Af MOGENS HANSEN
Rumænien er det land i verden, der har flest ortodokse klostre. Flere end 500 er der, og de mest berømte ligger i Bukovina, den nordøstlige del af landet op mod Ukraine og Moldova. Klostrene her, hvoraf en del er på Unescos verdensarvsliste, er verdenskendte på grund af deres udvendige bemaling.
De sirlige malerarbejder stammer fra 1400-1500-tallet og formålet var på denne billedlige måde at fortælle bibelhistorie til land- og landsbybefolkningen, som dengang overvejende var analfabeter. Selvfølgelig er malerierne falmet i løbet af 500-600 år, men man kan stadig fordybe sig i fortællinger om Jesus, helgener, profeter, engle, dæmoner, himmel og helvede.
Her fortæller vi nærmere om tre af de mest kendte og besøgte af klostrene, der ligger vest for den middelstore provinsby Suceava. Et godt udgangspunkt for klosterbesøgene er den mindre by Gura Humorului med gode overnatnings- og spisemuligheder. Herfra kan man i bil besøge de tre klostre på én dag, men der er også offentlige transportmuligheder.
Kloster bygget som sejrssymbol
Voronet er måske det mest berømte af de malede klostre. Det blev grundlagt i 1487 af den legendariske moldoviske fyrste Stefan den Store for at fejre en sejr over osmannerne/tyrkerne. Klostrets kirke har tilnavnet ‘Østens sixtinske Kapel’ på grund af de mange fresko-malerier inde og ude. Den dominerende farve kaldes Voronet-blå, og den dag i dag kendes malingens sammensætning ikke.
En nonne, der viser rundt, fortæller, at i 1990’erne var der en stor tilgang af unge fra kommunisttidens forfærdelige børnehjem, men tilstrømningen er dalet efter årtusindskiftet. Klosterlivet blev afbrudt i 1785, da habsburgerne regerede området, og genopstod først i 1991, da nonner flyttede ind. Deres dage er helliget bøn, husholdning og markarbejde.
De bedst bevarede kloster-malerier
Moldovitas malerier, der er domineret af blåt og gyldent og de bedst bevarede i Bukovina, er udført i 1537. Forskelle i malestil indikerer, at flere kunstnere har været i sving. Hovedværket hedder ‘Belejringen af Konstantinopel’ og refererer til et persisk angreb på byen (i dag Istanbul) i 626 før Kristus. Den religiøse overlevering siger, at det var Jomfru Maria, der greb ind og reddede Konstantinopel fra perserne.
Et kloster, der ligner en fæstning
Sucevita-klostret ligner nærmest en fæstning med sine høje tykke mure og vagttårne i hjørnerne. Krige har bølget frem og tilbage i området gennem århundreder, så beskyttelse var nødvendig. Klostret er grundlagt i 1581, og kirken blev malet af lokale kunstnere 1602-04. Dermed er Sucevita det yngste af de 22 malede klostre i Bukovina.
Kraftige tagudhæng beskytter vægmalerierne mod vind og vejr, hvilket gør det muligt stadig at studere detaljer i den afbildede himmelstige på kirkens nordside. Engle følger de opadstigende sjæle, men syndere falder ned mellem trinene og drives af grinende djævle ned i helvedes kaos.
Vores besøg på Bukovinas malede klostre foregik med busrejseselskabet JS Rejser.
Regionen Neamt syd for de her omtalte klostre har også et område med mange seværdige klostre. En artikel om dem blev bragt i Kristeligt Dagblad lørdag den 23. april 2016.
Artikel & fotos: