Pioche er druk, spil, hor og mord – mere end en spøgelsesby
På det lille museum i Pioche kan man læse om byens drabelige historie under guldgraver- og sølvgravertiden. Blandt andet var lønnen for minearbejderne i 1870erne fire dollars om dagen, svarende til 80 dollars i dag.
Byens første skole så også dagens lys i 1870, hvor 387 elever blev registreret i skolen.
I andre af byens gader ligger i dag forladte – og sammensunkne huse med navneskilte, som de så ud for over 100 år siden.
Picohe havde en blomstringstid, der kun varede, omkring 20 år, så var årene udtømt for sølv og minedriften blev stærkt reduceret. I blomstringstiden prydede omkring 50 værtshuse, et par hotellet med spillekasinoer og omkring 25 bordeller byens hovedgade. I dag er der kun ca. 1.000 indbyggere i spøgelsesbyen og kun et hotel med spillekasino samt et par mindre cafeer og et par fødevareforretninger med det mest fornødne, er tilbage. Skal beboerne på stor-indkøb, går turen til den nærmeste større by 170 km væk.
Ifølge de mange skriftlige beretninger på museet, var Pioche Nevadas og måske vestens farligste by i perioden fra 1868 til 1890.
I denne midterste del af den store stat Nevada findes andre berømte minebyer fra guldgravertiden for over 100 år siden. En af dem er Tonopah. For at nå hertil kørte vi først syd på fra Pioche, derefter mod vest ad den berømte highway 375 – gennem området, hvor man igennem årene har observeret UFO’er. Midt i ørkenen ligger en lille restaurant, med et UFO-museum og med parkeringsplads for UFO’er. Ellers er her intet i det forblæste område, hvor vinden næsten altid blæser fra øst mod vest. Området benævnes også Area 51. Det var her, at det amerikanske forsvar blandt andet foretog prøvesprængninger af atombomber i 1950’erne og det er her man stadig tester den nyeste teknologi inden for de mest avancerede krigsfly. I dag findes intet spor af rædselsbomben på overfladen i ørkenen. Men der er ingen tvivl om, at bombetragterne dybt under Nevadaørkenen er fyldt med radioaktivitet og vil være det i millioner af år.
Stadig sølv og guld i Nevada
I byen Tonopah var det også sølvet, der gav byen en blomstringstid i begyndelsen af 1900-tallet. Der brydes stadig guld og sølv og andre mineraler i nærheden af byen og ikke mindst ædelsten fra en lang række sjældne og farveprægtige stenarter.
Spøgelsesbyen Rhyolite
Fra Tonopah kørte vi syd på ad Highway 95, hvor vi blandt andet gjorde en lille afstikker på nogle få kilometer til dette områdes spøgelsesby, Rhyolite. Denne by er totalt forladt. Den havde en blomstringstid på 11 år fra 1900 til 1911. I denne periode strømmede guld- og sølvgravere til byen, men eventyret varede kun kort inden minerne blev tomme. I dag vidner en lang række ruiner af byens førende bygninger, bank, rådhus, købmandsgård om en svunden storhedstid, hvor byen var Nevadas tredjestørste med over 10.000 indbyggere.
En af de få bygninger med tag på er byens hotel og bordel. Ved indgangen til spøgelsesbyen findes en række skulpturer af kunstnerne Albert Szukalski. Skulpturerne forestiller den sidste nadver og de blev fremstillet ved at kunstneren i 1984 indhyllede en række personer med et vådt vævet stof, som han derefter oversmurte med gips.
I Rhyolite ligger også et flaskehus opført af 50.000 flasker, som bygherren skaffede fra byens dengang 50 saloons.
På vores videre rundtur i det sydøstlige Nevada passerede vi indkørslen til Dødens Dal – Death Valley – der ligger på grænsen mellem Nevada og Californien. Denne øde, men alligevel sine steder levende dal, er på sit dybeste sted næsten 100 meter under havets overflade. Her giver den bagende sol ofte sommertemperaturer på over 50 grader – ja, rekorden er over 56 grader. Efter besøget i Dødens Dal sluttede vores tur igennem Nevadas pionerområder, også kaldt ”Ensomhedens Landsdel”, i Las Vegas – som på spansk betyder ”Engen”.