Schleswig-Holstein Gourmetfestival har nu åbnet anden halvdel af sin 30 års jubilæumssæson med en dansk stjerne-kok i focus

Sjernekokke mødes. Forrest René Mammen og bag ham Mathias Apelt

For Michelin-stjernekokken René Mammen fra restaurant Substans i Århus var der tale om første gæstevisit på tysk jord, men det bliver næppe den sidste.
René Mammen og hans medbragte souschef Mikkel blev nemlig hilst med stående ovationer efter at de havde forkælet godt og vel 100 gæster med en syv-retters stjernemenu.
Mammens gæstevisit på den højt profilerede restaurant Ahlmanns i det nyrestaurerede Romantik Hotel Kieler Kauffmann i Kiel markerede samtidig starten på anden halvleg i forbindelse med den nordtyske Gourmetfestivals 30. års jubilæumssæson. Køkkenchefen på Ahlmanns, Mathias Apelt, bærer også en enkelt Michelin-stjerne. Og man kan vel derfor tale om et stjernebestrøet topmøde.

Markedsfriske produkter

Det, René Mammen bragte med sig til Kiel, var især anvendelsen af markedsfriske produkter, som han henter hos producenter i umiddelbar nærhed af Århus. Og han strækker sæsonen for de friske produkter gennem henkogning og nedfrysning. Det er med andre ord altid toppen af råvarer, der bliver brugt i restaurant Substans.

Bækørred med sauce af sauerkraut, løvstikke, spinat og broccoli

Det afspejlede sig også i den syv-retters menu, gæster på Ahlmanns blev præsenteret for. Friskfangede bækørreder, kalv modnet i 12 uger, gris fra ”hemmelig” lokal leverandør nær Århus, friske grøntsager, frugt og bær, krydderurter fra hans egen have m.m. På toppen af det serverede han med særlig succes et kuvertbrød som selvstændig servering. Han kalder det Oland, fordi det er produceret af ølandsmel dyrket hos en mindre producent syd for Århus. Til Oland fulgte så i øvrigt også tilbehør af syrnet smør og squash.
René Mammen noterede efterfølgende, at det for ham havde været lidt af en øjenåbner at arbejde sammen med en tysk kollega, som også har stjernestatus. Undervejs blev der udvekslet tips og ideer og der er allerede aftalt, at Mathias Apelt senere i år tager på genvisit i Århus i forbindelse med byens status som Kulturhovedstad 2017.

Ambassador Hotel & Spa i St. Peter-Ording

21 Michelin-stjerner

Den nordtyske Gourmetfestival strækker sig over rundt regnet et halvt år. Starten på den 30. sæson gik i oktober 2016 og flere end 1000 har foreløbig deltaget i arrangementer på restauranter i landsdelen under medvirken af gæstekokke med tilsammen ikke færre end 21 Michelin-stjerner.
Frem til udgangen af marts venter yderligere 17 gourmetmenuer på yderligere omkring 1000 gæster.
Allerede i denne måned, den 27. og 28. januar, er endnu en dansk topkok på gæstevisit.

Kenneth Hansen, køkkenchef og direktør på Svinkløv Badehotel

Det drejer sig om Kenneth Hansen, køkkenchef og direktør på Svinkløv Badehotel. Som alle formentlig ved nedbrændte badehotellet i december 2016. Allerede få dage efter katastrofen stod det klart at badehotellet bliver genopbygget. Der er dog tale om et kompliceret projekt og den allerede i december fastlagte tidsplan for genindvielse er allerede skredet med et år,
Kenneth Hansens gæstevisit sker på det højt profilerede Ambassador Hotel & Spa i St. Peter Ording yderst på Ejderstedt halvøen i Schleswig-Holstein. Hotellet ligger, ligesom Svinkløv Badehotel, i et klitlandskab, og Kenneth Hansen vil formentlig føle sig hjemme. Kontrasten er dog, at hotellet ligger næsten helt ude i vandkanten. En sådan placering ville være utænkelig i Danmark.

Delstaten Schleswig-Holstein er Tysklands mest populære feriemål blandt danske turister, som med omkring 30 procent udgør den største gruppe udenlandske turister. Undersøgelser af turiststrømmen viser, at netop de mange og meget forskellige spisesteder er et vigtigt grundlag for den hastigt voksende turisme i landsdelen.
To tredjedele af de gæstende turister gør brug af de kulinariske tilbud i de flere end 5.000 restauranter, der er registreret. Det betyder i klar tekst, at det at gå ud og spise rangerer som nr. 1 på ranglisten over ferieaktiviteter. Derfor er Schleswig-Holstein Gourmetfestival (SHGF) blevet en vigtig brik i markedsføringen af delstaten, der ligger som en slags gourmet-oase, omend i udkanten af Tyskland.

Fotos til denne artikel er stillet til rådighed af Plass Relaitions, S. Plass.

 

Jørn Henrik Jørgensen

Journalist siden 1962. Mesterlæreuddannet med kortvarigt kursus på Danmarks Journalisthøjskole. Medlem af Dansk Journalistforbund siden 1964. Ansættelser på flere provinsaviser, freelance-tilknytning til DR en årrække, studier i statskundskab (Århus Universitet) 1973-75, 1976 kortvarigt fung. chef for Grønlands Radio udsendt af Ministeriet for Grønland, derefter flerårig ansættelse Berlingske Tidende, chef for Avisradio 1984-86, 1986-88 udviklingsopgave for landsdækkende dagblad, derefter freelance med fokus på arkitektur og kurser i corporate image for mindre virksomheder, siden 1995 freelance rejsejournalist med speciale i Tyskland, Sydsverige, Nordatlanten, Nordfrankrig. Mangeårigt medlem af Danske Rejsejournalister og nu æresmedlem af denne forening.

Jørn Henrik Jørgensen has 52 posts and counting. See all posts by Jørn Henrik Jørgensen