Sønderjysk kro får fire på stribe som Årets Hotel

For fjerde år i træk er Agerskov Kro og Hotel danskernes favorithotel. En bedrift udover det sædvanlige, mener direktøren i landets største hotelkæde, Small Danish Hotels.

Ved prisoverrækkelsen ses fra venstre direktør i Small Danish Hotels Jørgen Christensen, receptionist Grethe Pedersen og værtsparret Bodil og Peter Otte.

Det er ingen let opgave at drive hotel i Danmark – slet ikke langt fra storbyen og slet ikke i bunden af Jylland. Derfor er det også en bedrift udover det sædvanlige, at danskerne nu for fjerde år i streg kårer Agerskov Kro og Hotel sydøst for Haderslev som Årets Hotel. Det mener direktør hos Small Danish Hotels, Jørgen Christensen.

”Ingen krofar, slotsfrue eller hoteldirektør kommer sovende til succes på den danske hotelscene, hvor konkurrencen er ekstrem, og vilkårene tæt på urimelige. Særligt uden for byerne, hvor der virkelig skal trækkes kaniner op af hatten. Derfor er det også desto mere imponerende, at Agerskov Kro og Hotel igen formår at slå de største spillere og opretholde et tilfredshedsniveau på over 90,” siger han.

Værtsparret Bodil og Peter Otte i receptionen

Årets Hotel udpeges hvert år i forbindelse med Small Danish Hotels’ generalforsamling, hvor der findes vindere af i alt seks kategorier. Men det er hverken Small Danish Hotels eller andre branchefolk, der beslutter, hvem de fornemme titler går til. Vinderne udnævnes nemlig på baggrund af gæstevurderinger fra kroer, hoteller, slotte og herregårde i landets største hotelkæde. Det betyder også, at Årets Hotel er en brugerpris.

I gæstebesvarelserne tager gæsterne blandt andet stilling til anbefalelsesværdighed og tilfredshed, og her klarer den rødmalede kro sig fortsat bedst. Af bedømmelserne fremgår det også, at det særligt er det varme værtsskab, den hjemmelavede morgenbuffet og engagementet i gæsterne, som hotelgæsterne værdsætter og belønner med prisen, der også indebærer 25.000 kroner. Prisen som Årets Hotel blev for første gang lanceret af Small Danish Hotels i 2016.

Danskerne fordeler priserne således:

• Bedste ankomst/modtagelse: Billum Kro

• Bedste værelsesoplevelse: Hotel Amerika

• Bedste restaurantoplevelse: Nymindegab Kro

• Bedste morgenmadsoplevelse Hotel Amerika

• Årets højdespringer Bov Kro

• Årets hotel: Agerskov Kro og Hotel

Jørn Henrik Jørgensen

Journalist siden 1962. Mesterlæreuddannet med kortvarigt kursus på Danmarks Journalisthøjskole. Medlem af Dansk Journalistforbund siden 1964. Ansættelser på flere provinsaviser, freelance-tilknytning til DR en årrække, studier i statskundskab (Århus Universitet) 1973-75, 1976 kortvarigt fung. chef for Grønlands Radio udsendt af Ministeriet for Grønland, derefter flerårig ansættelse Berlingske Tidende, chef for Avisradio 1984-86, 1986-88 udviklingsopgave for landsdækkende dagblad, derefter freelance med fokus på arkitektur og kurser i corporate image for mindre virksomheder, siden 1995 freelance rejsejournalist med speciale i Tyskland, Sydsverige, Nordatlanten, Nordfrankrig. Mangeårigt medlem af Danske Rejsejournalister og nu æresmedlem af denne forening.

Jørn Henrik Jørgensen has 52 posts and counting. See all posts by Jørn Henrik Jørgensen