Fra udsigtsplatformen på Fløyen 320 meter over Bergen, kan vi se det meste. I det fjerne udsejlingen til Nordsøen hvorfra Puddefjorden strækker sig ind mod Nordnes, et næs, der på sydsiden har containerhavn og kajplads for krydstogtsskibe og færgen fra Hirtshals. På nordsiden den gamle havn med Bergens berømte gamle træhuse på Bryggen og anlægskaj for mindre både. Midt i byen en sø, Lille Lungegårdsvann med Bergens Kunsthal og koncerthuset, Grieghallen, ved sine bredder. Og lige i nærheden togstationen, der er endestation for Bergensbanen, som på syv timer bringer passagerer gennem fjeldene fra Oslo.
Byen med de syv fjelde
Vi er kommet op til udsigtspunktet med Fløibanen, et kabeltog, der afgår fra stationen bag Bryggen. På få minutter kører det op til det flade plateau på Fløyen, som er det ene af de syv fjelde, der omgiver Bergen. Heroppe er blandt andet restaurant, cafe, en skovbørnehave samt flere kortere og længere vandreruter. Dem vælger vi fra. Ikke fordi, vi har noget imod at vandre, men fordi, det viser sig at min geografilærer i folkeskolen, Hr. Asmussen, har ret: Det regner i Bergen. Ikke altid, men ofte. Det skyldes kombinationen af hav og fjelde. Når varm fugtig luft kommer fra havet og møder fjeldene, bliver den løftet op og falder ned som regn. Hr. Asmussen brugte altid Bergen som eksempel. Nu forstår jeg, hvorfor.
Bergens berømte huse på Bryggen
Nede på Bryggen går vi tur blandt andre turister. Hvad enten de kommer fra Tyskland, Holland eller USA, virker de næsten uanfægtet af regnen. Alle er godt klædt på med røjsere, regnjakker og paraplyer. Måske har de også haft en geografilærer, der har forberedt dem på vejrliget. Og ellers har de i hvert fald haft nem adgang til at købe hele udstyret i en butik på Bryggen.
Linn Kjos Falkenberg, der er guide for Visit Bergen, viser os rundt mellem husene på Bryggen. Her er baghus på baghus og flere smalle gallerier med træbelægning mellem husene. Både de gule og røde farver og duften af træ bliver intens på grund af regnen. Det fugtige vejrlig har dog ikke hindret brande i de små træhuse, og Linn bekræfter, der har været omfattende brande:
“Mindst 16 gange har der været store brande på Bryggen, og hver gang er de forbrændte rester skubbet ud i havnen, som på den måde er blevet fyldt op, og så er der bygget nyt ovenpå det opfyldte område. Derfor hviler de yderste huse ikke på solidt grundlag, så de synker. Derfor er der gang i et restaureringsprojekt, hvor nogle af husene bliver hævet”.
I mange hundreder år har husene fungeret som lager og bolig for handelsfolk, der bragte varer fra fjerne lande. I dag bor der ikke mennesker på bryggen, og alle huse er indrettet til små butikker og værksteder: Sølvsmedjer, lædersmedjer, gallerier, cafeer og restauranter, butikker med halvædelsten og krystaller, og – selvfølgelig – regntøj og norske sweatre.
Vildtmarkedet og Matthallen på havnen
Inderst i havnen, hvor Bryggens træhuse er afløst af solide stenbygninger, finder vi madmarkedet. I bunden bliver jeg tiltrukket af et skilt med “Kystvildt”. Men på denne dag viser det vildeste sig at være en “Vikingburger” af hjorte- eller elgkød. Så er der anderledes stil over Matthallen.
Matthallen ligger ved Strandkai på modsat side af havnen end Bryggen. Blot halv så stor som den ene af Torvehallerne i København, er størrelsen ikke imponerende. Til gengæld overgår udbuddet af havets delikatesser alt, hvad vi nogensinde har set hos en dansk fiskehandler med flere længder. Her er kongekrabber med skjold så store som pizzabakker og med arme af næsten samme længde som mine egne. Her er hummer, der nok kunne tage kampen op med en af de store krabber, hvis ikke klørene klogelig var bundet sammen. Her er østers, søpindsvin, der på norsk hedder Kråkeboller og blæksprutter med kæmpe sugekopper. Og selvfølgelig et kæmpe udvalg af såvel frisk som tørret fisk.
Vinbar og norsk æblecider
Da der ikke hører køkken til værelserne på hotel Havnekontoret, hvor vi bor, giver det ikke mening af bruge penge på Matthallens fristende tilbud. Så vi fortsætter ind gennem byens centrum. Forbi søen, Lille Lungegårdsvann, og videre op i universitetskvarteret, hvor der er flere bergensere og færre turister end nede på Bryggen.
Nær universitetskvarteret har Linn reserveret bord på Vinbar no. 16 i Fosswickelsgata 16. Her får vi blandt andet varm svampesuppe og salater af lokale råvarer. Og – ikke mindst – lokal cider. Nordmændene har lavet æblecider gennem århundreder, ja helt tilbage i vikingetiden. I bunden af de smalle fjorde er klimaet nemlig ideelt for dyrkning af æbler, og mange gårde har haft hver deres lille produktion af æbler.
Gennem de seneste årtier er ciderproduktionen vokset både i kvalitet og omfang. Siden 2016 har norske frugtavlere haft bevilling til at sælge cider med en alkoholprocent over 4,7, og norsk cider regnes i dag blandt verdens bedste.
I no. 16 smager vi et par sprøde friske cider fra Hardangerfjorden, der Norges største område med æbleplantager til ciderproduktion. Vi er ikke i tvivl om, at vi gerne vil købe et par flasker med hjem. Det kræver bare, at vi finder et vinmonopol, for i byen er det kun her, de må sælge drikkevarer med alkoholprocent over 4,7. Cider fra f.x. Hardangerbonden er 8,2%.
Æbler og færgetur i Sognefjorden
Desværre når vi ikke at komme forbi et vinmonopol. Men med vores nye viden om Norsk cider, kommer vi i tanker om de mange små æblegårde, vi så, da vi sejlede gennem Sognefjorden for at komme til Bergen. Vores tur til Bergen gik nemlig med færge fra Flåm, der ligger helt inde i bunden af Auerlandsfjorden, som er en af Sognefjordens inderste arme. Og Sognefjorden med sine bugter og små sidefjorde er nemlig et andet godt område for dyrkning af æbler til most og cider.
Turen varede fem timer og udover fjelde og æblegårde bød den på en smuk solnedgang under regntunge skyer.
