Omkring Norges nordspids i bølgegang, i hundeslæde og på snescooter

Stilheden i vildmarkens sneklædte landskab brydes af højlydt hundeglam. At dømme efter de ivrigt logrende haler og trippende poter skyldes udbruddene ren arbejdsiver fra en gruppe slædehunde, der netop bliver spændt for nogle slæder og gjort klar til afgang.

Det er marts måned og vi befinder os på Tromsø Vildmarkscenter. Inden slædeturen har vi hilst på flere af centrets hunde, der er både kælne og nysgerrige.

10 slædehunde af racen Alaskan Husky bliver spændt for vores slæde på Tromsø Vildmarkscenter i Nordnorge. Foto: Karin Møller-Olsen

 ”Vores 200 hunde er af racen Alaskan Husky, som er mindre end for eksempel Sibirian Husky og Grønlands Husky. De er ikke lige så stærke som de andre racer, men til gengæld er de mere udholdende og mindre aggressive”, fortæller Steward Connor og klør en af de løsgående hunde, Muse, bag øret og tilføjer, at de altid bruger tæver som førerhunde.  ”Hunhundene er nemlig de mest intelligente”, erklærer han.

Der er ingen tvivl om, at de to førerhunde, Karry og Oregano, der er spændt foran vores slæde, virker både kloge og søde. Vi sidder to i hver slæde, som bliver trukket af i alt 10 hunde. Vores slædefører står bagest på slæden og på kommandoen ”okay-yip” sætter hundene fra med krum ryg og spidsede ører.

Bunden af slæden er overraskende elastisk og følger det snedækkede men kuperede landskab uden, at vi mærker nogen bump. Sneen daler i store fnug mellem små graner og vi er pakket godt ind i varme tæpper, så turen måtte gerne vare et par timer. Men det gør den ikke. Det er mest som en smagsprøve. Vi skal nemlig tilbage til skibet Havila Cappella, inden det forlader havnen i Tromsø, så efter lidt over en halv time vinker vi farvel til vovser og slædefører.

Sejlads med fragtgods i verdensarven

Skibet Havila Capella i havnen i Honningsvåg. Havnen er fyldt med fiskerbåde, der lander torsk og kongekrabber. Foto: Karin Møller-Olsen

Umiddelbart ligner Havila Cappella et klassisk krydstogtsskib af de lidt mindre. Her er ni dæk, 179 kahytter, to restauranter og et soldæk med bar og udendørs jacuzzi. Men det adskiller sig på i hvert fald to måder. Den ene er, at Havila også fungerer som fragtskib og sejler med gods ind i de i alt 34 havne, hvor skibet lægger til på ruten mellem Bergen i Vestlandet og Kirkenes i den nordøstlige Finnmark. Den anden er drivkraften, som jeg vender tilbage til.

I løbet af 11 dage skal skibet nå fra Bergen til Kirkenes og retur. Med varer og passagerer. Og derfor er det heller ikke sådan, at skibes afgang tilpasser sig længden af en slædetur i Vildmarkscentret. Det er lige omvendt og giver god mening, for søvejen er fortsat en vigtig transportvej i det langstrakte land med dybe fjorde og massive bjerge. Begge dele besværliggør transporten over land og er samtidigt det, der har fået naturelskende turister til at sejle med på denne rute i mere end 100 år.

Solopgang på Havila Capella på vej mod Nordkap. Foto: Karin Møller-Olsen

Det er snevejr og dunkelt, da skibet sejler fra Tromsø om aftenen, men selv her i marts står solen tidligt op, så jeg bliver vækket, da den allerede før halv syv sender en stråle ind mellem gardinerne i min kahyt. Jeg trækker dem til side og ser ud på glinsende blåt hav og sneklædte bjergsider. Forsømmer tandbørsten og trækker min varme heldragt udenpå nattøjet. Op på dæk otte og ud i luften. Her er koldt, mindst 10 minusgrader, men flere andre har fundet ud på dækket, hvor de går næsten andægtigt omkring og hilser på morgensolen og hvisker for ikke at bryde stilheden. For det er den, stilheden, der dominerer, og det er ikke kun, fordi vinden holder vejret, men fordi Havila Capella er et nyt skib, der sejler på el. Her er ingen larm og dunst fra store dieselmotorer.

I vinterhalvåret er der udsigt til sne og is og mulighed for at se nordlys. Om sommeren er hvaler og midnatssol de store attraktioner ved Norges nordspids. Foto: Karin Møller-Olsen

”Per Sævik, der har grundlagt Havila og sendte sit første skib på havet i december 2021, har sagt, at skibene sejler i verdensarven, og det skal vi sørge for, at efterkommerne også kan. Derfor sejler Havila Capella på el og gas. Lige nu er det naturgas, men med tiden bliver det erstattet af biogas, sådan, at skibene er helt CO2 neutrale indenfor 10 år”, fortæller Lasse Vangstein, der er kommunikationsansvarlig i Havila.

Skibet kan sejle fire timer på el, hvilket det gør, når vi sejler ind i fjordene og lægger til havn, som denne morgen i Honningsvåg.

Få kløerne i en Kongekrabbe

Yves Jacobs fremviser et middelstort eksemplar af en kongekrabbe, der er en delikatesse, når først den er aflivet og dampet. Foto: Karin Møller-Olsen

Honningsvåg er en lille havn tæt på den skandinaviske halvøs nordligste klippe på 71 grader nordlig bredde, også kendt som Nordkap. Her går flere passagerer fra borde for at køre en halv times tid til klippen og skue over havet. Vores gruppe kører mod øst til en lille i bro i Sarnes, hvor en af områdets store delikatesser, den store kongekrabbe, bliver landet.

Da vi ankommer, ligger krabaterne i et net i vandet, hvorfra guiden, Yves Jacobs, henter en af dem og holder den op foran brystet, mens krabbens ben når helt ned til knæene.

”Denne her vejer nok tre og et halvt kilo, men de kan blive dobbelt så store”, erklærer Yves, og mens vi alle sammen får mulighed for selv at få kløerne i krabben og blive foreviget med den, fortæller han, hvordan kongekrabben er blevet indført fra Sibirien og derfor er en invasiv art uden naturlige fjender, altså bortset fra fiskerne:

” Fangst på kongekrabber er en god forretning og fiskerne får 400 -500 norske kroner pr kilo og i udlandet sælges de for op til 2.500 euro kiloet”, fortæller Ives, inden han lægger krabben på et bord og dræber den med et hurtigt knivstik i hovedet. Det er en ganske ublodig affære og tager ikke appetitten fra vores gruppe, der inviteres indenfor i en stor samehytte, hvor vi bliver beværtet med friskfanget kongekrabbe ad libitum.Lækkert saftigt krabbekød serveret med citron, mayonnaise og polarbrød.

Vi frådser i kongekrabbe i denne bygning i Sarnes, der er en stor efterligning af en samhytte. Foto: Karin Møller-Olsen

På snescooter under nattehimlen

Tilbage på skibet er der afgang mod Kjøllefjord, hvor vi ankommer efter godt to timer og med bare 20 minutter til at laste og losse. Det sidste omfatter også vores gruppe, for mens skibet sejler videre til Mehamn, skal vi tilbagelægge en tilsvarende strækning over land. Først med bus og siden med snescooter.

Da mørket er faldet på, kører vi på snescooter over fjeldet til Mehamn, hvor færgen Havila Capella venter på os. Foto: Karin Møller-Olsen

Det er mørkt, da vi når frem til snescooterne. Der er en til hver, og efter en kort instruktion fra guiden, er det bare at aktivere startknappen og tage fat i gashåndtaget.  Det er første gang, jeg sidder på sådan en maskine, den er stor og bred, og jeg er lidt benovet over at blive sluppet løs alene på scooteren – på fjeldet i mørket. Men den er nem at manøvrere, og helt alene er jeg jo ikke. Vi kører i kortege og forrest er guiden, der sørger for, at vi holder sporet og farten uden 20 km i timen. Men det er også hurtigt nok, og eventyrligt at køre gennem den bløde sne under den mørke himmel, hvor nordlyset måske vil vise sig.

Efter en times kørsel ser vi lyset. Det er ganske vist ikke nordlys, men alligevel et smukt lysskær fra den lille by Mehamn, hvor Havila Capella ligger og venter på os.

Fine dining i bølgegang

Restaurant Hildrings version af cheesecake med multebær. Foto. Karin Møller-Olsen

Straks vi er om bord sætter skibet kurs ud i Barentshavet, og her er det, jeg bliver glad for den søsygepille, jeg svælgede ned lige før turen på snescooter. Ikke fordi jeg var bange for at blive køresyg på scooteren, men vejrudsigten lovede kuling. Og det er helt i tråd med, hvad vi tidligere fik at vide af navigationsofficeren på broen:

”På strækningen om nordspidsen er der ofte søgang her om vinteren – er man mest til stille vejr, skal man vælge sommermånederne, hvor der også gode muligheder for at se hvaler”, fortalte han. Og så er der selvfølgelig midnatssolen.

Men nu er det altså vinter, skibet ruller og vi skal spise middag på ”Hildring” som er skibets fine dining restaurant.

Allerede inden forretten ser vi to af vores kumpaner vakle langs bordene og svajende forsvinde gennem restaurantens glasdøre. Vi andre nyder at få endnu en gang kongekrabbe, nu i en særlig delikat marinade af blandt andet tang. Derefter kammusling efterfulgt af pandestegt pighvar med kaviar. Og selvom vinglassene har det med at glide rundt på bordet, ligger maden nogenlunde stille på tallerkenerne, der står fast på gummierede dækkeservietter.  Alligevel må endnu et par stykker desværre forlade selskabet inden hovedretten. Men jeg er blandt de heldige, der kan nyde både lammekrone fra et norsk fjeld og en dessert med havtorncreme og multebær.

Senere sover jeg sødt, selvom det er med afbrydelser. Dels fra lyden af vand, der stiger og falder i toiletkummen på badeværelset, dels larm fra skibets skrue der bremser, når vi lægger til i Berlevåg, Båtsfjord, Vardø og Vadsø, inden rejsen næste morgen slutter i Kirkenæs.

Salonerne på Havila Capella udmærker sig med panoramavinduer og fravær af spillemaskiner og anden støj. Foto: Karin Møller-Olsen

Fakta om Havila Kystruten

Havila Kystruten har fire af de i alt 11 skibe, der sejler i rutefart langs den norske kyst fra Bergen til Kirkenes. Turen fra Bergen mod nord tager seks dage, mens turen fra Kirkenes mod syd tager fem dage. Undervejs lægge skibene til i 34 havne. Nogle steder flere timer andre steder blot 20 minutter.

Havila Kystruten er et nyt selskab med fokus på bæredygtighed. Skibene sejler på en blanding af el og gas og satser på at kunne sejle helt CO2 neutralt indenfor 10 år.Turister kan vælge at sejle med på hele turen eller kortere strækninger.

www.havilavoyages.com

Jeg var inviteret på rejsen af Havila Kystruten.

Karin Møller-Olsen

Rejsejournalist siden 2006. Artikler til bl.a. JyllandsPosten, Jyske Vestkysten, Berlingske Tidende og Politiken. Ferieblogger siden 2018. Primære interesseområder: natur, kultur, historie og aktiv ferie. Skriver mest fra de nordiske lande og Spanien, men ellers fra alle verdens lande, jeg måtte besøge. Har boet i Bilbao, Nordspanien 2003 & 2004. Kontakt mig på karinmollerolsen@mail.dk

Karin Møller-Olsen has 42 posts and counting. See all posts by Karin Møller-Olsen