Velkommen til historisk dans

AF MOGENS HANSEN
Barokdans stammer fra 16-1700-tallet og er med flere hundrede år på bagen ikke længere nogen almindelig oplevelse. Vi overværede en opvisning i den tjekkiske by Telc, som med sine velrenoverede bygninger fra renæssance og barok er med på FN-organisationen Unescos liste over verdens kulturarv.
Danserne – fem kvinder og en mand fra Alla Danza-kompagniet – tog imod os i deres elegante barokklædning på slottet i Telc (billedet øverst). Indenfor i en af slottets sidebygninger viste de os, hvor stilfuld barokdansen er.

Tjekkiet
Barokdanserne fra Alla Danza Brno optræder på slottet i Telc. Alle fotos: Mogens Hansen

Alla Danza-kompagniet er hjemmehørende i den større tjekkiske by Brno, men giver forestillinger overalt i Tjekkiet og i udlandet. Kompagniet har specialiseret sig i den franske barokdansestil, som hedder “la belle danse” eller “la danse noble” (smuk, fornem dans), og som især forbindes med Ludvig XIV’s og Ludvig XV’s hof. Vi kan ikke give en bedre beskrivelse af det, vi oplevede, end ved at citere denstoredanske.dk: »Barokdans må først og fremmest karakteriseres som en dekorativ kunstart, hvor særligt den strenge symmetri er fremherskende. Skønhedsidealet hentedes i antikkens kunst, bevægelserne var elegante og uaffekterede, men strengt kontrollerede.«
Dans kan ikke beskrives fuldt ud i ord, men her kan man se et eksempel på en Alla Danza-forestilling: www.youtube.com/watch?v=pMmavDjDXvU. Videoer og YouTube fandtes ikke i baroktiden, så Alla Danza har i forestillingerne kombineret nedskrevne, detaljerede notater og tegninger om dansen med egen koreografi.
Efter forestillingen blev en del af gæsterne inviteret op til barokdans. Da gik det for alvor op for os, hvor svært det må være at huske de mange elegante trin og håndbevægelser. Varme i kroppen fik vi også.

Lille by med stor arkitektur, kultur og historie

Som sagt overværede vi barokdansen i Telc, en by med 6.000 indbyggere beliggende midt mellem Tjekkiets hovedstad Prag og Østrigs hovedstad Wien. Telc er formentlig opstået i midten af 1200-tallet, men de første regulære fakta om byen er fra 1330’erne. I flere århundreder var byen ejet af velhavende familier, den sidste ved navn Podstatsky-Liechtenstein, hvis ejerskab varede til 1945.

Tjekkiet
Slottet i Telc indeholder bl.a. en samling af jagttrofæer.

Byens centrale plads er værd at se og gå rundt på på grund af dens velbevarede, historiske bygninger, hvis arkitektoniske stil er en blanding af renæssance og barok. Pladsen skæmmes en del af parkerede biler, men ser man bort fra dem, har man udkig til søjler, statuer, springvand, byporte, kirker og byens slot. I arkaderne bag søjlerne ud mod pladsen er der butikker, og spørger man en butiksindehaver om lov, kan man være heldig at komme ned i en af de mange kældre under bygningerne. Kældrene er flere steder i to lag, og de ældste er fra middelalderen.
Seværdigheder i Telc: Slottet, oprindelig i gotisk stil, men senere renoveret i renæssance-stil; rundvisning, museum, galleri, kælder, park. Flere museer og gallerier. Flere kirker og to undervisningsinstitutioner, som oprindeligt var knyttet til jesuitter-ordenen.

Solid, tjekkisk mad på Restaurant Svejk

Efter oplevelserne trænger de fleste nok til et måltid, og hvad er mere naturligt end at vælge traditionel, tjekkisk mad. Den fås adskillige steder i Telc, og vi valgte Restaurant Svejk, opkaldt efter romanfiguren “Den gode soldat Svejk”. I kælderrestauranten ved den nordøstlige byport fik vi stegt and, serveret med knödel (både i kartoffel- og brødudgave) og selvfølgelig en kold, tjekkisk fadøl til.

Rejsen var betalt af CzechTourism.

Tjekkiet
Bygninger i renæssance- og barokstil på den centrale plads i Telc. Butikker er diskret placeret i arkaden bag søjlerne.

Mogens Hansen

Mogens Hansen, journalist siden 1972. Har skrevet rejseartikler siden 1980. Var i ca. 40 år ansat på dagblade, heraf de sidste 30 år på Jyllands-Posten. Afsluttede det faste fuldtidsarbejde med 3-4 år som rejseredaktør på JP. Forsatte derefter som freelance rejseskribent for Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, Vagabond, Turen Går Til, guide.dk, Kristeligt Dagblad og FerieBlogger.dk. Blev kåret som Årets Rejsejournalist 2014 af foreningen Danske Rejsejournalister. "Mogens Hansen døde juni 2022. Han efterlader mange minder og fortællinger fra sit aktive rejseliv, blandt andet her på ferieblogger.dk"

Mogens Hansen has 54 posts and counting. See all posts by Mogens Hansen