I Erfurt har planten “Farve-Vajd” haft afgørende indflydelse på byens udviklingen
Allerede under DDR-regimet var man klar over, at den gamle bydel i Erfurt var noget særligt, og bymidten blev erklæret bevaringsværdig i 1975.
Det krævede dog mere – meget mere – end blot en smule kosmetik at bevare, hvad bevares kunne.
I de år, der var gået siden kommunisternes magtovertagelse, var de gamle bindingsværkshuse blevet tilplastret med et lag grå cementpuds, og ingen kunne længere rigtigt huske, hvad der egentlig skjulte sig bag de anonymt-grå facader. Derfor var der heller ingen, der protesterede, da bystyret i 80’erne besluttede at sanere et helt bykvarter bort, Andreas-kvarteret, for at give biler og sporvogne frit løb til bymidten.
Sanering af bindingsværk
Heldigvis for Erfurt fattede bystyret penge, og planerne blev aldrig ført ud i livet. I stedet startede man i 1990 en nænsom afrensning af det grå cementpanser, og bagved dukkede det ene bevaringsværdige bindingsværkshus efter det andet frem af glemselen.
Nu er man ved at sætte et foreløbigt punktum for den omfattende bysanering, der har genskabt et af Europas største sammenhængende bycentre i bindingsværk.
Heldigt for eftertiden, at bystyret i Erfurt i sin tid manglede midler. Det er ikke mindst det, Erfurt nu bruger som løftestang for et forsøg på at markedsføre byen som turistmål. På mange måder overskygges Erfurt af nabobyen Weimar, som dygtigt bruger sin kulturarv i markedsføringen. Helt i overensstemmelse med tysk ånd og kultur har den lokale turistorganisation i Erfurt prøvet at finde blot en enkelt kendt kulturpersonlighed, som kan hentes frem af glemselen.
Bach og Luther kom forbi
Arkiverne viser ganske vist, at komponisten Johann Sebastian Bach havde sin debutkoncert i Erfurts domkirke, Skt. Maria, der sammen med Severin-kirken ligger på en banke højt hævet over byen. Arkiverne fortæller også om den meget unge Martin Luther, som mediterede og studerede i byens kirke- og klostervæsen, inden han flyttede nordpå, fandt kvarter på Wartburg og senere hamrede sine teser op på kirkedøren i Wittenberg.
Men ingen af disse tyske kulturhelte var hverken født eller døde i Erfurt og kan næppe tages til indtægt for en markering, der kan give byen et kulturelt modspil til nabobyen Weimar.
Eneste navn, turistfolkene er kommet op med, er Amalie Pachelbel. Hun var ganske vist både født og død i Erfurt og var i sin samtid vidt berømt som forfatter til en meget brugt bog med strikkeopskrifter. Men i erkendelse af, at det næppe har ført til kendskab uden for en snæver kreds af strikkeyndige, lader man fru Pachelbel hvile i fred.
Læs mere om Erfurt og Thüringen her
”Stinkende” rig by
Så tidligt som år 742 gjorde Bonifatius Erfurt til bispesæde ved den gamle Via Regina, en af Europas mest betydende handelsveje. Og det var gennem handel, Erfurt opbyggede ufattelige rigdomme. Omkring år 1500 havde byen ikke færre end 90 kirker, klostre og kapeller. 20 af dem ligger her stadig. På den tid regnedes universitetet i Erfurt blandt Europas mest betydende, og man talte om en “stinkende” rig handelsstand
Begrebet “stinkende” behøver i denne sammenhæng en forklaring.
Byens rigdom skyldtes nemlig ikke mindst handel med og produktion af farvestoffet indigoblåt. Det var ganske vist ikke den ægte vare, man handlede med, men et substitut, en erstatning, som blev fremstillet af en beskeden blomst i korsblomstfamilien, Isates Tinctoria, på dansk Farve-Vajd. Samme plante havde også sin storhedstid i Danmark i slutningen af 1700-tallet.
Ved at knuse blomst og stilk og tilføre den knuste masse passende mængder urin, opstod en stinkende gæringsproces, hvoraf man udvandt farvestoffet indigoblåt.
Største problem var at skaffe tilstrækkeligt store mængder urin til processen. De handlende fandt på råd. Enhver, som har prøvet at konsummere to store glas øl ved, at der hurtigt derefter melder sig et presserende behov for at lette blæren.
De handlende opfandt pissoiret. Og for yderligere at styrke produktionen, startede de også på ølbrygning og indrettede skænkestuer. Købmanden fik både betaling for øllet og senere for farvestoffet, og det væsentlige råmateriale i processen, store mængder urin, var gratis. Fortjenesten var tårnhøj, og de handlende blev “stinkende” rige.
Det moderne Erfurt
Erfurts moderne forretningskvarter, som er samlet i bydelen Anger, er præget af 1800-tallets patricierhuse. Midt i gadebilledet ligger Bartholumæustårnet, som har et imponerende klokkespil. Det består af ikke færre end 60 bronzeklokker med en samlet vægt på 14 tons. Spillet lader sine sprøde toner høre hver dag klokken 10, 12, 14, 16 og 18.
Her i byens patricierkvarter ligger også den nyrestaurerede Kaisersaal, hvor Napoleon i 1808 fra 27. september til 14. oktober samlede Europas kronede hoveder til kongres. Formålet var at lægge et massivt pres på den russiske tzar Peter I i et forsøg på at stoppe den igangværende krig. Selv om topmødet i sig selv var en utrolig magtdemonstration med et gigantisk militæropbud, sluttede kongressen uden resultat og krigen blev først stoppet fem år senere.
Men der går endnu frasagn om den underholdning, som Napoleon havde hentet til Erfurt fra Paris. De glade kongresdage mindes stadig i Erfurt med et årligt “kejserbal”, hvor alle gæster er iklædt Napoleonstidens kostumer.
På den gigantiske parade- og markedsplads foran Erfurts tvillingekirker, domkirken Skt. Maria og Skt Severin, er der hver lørdag et friluftsmarked, hvor man kan forsyne sig med årstidens frugter og grøntsager. Det er også her man køber den ægte pølse fra Thüringen, som tilberedes over åben kulgrill. Den ægte Thüringer Bratwurst er næsten lige så kendt et begreb som Erfurt selv, og at gæste Erfurt uden samtidig at have indtaget en Thüringer Bratwurst er at snyde sig selv for den halve oplevelse.
Køb bogen om Martin Luther her
Præst, professor og reformator Martin Luther har haft en kæmpemæssig betydning for Europa. Hans krav om en forandring af kristendommen fik en stor rolle for middelalderen, moderniteten og for den dag i dag.
Professor i historie Heinz Schilling har skrevet en uddybende biografi om manden der reformerede katolicismen. Martin Luther, der levede fra 1483-1546, er her portræteret, og det samme er hans betydning for sin samtid.
“Martin Luther” er med andre ord både en personlig og historisk beretning om et menneske og en samfundsforandring. Læs “Martin Luther” og forstå hvordan én mand kunne skabe så stor en reformation.
