Tjekkiets højeste bjerg er ikke nogen kæmpe, men en kolossal udfordring

Tekst og foto: Bent Bernardi Sørensen

Allerede i slutningen af april er rapsmarkerne gule i Tjekkiet. Farven passer smukt til de grønne blade på bøge, birke og buske.
Det er let skyet, da vi kører nordpå fra hovedstaden Prag sidst på formiddagen, men skylaget bliver tættere, og pludseligt begynder hvide fnug at drysse ned over vejen og alt det gule og grønne. Sneen må dog overgive sig til varmen, der stiger op fra jorden.
Vores Mercedes Vito-minibus stiger op i det tjekkiske højland, og da vi rammer det lille skisportssted Pec pod Sněžkou er de omkringliggende bjergskråninger indbydende grønne til den vandretur, vi har planlagt i morgen.

Fra grønt til hvidt
Bjergområdet hedder på tjekkisk Krkonoše, der byder kæmpebjergene. Det højeste punkt er 1602 meter over havoverfladen, så Alperne og Himalaya kan bare gå hjem og lægge sig!
Da jeg kigger ud af vinduerne på Hotel Horizont om morgenen, tror jeg, at jeg drømmer eller har været på en kort tidsrejse tilbage til vinteren.
I sne står urt og busk i skjul.
Det er hvidt derude. Kong Sommer har midlertidig tabt slaget mod Kong Vinter.

Vi er i 770 meters højde og har tænkt os gå på toppen af Tjekkiets højeste bjerg – en vandretur på syv kilometer og over 800 højdemeter.
Lad os bare komme af sted! Humøret er højt. Vore værter har skaffet en lokal guide, Miroslava, der tager imod os iført professionelt vandreudstyr, kort, vandrestave – og ikke mindst et par ekstra hatte og vanter, som nogle i gruppen låner.
Vi fire danskere er ikke forberedt til vintervejr på denne tur, men vi er jo vikinger …

Uegnet udstyr
Ruten går gennem nationalparken, der bærer kæmpebjergenes navn, op til toppen af Sněžka, der direkte oversat betyder snebold og ligger på grænsen til Polen.

Sneen begynder at falde tæt

Jeg er den ene af to i gruppen, der har langskaffede vandrestøvler på. De andre går i uegnede kondisko. Vi kan høre, at vejen, vi går ad, er asfalteret. Guidens vandrestave afslører det. Vejen er hvid, men de op til tyve meter ranke nåletræer er ikke sneklædte.
Små grupper af hjorte springer af og til over vejen. Stigningen er moderet, og tempoet gør det muligt at snakke – især blandt kvinderne, der sakker bagud.
Sneen begynder at falde tættere, men efter en time når vi en skilteskov ved noget, der ligner et stort inaktivt landbrug. Vi har gået fire og en halv kilometer og er ifølge et af skiltene i 1165 meters højde. Alt er godt!

Guiden fører os over en lille træbro til et Y-kryds et par hundrede meter længere fremme. Vi fornemmer, at hun er tvivl, om højre eller venstre er den rigtige vej. Hun roder i sneen med sine stave og siger, at vi skal følge asfaltvejen. Der er dog ikke noget, der lyder som metal mod asfalt, men hun vælger vejen til højre, for den stiger mest.
Der er nu ti centimeter sne, og stigningen kan mærkes i lår og lunger. Vi passerer under en skilift, der har haft sæsonafslutning for mange uger siden. Efter 18 minutter stopper vi ved endnu et ubemandet landbrug ved en bunke brædder, der markerer, at her slutter vejen.
Ned igen anført af en flov guide, der passer Y-krydset og går hen til skilteskoven, hvor hun finder den rigtige vej. Nu sner det, så det kan mærkes. Hår og skæg bliver mere hvidt, end det ellers er. Små istappe kan knækkes af under hagen og næsen.

Snestorm
Vi to gamle på 64 og 69 år er i god form og venter nogle gange, så de yngre vandrere ikke kommer for langt bagud. Der er dømt frokostpause på Chata Výrovka, der er lukket for sæson, men vi har selv madpakker med, og værten har lovet at servere varm te. Han er dog ikke til stede, og bjergrestaurantens udendørs termometer viser minus fire grader her i 1368 meters højde, men vi finder læ, og vi holder en times pause indendørs, da værten dukker op.
Imens sner det tæt. En af gruppens tjekkiske deltagere ringer til bjergpatruljen og får at vide, at den normale rute er ufremkommelig. I stedet kan vi gå en direkte vej, der er markeret med træstolper, der rager fem meter op over sneen.
Alt – bortset fra stolperne er hvidt – da vi begiver os på vej. Snelaget bliver dybere, og nye fnug daler tæt og konstant. Underlaget er ikke egnet til at gå på, så vi bevæger os forsigtigt fremad.
Vi skal bare gå to og en halv kilometer, forlyder det, men i bjerge opleves afstande og tid ofte anderledes, end når man kigger på et kort.
På en strækning er vi igen på snedækket asfalt. Vejen har på begge sider vægge af sne, der ligger i sammenpressede lag i flere meters højde. Her er glat, men ikke tungt at gå.

Pludseligt ændrer alt sig igen. Nu har vi kun stolperne at orientere os efter. Tågen er tyk, og vi kan somme tiden kun se 30 meter frem. Det vigtigste er dog at kigge ned for ikke at miste fodfæstet. Det er umuligt at identificere de andre vandrere på grund af tåge og sne.
Og nu er der snestorm. Vi går på toppen af en højderyg, så der ikke læ noget sted. I frostvejret fyger sneen, så det gør ondt på den bare hud, og fnuggene blander sig med sved fra min pande og sætter sig som is på indersiden af mine brilleglas. Jeg har lånt et par orange handsker i børnestørrelse, og jeg finder et stykke nylon, der kan bruges som hætte.
Det er umuligt at se og umuligt at fjerne islaget på glassene. Det koster et styrt og et rullefald. Jeg kommer bagud og fornemmer, at også guiden med vandrestavene er faldet og rutsjet et par meter ned ad en skrænt. Flere steder er der huller i den skorpede overflade, så man synker i til knæene.
Jeg hører ikke andet end den vilde vinds hylen, men pludseligt også noget, der lyder som en eksplosion.

Hytten på engen
Ved 16-tiden når vi frem til vores overnatningssted i 1410 meters højde, Hotel Luční Bouda (direkte oversat: hytten på engen), hvor varmt vand fra en bruser er en stor attraktion. De nuværende bygninger er fra 1940 og op til seks etager høje, og meget er renoveret. De ældste bygningsdele er fra 1623.

Fra hotellet kan man normalt se toppen af Sněžka, men alt er hvidt, sneen fyger, det er tåget og koldt!
Gruppens plan var at gå op på toppen inden solnedgang, men det må udsættes til i morgen.
Men først skal et meget usædvanligt hotel opleves.Rammerne er ældgamle, men interiøret fejler ikke noget. Meget er holdt i brune nuancer, og møblerne i restauranten er de originale fra 1940. Værelserne er nyrenoverede og moderne indrettet.

Lang historie
Ejeren, Stanislav Beneš, er en veltrænet mand, der med rette er stolt af Centraleuropas højest beliggende hotel – og bryggeri! Hotellets dominerende skikkelse hedder Bohus og er en knapt to år gammel Sankt Bernhardthund, der vejer 87 kilo.

 

​​Engen og Silesian-stien var siden slutningen af ​​det 15. århundrede et vigtigt bindeled mellem fremspirende minedriftcentre på begge sider af bjergene.
Der er to forklaringer på hyttens oprindelse. En legende fortæller, at den første version blev bygget som et forsoningsmoment efter en strid mellem to grevesønner. I den anden version var den en kærlighedsrede for to elskende. Vælg selv!
En møllesten har årstallet 1623 indgraveret, opdagede man under en ombygning i 1869. Familien, der ejede stedet, levede af kvæg og geder, der græssede på de 100 hektar græsskråninger og enge.
Siden en stor ombygning i 1857 har stedet været overnatningssted for turister, og vandet fra bjergene er med til at danne floden Labe, der skifter navn til Die Elbe, når den flyder ind i Tyskland. Undervejs får den tilført væske fra den mest kendte tjekkiske flod, Vitava (Moldau).
En ombygning i 1914 gav 100 værelser, men alt brændte 2. oktober 1938 under et slag i begyndelsen af Anden Verdenskrig.
Renoveringen i 1940 blev et luksuriøst feriested for blandt andre tyskere, og samtidig var der kvægstalde, slagteri, røgeri, smedeværksted, frysehus og meget andet. Indtil slutningen af ​​krigen var her uddannelsescenter for den tyske hær. Det tyske luftvåben holdt kurser, og Hitlerjugend var indkvarteret her.
Efter krigen var stedet uddannelses- og feriested for tjekkisk ungdom, men en privat ejer kørte det i sænk i 2003.

Hanrejs-øl
Siden 2004 har de nuværende ejere, Stanislav Beneš og hans kone, Klára Sovová, med succes drevet stedet med glød, økologisk opvarmning, eget bageri – og bryggeri!
Og bryggeriet er noget helt særligt.

Tjekkiet har en smuk øl-tradition helt fra 1088 og endnu tidligere blev der eksporteret humle, så tjekkerne kan noget med øl.
Luční Bouda brygger øl i mange varianter under navnet Paroháč. Etikettens motiv er en parringsscene mellem en hjort og en hind, der begge ser ud til at nyde akten.
– Der er tale om utroskab, forklarer Stanislav Beneš, og Paroháč betyder hanrej.
En flok på omkring 100 hjorte holder til omkring hotellet. De drikker fra kilden, der bliver til floden Labe, og her hentes også vand til ølbrygningen.
Brygningen foregår efter traditionelle metoder, og øller serveres ufiltreret og upasteuriseret. Brygkælderens vægge er dekoreret med historiske illustrationer fra 1940.


Øllet indeholder mange B-vitaminer, og det er nemt at lade sig overbevise om, at den slags er sundt. En halv liter fadøl i Tjekkiet koster cirka 12,50 kroner.
Men øl er ikke kun til indvortes brug. På husets øverste etage findes noget så usædvanligt som en øl-spa, hvor man kan nye et romantisk bad i et stort kar med øl! Andre steder på hotellet er der fitnessrum, massagerum og finsk sauna med udgang til snedriver, hvis man har lyst til at køle sig af i det hvide pulver

Strafarbejde
I højsæsonen arbejder cirka 25 personer på hotellet, der ligger så langt væk fra civilisationen, at der ofte har været svært at skaffe arbejdskraft.
Stanislav Beneš fortæller, at i Tjekkoslovakiets kommunistiske periode blev straffefanger fra et fængsel udkommanderet til at arbejde her.
En af menukortets populæreste retter er regnbueørred, som man selv kan fange fra et stort bassin i kælderen. Fiskene er i tusindvis hentet 40 kilometer nede af Labe.
Til maden er det naturligt at drikke husets eget øl, men i vinkælderen findes flasker i alle prisklasser – også en glimrende grüner veltiner, der passer fint til fisk. Vinen er fra producenten Neoklas i landsbyen Šardice i det sydlige Mähren, Tjekiets vigtigste vindistrikt.
Til dessert er det svært at komme uden om den hjemmelavede blåbærtærte.

Arktisk klima
Vores plan var at gå de 3,7 kilometer op på Sněžka for at se solen stå op klokken 5.38. I århundreder har der hængt en klokke ved indgangen til hytten, så de rejsende kunne vækkes, så de ikke skulle gå glip af den enestående solopgang fra Sněžka.
Under vores ophold er der dog ingen grund til at ringe med klokken, for tågen er tæt, og snemængden for voldsom. Og dynerne på værelse 105 frister mig til at blive liggende.
– Det vil tage to timer at gå op til toppen og to timer ned, forklarer Stanislav Beneš. Normalt løber han selv turen hver dag – på 45-60 minutter, men i dag holder han sig i ro og fraråder os at forsøge at nå tilbage til vores udgangspunkt i Pec pod Sněžkou til fods.
Efter morgenmaden kører han i stedet et militært bæltekøretøj, en Hellgeth Bv206, frem og pløjer os de otte kilometer gennem driverne til mere fremkommeligt område i løbet af en halv time.


Stanislav Beneš fortæller, at snelaget fortsat er fem meter tykt. Området betragtes som arktisk. En vinter for nogle år siden faldt der 23 meter sne her på grænsen mellem Tjekkiet og Sydpolen!
Det, der lød som en eksplosion i går, var en lavine, der skred lige i nærheden, forklarer Stanislav Beneš.
Uden ordentlig påklædning og uden korrekt udstyr til at færdes til fods i snestorm i ukendt terræn, burde vi måske være vendt om allerede tidligt på turen, men selv om alle i gruppen var udmattede ved ankomsten til Luční Bouda, og selv om vi ikke nåede toppen af Sněžka, er vi enige om, at turen og oplevelserne var anstrengelserne værd.

Bent Bernardi Sørensen

Født nøgen.

Bent Bernardi Sørensen has 34 posts and counting. See all posts by Bent Bernardi Sørensen