AND THE WINNER IS……
Vi kunne være i Los Angeles til årets Oscar uddeling.
Stemningen er højspændt. Hvem vinder prisen. Forventningen spændes. Den engagerede konferencier trækker det til det yderste.
Elektriciteten i salen er til at føle.
Og endelig, endelig, ser det ud til at forløsningen sker.
Men ikke endnu. Vi skal til det igen:
Og vinderen er…
Nu på dansk, for vi er i Samsø Hallen i Tranebjerg.
Det er kåringen af årets kartoffelmad, der er på spil. Eller rettere; kåringen af ”Samsøs bedste kartoffelmad 2017”.
Los Angeles-billedet er nærliggende. For samsingerne en begivenhed, som bedst kan sammenlignes med uddelingen af en Oscar i Los Angeles.
Og for at holde styr på begivenhederne, havde man naturligvis sendt bud efter en filmmand, Peter Aalbæk også kaldet Ålen. Ikke noget usædvanligt valg, for Ålen har faktisk en mindre griseproduktion i gang på Samsø.
Lokal kappestrid
Kartofler på Samsø er smagen af sommer, dansk hygge og de lange lyse nætter, der venter forude. Kokke og madelskere over hele landet værdsætter de smørgule godbidder.
Mens konkurrencer mellem kokke som oftest sker blandt deltagere fra hele landet, eller på internationalt plan blandt kokke fra alle kontinenter, så er konkurrencen på Samsø alene noget, der skal afgøres blandt de lokale spisesteder. Ikke færre end 11 af Samsøs omkring 35 restauranter stillede op og kæmpede om den ærefulde pris
Et stjernespækket dommerpanel smagte og vurderede. Flere af dem, som det sker internationalt, fløjet ind til Samsøs lille airport.
Blandt dommerne var bl.a. Paul Cunningham, indehaver af Michelinstjerner på restaurant Henne Kirkeby Kro, Jesper Koch, kendt århus-restauratør med Michelin-stjerner i bagagen og tidligere deltager i Bocuse d’Or, dog uden at vinde, Rasmus Munk, indehaver af Alchemist i København, Rasmus Palsgaard, Food Concierge på restaurant NIMB, Nadia Mathiasen, ung blogger med 100.000 læsere, Ida Davidsen, ikon for danske frokostklassikere, sønnen Oscar Davidsen Siesbye, som står for driften af restaurant Ida Davidsen, og den lokale kartoffelmatador, Jørgen Christian Jensen også kaldet Bubber.
Noget man har lyst til
Og naturligvis skulle spændingen udløses. Og den blev det.
Vi starter med nr. 3: Restaurant Skipperly. I følge dommer Ida Davidsen en enkel og yndig kartoffelanretning med et frækt brug af tørret hummer.
Plads nr. 2 blev besat af restaurant Strandlyst. Smagsdommer Paul Cunningham betegnede anretningen som et enkelt stykke smørrebrød, der kunne lykkes i enhver restaurant. Smukt anrettet med et lille vagtelæg på toppen.
Årets vinder blev restaurant SAK, Ballen, i øvrigt for 3. år i træk, men i år med en ny kok, Peter-Emil Hede Madsen, bag kreationen, som ud over rugbrød bestod af kogte og tørrede Samsø-kartofler, hummer, muslinger, løg, røget gris og urter fra Samsø.
For dommerpanelet begrundede Rasmus Palsgaard valget med denne bemærkning: Noget man har lyst til at spise igen og igen.
For første gang i den årrække, årets kartoffelmad har været kåret, blev det også uddelt en Publikumspris, baseret på en afstemning blandt de omkring 650 gæster til begivenheden. Kåringen foregik ved at publikum lagde en lille bold i nogle store glasvaser. Til det sidste stod det klart, at der ville blive et tæt opløb, men da boldene blev talt op, løb restaurant Ilse Made fra konkurrenterne med et forspring på kun fem stemmer til nr. 2.
Ilse Mades kreation bestod af rugbrød med aspargessmør, Samsø Kartofler, bakskuld i flere udførelser, syltede hvide asparges og bacon.
Konkurrencen var arrangeret af VisitSamsø i samarbejde med Samsø Restauratørforening og Samsø Fødevarenetværk, der er en sammenslutning af samske fødevareproducenter, restauratører og kartoffelavlere.