Drømmen om at flyve er lige så gammel som mennesket, og tyskeren Otto Lilienthal var den første, der fik denne drøm opfyldt, og lagde dermed grunden til brødrene Wrights senere flyvning med motor. Og det hele startede i den østtyske provinsby Anklam.
Citat Otto Lilienthal: ”Man kan kun lære at flyve, hvis man øver sig. Og hvis man skal kunne træne flyvning uden at brække halsen, må man forstå flyvningens væsen”.
Denne sætning var grundlaget for den tyske flypioner Otto Lilienthals eksperimenter. Han gennemførte over 2000 svæveflyveforsøg i sine hjemmebyggede fly. Opnåede som sin største bedrift at flyve en distance på 250 meter, men lagde derved grunden til forståelsen af flyvningens væsen og de aerodynamiske principper, der gør det muligt at flyve.
Lillienthal blev dræbt ved det sidste af sine mange styrt. Vel lærte han at forstå flyvningens væsen, men måtte betale for det med livet. Styrtet skete ikke langt fra den nuværende Tegel Lufthavn ved Berlin. Lufthavnen bærer binavnet Otto Lilienthal til ære for ham.
Lilienthal museet i Anklam
Otto Lilienthal blev født i den østtyske provinsby Anklam i maj 1848, og det er i Anklam man på et lille museum finder den komplette historie om flypioneren Lilienthal. Museet blev grundlagt i 100-året for Lilienthal første flyvning i 1891 og er i de mellemliggende år udbygget med dels et antal kopier af de svævefly, som Lilienthal byggede og eksperimenterede med, dels med materiale omkring hans øvrige virksomhed. Han var uddannet maskiningeniør og stod sammen med en bror for udvikling af en række patenter inden for maskinindustrien, men brødrene gik også skridt i helt andre retninger. Eksempelvis bygger udviklingen af den verdenskendte LEGO-klods på et oprindeligt Lilienthal patent.
Flyvning som kulturudvikling
Men det var flyvningen, der lå hans hjerte nærmest. Han har naturligvis kigget på eksisterende litteratur. Man ved den italienske kunstner og opfinder Leonardo da Vinci var inspirator, men han studerede desuden intenst fuglenes måde at bevæge sig på i lufthavet. Hans ”flyvende maskiner” blev derfor udtænkt ud fra fuglevingers form. Og hans tekniske beskrivelser og overvejelser tager alle udgangspunkt i fugleflugt som grundlag for flyvekunst. For Lilienthal var fly ikke kun opfindelser eller tekniske landvinger, men blev konsekvent omtalt som ”kulturelementer”, eller sagt på en anden måde: Flyvningen skulle ses som en naturlig fortsættelse af menneskehedens kulturelle udvikling.
Omfattende fotodokumentation
På Lilienthal museet i Anklam kan man i dag se ikke færre end 14 eksempler nøjagtigt rekonstruerede svævefly. Blandt dem det første serieproducerede fly overhovedet. Han kaldte det for sit ”normalsegelapparat”, hvilket vel bedst lader sig oversætte med ”normalfly”. På verdensplan findes to helt bevarede eksemplarer af dette normalfly.
Lilienthals fly havde ingen ror, og flugten gennem luften blev i enhver henseende styret ved vægtforskydning. Han tog sine fly på som en slags overfrakke, havde fat i flyet med hænderne og kunne ved at bevæge sin krop og ben foretage drej under flugten. Hans flyvninger er veldokumenterede gennem et hav af fotos. Udviklingen af hans svævefly faldt sammen med fotografiets.
Ny flymuseum: IKAREUM
Otto Lilienthal blev døbt i kirken i Anklam, der nu er under indretning som et nyt flymuseum, der forventes at kunne åbnes endeligt i 2022. Det kommende museum har fået navnet IKAREUM (en sammentrækning af ordene IKAROS og Museum med reference, naturligvis, til den græske Ikaros-myte).
Indtil museet står færdigt vil der i sommermånederne være en række specialudstillinger med reference til Lilienthals flyvninger. Etableringen af museet understøttes dels af Lilienthals familie, dels af en bevilling fra Landsregeringen i delstaten Mecklenburg-Vorpommeren.
Flere af Lilienthals svævefly er bevarede i original på en række museer, bl.a. Science Museum i London, Shukowski-Museum i Moskva, National Air and Space Museum i Washington, Techniches Museum i Wien samt på Deutschen Museum i München, hvor man også opbevarer en del af Otto Lilienthals personlige arkiver.
Hvis du vil videre:
Anklam ligger i den østligste del af delstaten Mecklenburg-Vorpommeren. Går rejsen til eksempelvis strandene på ferieøen Usedom ligger Anklam på vejen.