Koethen, så Bach kunne flytte. De færreste ved, at hen mod tre fjerdedele af Bachs samlede orgelværker faktisk blev skrevet i Weimar, hvor også hans to ældste sønner blev født.
Det var enkehertuginde Anna Amalias fortjeneste, at der midt i 1700-tallet i Weimar blev skabt et fyrsteligt bibliotek i bygninger, som oprindeligt tjente som bolig for dele af hoffet. I 1772 inviterede Anna Amalia Christop Martin Wieland til Weimar som lærer for sin søn, Carl August, og det indvarslede en periode, som senere er kaldt Weimars guldalder.
Carl August overtog regeringsmagten i 1775, da han blev myndig, og Wieland blev fulgt af forfatteren og teologen Johan Gottfried Herder på hertugens invitation, og senere fulgte digteren Johann Wolfgang Goethe. Nogle år senere sluttede digteren Friedrich Schiller sig til det kulturelle selskab. Goethe fik som minister og bibliotekar en ganske væsentlig indflydelse på Weimars kulturelle udvikling, og det er ikke mindst Goethes fortjeneste, at Anna Amalie biblioteket var i stand til at præstere en samling, der rakte helt tilbage til 900-tallet med et naturligt tyngdepunkt fra midten af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. Desværre gik en betydelig del af samlingen tabt ved en brand i 2004. Biblioteket er for længst genopbygget og en del af den samling, der gik tabt, er det lykkedes at rekonstruere ved køb og lån. Wieland, Herder, Goethe og Schiller blev senere kendt som de tyske klassikere, og deres påvirkning var så stærk, at Weimar i årtier derefter helt bogstaveligt var Tysklands åndelige og litterære hovedstad.
To hundredeårs-jubilæer i 1919
I 1842, 10 år efter Goethes død, kom Franz Listz til Weimar som hoforganist, en stilling som senere blev overtaget af Richard Strauss. Kulturpersonligheder fra hele Europa flokkedes i 1800-tallet i Weimar. Blandt dem H.C. Andersen, der ikke alene følte sig særdeles velkommen, men også var så feteret, at han senere var på utallige besøg. En plakette opsat nær Markt midt i byen vidner om H.C. Andersens hyppige besøg, og det var under rejse til Weimar, a
t H.C. Andersen for første gang udtrykte sætningen, “At Rejse Er At Leve”, fremgår det af hans egen “Mit Livs Eventyr”.
I begyndelsen af 1900-tallet kom andre kulturpersonligheder til og føjede endnu nogle alen til Weimars placering som kulturby, og det var næppe tilfældigt, at det blev i Weimar Walther Gropius i 1919 grundlagde arkitektskolen Bauhaus, som senere, på grund af uenighed mellem Gropius og styret i Weimar, blev flyttet til Dessau i 1926. Det var også i Weimar de første streger til Tysklands første demokratiske forfatning blev slået. Resultatet blev Weimar-republikken i 1918/19. Bystyret i Weimar er allerede langt fremme med planerne for fejring af de to 100-års jubilæer-
Verdenskulturarv siden 1999
Weimar blev i 1999 – 10 år efter Berlin-murens fald og i 250-året for Goethes fødsel – udpeget som Europæisk Kulturby, og det satte skub i en tiltrængt sanering af byen.
Weimars kulturskatte – der er tale om ikke færre end 22 museer – administreres nu af en stiftelse, Klassik-Stiftung Weimar, som dygtigt har medvirket til at kaste internationalt lys på den forholdsvis lille by i delstaten Thüringen. Flere af byens kulturinstitutioner blev op til Goethe-året i 1999 udpeget som verdenskulturarv af UNESCO. Det gælder bl.a. Anna Amalia Biblioteket, Goethe-Haus, Schiller-Haus, Wittumspalais, kirken St. Peter og Paul, også kaldet Herderkirken, med den fantastiske Cranach-altertavle, Ilm-parken med Goethes havehus, Den Historiske Kirkegård med Fyrstekrypten, hvor Goethes og Schillers kister er nedsat, og Belvedere-slottets park og orangeri.
Thüringerskovene omkranser kultubyerne, se hvad du ellers kan opleve
foto: Jørn Henrik Jørgensen
