Hvis Bremens helt egen oktoberfest – Ischa Freimakk som den hedder på plattysk – bliver for meget, så kan man jo søge mere rolige omgivelser. Böttcherstrasse for eksempel.
Om få dage tager man i Bremen fat på det, man kalder ”den femte årstid”. Ud over efterår, vinter, forår og sommer er det nemlig nu blevet tid til den årlige oktoberfest, Bremer Freimarkt, eller som den kaldes på plattysk, Ischa Freimaak. Festen byger på en tusindårig tradition for et folkeligt marked, som dog nu er tilføjet alskens gøgl, som breder sig ud over 100.000 kvm. Ikke færre end 320 kørende forretninger vil være i drift i de 17 dage fra den 13. til den 29. oktober, hvor festlighederne finder sted.
I Bremen betragter man på sæt og vis oktoberfesten som et tidligt karneval. Og det er sikkert en meget præcis beskrivelse af Tysklands tredje største folkefest. Münchens oktoberfest og Hannovers skyttefest i juli er større.
Men for de fleste kommer der jo et tidspunkt, hvor man også får brug for lidt ro og en helt anden oplevelse. Jeg anbefaler gerne er besøg i Böttcherstrasse, gyden, som skaber direkte forbindelse mellem Markedspladsen og Weseren.
Gaden er præget af butikker med kunsthåndværk, restauranter og barer og så også et par kunstmuseer.
Kaffemagnaten Roselius
Og i realiteten er der tale om en enkelt mands værk.
Navnet er Ludwig Roselius. Slår man ham op, får man den oplysning, at det var manden, som opfandt den kofeinfri kaffe. Det skete ved et tilfælde. Et parti kaffe undervejs fra Nicaragua til Bremen blev undervejs vandskadet, og Roselius opdagede, at vandet havde fjernet en stor del af kofeinen. I 1906 fik han patent på sin opdagelse og etablerede kaffefirmaet Kaffe Hag, en virksomhed som hurtigt udviklede sig til en millionforretning
De mange penge skulle investeres, og Roselius opkøbte husene et efter et i Böttcherstrasse og udlevede sin arkitektoniske drøm ved at restaurere husene. Ikke kun som hjemsted for et kaffehus, men som hjemsted for kunsthåndværk, gallerier og museer. Kronen på værket var Atlantishuset, i dag Hotel Hilton, og oppe under taget finder man en helt speciel sal med ovenlys, som giver salen karakter af, at man befinder sig under vand. Roselius var stærkt optaget af myten om den sunkne by, Atlantis. Derfor.
Han var også en stor beundrer af Worpswede-kunstneren Paula Modersohn-Becker. Han opkøbte mange af hendes værker, og for at andre skulle have glæde af samlingen, oprettede han i Roselius-huset verdens første museum, som var tilegnet en kvinde. Ud over Modersohn-samlingen rummer Roselius-Huset også malerier af Lucas Granach den Ældre og en skulptur af Tilman Riemenschneider som de absolutte kunstneriske højdepunkter.
Ludwig Roselius døde ironisk nok af koffeinforgiftning i 1943. På det tidspunkt var hans gade for længst blevet en institution. Nazisterne betragtede samlingerne i gaden som entartet, det vil sige degenereret kunst, og blev kun bevaret som et afskrækkende eksempel. Gaden blev dog til dels ødelagt mod krigens slutning af bombardement, men blev genopbygget efter 1954.
Roselius-Huset vender gavlen ud mod et lille torv, hvor der er udeservering fra en meget speciel restaurant, Die Ständige Vertretung (frit oversat: Det stående udvalg). Det signalerer naturligvis politik, og den første restaurant under dette navn blev da også etableret i den daværende tyske regeringsby Bonn. Nu findes der seks under samme navn. Naturligvis finder man også en i Tysklands nuværende hovedstad Berlin.
Men det er, kan man vist roligt sige, er et politisk sidespring. For på det lille torv foran restauranten samles man ikke kun for at drikke kaffe, men for at lytte til og nyde lyden af 30 klokker af Meissen-porcelæn, som spiller hver time om eftermiddage. Dog ikke i frostvejr. Det kan klokkerne ikke tåle.
Den fredede marmorsal
Men hvad blev der egentlig af Kaffe Hag.
Virksomheden udviklede sig eksplosivt og det blev allerede i starten af 1900-tallet nødvendigt at bygge et stort produktionsanlæg i havneområdet. Bygningerne står der stadig og er nu beskyttede af fredning. Siden 1979, hvor produktionen blev overtaget af et mulitinationalt selskab og overvejende blev flyttet til USA, har lokalerne stået tomme. Hvad der skal ske med bygningerne i det, der i dag omtales som ”tømmerhavnen”, er der ikke enighed om.
I mellemtiden har et mindre firma, Lloyd Caffe, genoptaget brændingen af kaffe i et afsnit af bygningerne, og via denne virksomhed kan man få adgang til noget helt specielt: Kaffe-magnaten Roselius lod nemlig opføre en ganske særlig kantine til sig selv og sine nærmeste medarbejdere, den såkaldte Marmorsal, der naturligvis nu også er fredet. Opført i 1914 i hvid Carrara marmor og med en række ustillingsvitriner, hvor man i bedste Jugend-stil udstillede Kaffe Hags historie i form af originale forpakninger, reklameslogans og et specialfremstillet stel af kaffe-porcelæn.
Bremens ry som Tysklands kaffeby er dermed bevaret.
Også på et tidspunkt, hvor man i Bremen måske går op i andre flydende nydelsesmidler end kaffe.
Fotos: Bremen Tourism og JHJ
