New Zealand
Kæmpefuglen med et vingefang på over 3 meter yngler her hvert andet år som formentlig det eneste sted i verden på fastlandet. Mellem yngleperioderne tilbringer den store fugl 12 måneder på vingerne og tilbagelægger over 180.000 kilometer over oceanerne
For et par dage siden kom jeg, som er en Royal Albatros, hertil igen efter at jeg sidste år besøgte mit barndomshjem for første gang i seks år. Fra 2008 og til sidste år fløj jeg rundt på Stillehavet og Sydhavet, hvor jeg årligt tilbagelægger over 150.000 km. Derfor trænger jeg til at komme i land igen og hilse på mine forældre, hvis de ellers er kommet hertil. Jeg hedder Tora, min far hedder Buttons og min bedstemor hedder Grandma. Hun blev en gammel dame på 62 år og fik sin sidse unge på vingerne i 1989. Det var min far og efter 5-6 år på havet kom han tilbage og fandt sig en kone her, og i 2007 indrettede de en rede og min mor fik lagt et æg med mig i. Efter at mine forældre have passet og plejet mig i 9 måneder fløj jeg endelig af sted i 2008, og var som nævnt første gang retur her sidste år. Inden jeg forlod mit hjem anbragte biologerne en lille radiosender på mit ene ben, og de har derfor kunnet følge min færd lige siden.
Fredet siden 1973
I år håber jeg at finde en mage, så jeg kan videreføre min slægt. Men nu får vi se. Men vi er meget glade for stedet her på Taiaroa halvøen. Det skyldes, at nogle fremsynede mennesker fra New Zealands Naturstyrelse allerede i 1973 udlagde halvøen som et reservat, hvor vi blev beskyttet ikke alene mod menneskets rovdrift på os fugle, men også beskyttet mod rovdyr, som tog vores æg. I perioden fra 1914, hvor mine forfædre kom her første gang og frem til at vores yngleplads blev beskyttet i 1973, blev mange af vores æg ødelagt af ikke alene af mennesker men også af katte, hunde, mår og ilder. Men det er slut efter fredningen i 1973 og det er vi meget glade for. Der er nemlig hegn om hele den yderste del af halvøen, ligesom der er sat kamarere op til at afsløre ubudne gæster. Jeg har fået fortalt af mine forældre, at allerede året efter at fredningen var trådt i kraft, kom de første unger på vingerne. Her på den yderste del af halvøen er klimaet barsk og meget blæsende. Men om foråret er græsset grønt, nu hvor de voksne fugle vender tilbage for at yngle og vi unge for at finde en mage. Det blæser næsten altid her på den høje klippe, men det kan vi godt lide. Vinden betyder, at vi kan slappe af og lade vinden føre os rundt og ud over havet, når vi skal søge føde. På grund af vinden bruger vi ikke så mange kræfter.
Ankommer i september
De voksne fugle kommer normalt hertil i september og leder efter et sted, hvor de blandt det grønne græs kan lave én rede af jord og græs. Når de første voksne ankommer, venter de spændt på om deres mage fra sidste år dukker op, så de kan blive genforenet og begynde at stifte familie igen. Det er altid spændende om alle returnerer, fordi der kan ske meget på et år eller to på det åbne hav, hvor alle flyver rundt hver for sig og lever på det store ocean. Efter et par dage dukkede min far og mor op og de mødtes på skrænten i græsset. Far stod og skuede ud over oceanet, da min mor pludselig kom og satte sig nogle meter fra ham.
Han kaldte på hende og hun vraltede kluntet over mod ham og kikkede på ham i nogen tid, hvorefter hun med næbbet kærtegnede ham på hans næb. Jo den var god nok, det var min mor. De gik nu i gang med at lave en lille rede på skrænten, mens de dagligt foretog små flyveture ud over oceanet tæt på halvøen, hvor de lavede akrobatiske flyveopvisning, mens vinden kastede dem hid og did. Det samme gjorde jeg, mens jeg var på udkik efter andre ungfugle. Jeg husker fra sidste år hvordan mine forældre efter nogle dage gik i gang med deres kærlighedsakt og i løbet af november lagde mor et hvidt æg på cirka 500 gram i den lille at redde på skrænten.
Et æg – en unge
Mine forældre skiftedes nu til at ruge på ægget. Efter cirka 11 uger kom der en unge ud af ægget lige i begyndelsen af januar. Men det tog et par dage før den lille unge havde frigjort sig fra ægskallen. Da min søster eller bror var ruget ud, fik mine forældre travlt med at fodre ungen hver dag de næste tre uger. Mine forældre skiftedes til at ligge på reden og holde den lille varm, mens den ene forælder fangede mad ude på havet, mest skaldyr og blæksprutter. Når de kom til reden blev maden gylpet op, hvorefter ungen spiste. De første tre uger voksede ungen hurtigt og efter tre uger, var den nogle gange alene et par dage, mens begge forældre søgte efter føde på havet. Efter tre måneder begyndte ungen for alvor at spise mere og mere og kunne nu indtage op til to kilo føde om dagen, som forældrene gylpede op til den, når de kom retur fra oceanet. I løbet af vinteren voksede ungen voldsomt og snart vejede den 10 kg og det er omkring 3 kilo mere end mine forældre. Den fik nu kun føde 3-4 dage om ugen. I september måned knap et år efter at ægget blev lagt var ungen fuldt udvokset, og den begyndte nu at lave flyveøvelser med vingerne og pludselig en dag kan den flyve sammen med forældrene ligesom jeg gjorde for 7 år siden. Og efter en lille månedestid med træning sammen med forældrene skiltes den lille familie og ungen startede en farefuld færd ud på de store have. Der kan gå op til seks år inden den vender hjem igen til den stormomsuste halvø, for at find en mage ligesom mig.
To arter af fugle
Der findes to arter af Albatrossen, en nordlig og en sydlig art. Den sydlige fugl er en smule større end dens nordlige slægtning. En sydlig art har en hvid vingetip med sort kant, mens den nordlige arts vingetips er helt sort. Bestanden er faldet en smule hvert år og en af grundene er blandt andet fiskeriet på de store oceaner med langlinefiskeri, drivgarn og trawl. På grund af fuglenes langsomme reproduktion er fuglen derfor truet konstant. Men fra flere organisationer gøres en stor indsats for at beskytte denne kæmpefugl, som er på Den Internationale Union for Bevarelse af Naturen (IUCN)s liste over truede fugle. Den New Zealandske Naturstyrelse har en tilsvarende liste over truede dyr og fugle og her optræder Albatrossen også. Grunden til at New Zealand er meget aktiv i bevarelse af Albatrossen er blandt andet, at halvøen ved Dunedin på Sydøen er det eneste kendte sted i verden hvor Albatrossen yngler på land foruden på et par afsides beliggende øer i Sydhavet. Senest har den new zealandske fiskeindustri indgået et samarbejde med landets naturstyrelse om at udvikle metoder, således at fiskerne kan undgå at fange den majestætiske fugl i deres fiskeredskaber. Årligt opholder der sig i yngleperioden omkring 250 fugle på Taiaroa halvøen i reservatet, hvoraf der er omkring 60 ynglende par. I reservatet yngler i øvrigt mere end 20 forskellige arter af havfugle. Den talrigeste fugl er den rødhovedede måge, hvis antal anslås til at være over 10.000. Desuden yngler den guløjede pingvin og verdens mindste pingvin, den lille blå pingvin på halvøen.
Tekst. Aage Krogsdam
Fotos. Visitors center i Reservatet
