Stemningen på Saalbachs kendte afterskisted er – som altid – på toppen
Tekst og fotos: Bent Bernardi Sørensen
Saalbach og Hinterglemm i Østrig præsenterer sig søndag morgen med perfekte sneforhold.
Det er første skidag i et år efter et styrt, der kostede en smadret ryghvirvel i lænden. Genoptræningen har bestået af god mad og masser af selvmedlidenhed, så spændingen er i top, inden de første sving
Selvtilliden er derimod i bund efter første piste. Der er ikke noget galt med ski og andet udstyr, og sneen er som nævnt perfekt, men det føles, som om en vis svaghed har ramt lårmusklerne, og en ukendt faktor er kommet med på tur – forsigtighed.
Måske angst for endnu et fatalt styrt. Aner det ikke. Et fremmed begreb.
I gruppen er en god veninde, som jeg plejer at skulle vente på pisterne, og hun har ikke været på ski i en årrække.
Hun cruiser i sin velkendte, kontrollerede stil. Det opdager jeg, da hun overhaler mig! Jeg er bagud. Jeg er sat af!
Men ikke færdig!
Jeg kæmper – ikke mod hende og de andre, men mod mig selv og dæmonerne.
For et år siden var skiløb noget med at flyve hen over pukler og uforudsete forhindringer og at kante skiene i svingene, så distancen blev så kort som muligt. Ofte var der også tid til at tjekke hastigheden på telefonens ski-tracker, men jeg ventede på de andre ved næste lift. 75 kilometer i timen var acceptabelt, men ikke noget at berette om.
I dag er der ikke kræfter til at tjekke noget som helst. Jeg konstaterer, at jeg endnu trækker vejret, kan huske hvad jeg hedder, og jeg ved, hvor jeg er. Formiddagstimerne er ren overlevelse. Ingen sving eller bevægelsesmønstre at være stolt af eller tilfreds med.
Til frokost finder vi Rosswaldhütte, hvor Uwe, Hans og jeg fik en øl i går på en kombineret vandre og kælketur. Dejligt sted med alsidigt menukort og hurtig betjening.
Fra frokost til afterski
Jeg tyvstarter eftermiddagens rute. Måske for ikke at opleve, at gruppen skal vente på mig. Vi er tre, der sætter kurs mod Saalbachs kendteste afterskisted, Hinterhag Alm.
Jeg forsøger at give mig selv de råd om bevægelser, svingteknik og fokusering, som jeg i årevis har givet andre. Af og til, når jeg presser mig selv, kan jeg tage et enkelt tilfredsstillende sving, men det meste er til at skamme sig over.
På eftermiddagsturen følges jeg med to overbærende kammerater, som jeg har kendt i årevis, og vi når frem til Hinterhag Alm i god til.
Ved baren møder vi ejeren, Evi (udtales Efi), hvis mand selv byggede den store hytte for 41 år siden.
Evi er en institution i Saalbach og kendt af tusindvis af danske skiturister. Hun lover, at dagen vil blive som ingen andre, Med det passer ikke! Hver dag på Hinterhag Alm er en oplevelse – ikke mindst takker være 69-årige Efi. Hendes lange, lyse hår og hendes hvide jakke besat med røde hjerter får de fleste til at tro, at hun er meget yngre.
Evi er en driftig dame – som hotelejer og værtshusholder, men også som anerkendt billedkunstner.
Stemning og fest
Midt på eftermiddagen minder Hinterhag Alm om en brun café i overstørrelse næsten uden kunder, men efterhånden fyldes stolene, stemningen og lydniveauet stiger, og de effektive tjenere har travlt.
Forventningerne til glade timer med skivennerne er i top – og opfyldes. Stemningen stiger et par grader, da en duo på balkonen sætter i gang med musik og sang.
Bakke efter bakke med øl og afterskidrinks bæres ind – og tømmes. Alle synger med, så godt kan. Som alle andre dage klokken 17 gør Evi duoen til en trio. Hun hilser på publikum, og selv om hun kender svarene, spørger hun:
– Hvor mange fra Tyskland er her?
– Hvor mange fra Østrig er her?
Kun få svarer.
– Hvor mange fra Danmark er her?
Evi mødes af et brølende svar, og hun kvitterer med Neil Diamonds klassiker Sweet Caroline – dagen efter at Caroline Wozniacki har vundet Australian Open i tennis.
Alle skråler med. Vi har en fest.
Og festen fortsætter. Evi drysser sine papirhjerter ud fra balkonen. Det er hjerternes fest.
Evi skamroser Teddy Edelmann for at have skabt “verdenshittet” Himmelhunden – uden åbenbart at vide, at sangen er svensk og skrevet af Hasse Andersson.
Men, pyt!
Evi synger på dansk, og alle er glade.
Det 69-årige afterskifænomen har lært dansk af sine tusinder af gæster og fans. Hun har kun været i Danmark én gang – til en 90-års fødselsdag hos en skirejsearrangør. Hun drømmer dog om at kunne udstille nogle af sine malerier på et dansk galleri.
Risikabel hjemtur
Dagens afterski slutter – når man har lyst. Problemet for mange er at komme ned ad den 300 meter lange piste til byniveau. Nogle vælger at bruge ski og stave som støttestokke og gå ned. Andre vælger med forskellig succes at stå på ski ned. Det kan dog kun frarådes, for hvis man stoppes alkoholpåvirket på ski, mister man sit liftpas, og hvis man er årsag til en ulykke på pisten, risikerer man fængselsstraf.