München efterlever kong Ludwig I af Bayerns vision om at kunst skal være til oplysning og glæde
Bayerns navnkundige kong Ludwig I fik ganske vist ikke mange år som regent, men i den forholdsvis korte periode nåede han at sætte et ganske alvorligt aftryk på München.
Den nuværende delstat Bayerns regeringskontorer nær Odeonplatz skyldes Ludwig. Det bliver man mindet om dagligt. En kæmpestatue af Ludwig til hest troner foran bebyggelsen.
Han havde en vision om at ville opdrage sit folk. Det slipper en regent ikke altid let fra. Det gjorde Ludwig heller ikke. Han blev afsat ved den såkaldte marts revolution i 1848, hvor en række af de tyske småstater gjorde oprør.
Oprøret bredte sig også mod nord. Vi kender det som den første slesvigske krig i 1848. Det slesvigske oprør blev slået ned, men heri lå kimen til det, der senere skete i 1864.
Men det er et sidespring.
Bedre end Louvre
Det er således Ludwigs fortjeneste, at München i dag er kendt som europæisk kunstby. Jeg ved, jeg lægger mig ud med det forsamlede klerasi af kunstkritikere. Men i min optik – og i øvrigt i mange andres – rummer München en række enestående kunstsamlinger på højde med, eller i nogle tilfælde overstrålende, samlingerne i Louvre i Paris.
Det er især Pinakothekerne, Alte og Neue, der er Ludwigs fortjeneste. Det senere tilkommende Pinakothek Moderne kan jo næppe tillægges Ludwig eftersom det huses i en kun få år gammel bygning. Men det, der findes her, kan jo ses som en direkte fortsættelse af de spor, der blev skabt af Ludwig.
Jeg havde nogle få timer til rådighed i forbindelse med et besøg i München for nylig, og kunne naturligvis, som de fleste måske ville gøre det, nyde et veltillavet måltid på en byens restauranter.
Men jeg valgte altså museumsvejen.
På Odenonplatz springer man på bus 100 – den kaldes også museumsbussen – og få minutter senere stiger man af ved stoppestedet foran Pinakothekerne på Barer Strasse. De tre Pinakotheker ligger næsten side om side eller over for hinanden.
”Alte”, ”Neue” og ”Moderne”
De to ”ældre” Pinakotheker blev ødelagt under krigen. Mens genopbygningen af Alte Pinakothek startede lige efter krigen, var der først råd til at genbygge Neue Pinakothek i 1970’erne med indvielse i 1981. Det er nu ikke derfor det hedder ”Neue”. Det hedder det, fordi det oprindeligt blev bygget lige omkring år 1900 og altså var nyere end det gamle.
Ved tidligere besøg har jeg brugt timer på Alte Pinakothek bygget i perioden 1826-36 af samme arkitekt, som også har slået streger til et andet af Münchens fremragende museer, Glyptotheket. Det var et bestillingsarbejde lige efter Ludwigs tronbestigelse i 1825.
Ludwig hører til slægten Wittelsbach, og det er denne slægts samlinger, der danner rygraden i Alte Pinakotheks udstillinger. Ud over en aldeles fremragende samling af Albrecht Dürer, kan man også se værker af da Vinci, Raffael, Tizian, Rembrandt, Rubens m.fl. Med andre ord en perlerække af periodens mest kendte kunstnere.
Gaugin og Thorvaldsen
Men jeg havde besøgt Alte Pinakothek tidligere, så interessen samlede sig om Neue Pinakothek og Pinakothek Moderne.
Det er på Neue Pinakothek man finder kunst fra sidste del af 1700-årene til starten af 1900-årene.
Den tyske ”mester” Caspar David Friedrich fylder meget, men der er også en helt enestående samling af de store ekspressionister. Goya, Manet, van Gogh, Toulouse la Trech, Gustav Klimt og englænderen Thomas Gainsborough er flot repræsenteret. Og man finder såmænd også dansk relateret kunst. Gaugin er jo også en slags dansker. Han efterlod sig i hvert fald genetiske spor efter flere års bopæl i Valby. Og man kommer heller ikke uden om Bertel Thorvaldsen, som bl.a. har udført relieffet Nat Og Dag specielt til Ludwig, og en statue af Adonis har fundet plads med et maleri fra Athen i baggrunden.
Industrielt design
Fra Neue Pinakothek er der kun få skridt tværs over Barer Strasse til Pinakothek Moderne. Et byggeri som adskiller sig væsentligt fra de to ”ældre” i et tidstypisk formsprog i beton fra vor tid. Arkitekten hedder Stephan Braunfels.
Mens der ligger nogle faste rammer i indretningen af de to ældre Pinakotheker, er der ingen faste rammer i Pinakothek Moderne. Museet fremtræder i realiteten som en labyrint og man kan aldrig vide, hvad der venter en rundt om det næste hjørne. Hvert rum byder på nye overraskelser. Museet hævdes at være verdens største med kunst fra det 20. og 21. århundrede, bl.a. Picasso og Kandinsky. Og så har man medtaget, meget befriende i øvrigt, en stor samling af industrielt design, som her klart defineres som kunst.
Tiden løber i et godt selskab
Alle tre Pinakotheker har museumsbutikker og alle tre har en eller anden form for cafe/restaurant. Jeg ville vælge restauranten i Pinakothek Moderne, som er indrettet i et ekstremt højloftet og arkitektonisk spændende rum.
Men det må blive en anden gang. Min tid var løbet ud.
Og hvad fik Ludwig så ud af alle sine anstrengelser.
Tja, i samtiden et oprør, som resulterede i hans afgang. Og dog: Han nåede at blive ridder af den danske Elefantorden. Og det er da noget.
Vi andre kan så glæde os over hans oplysende initiativer.
