Tekst og fotos: MOGENS HANSEN
Hotellet kalder spisesalen for en restaurant, men den minder en del om en grisestald før fodringstid. Omkring 150 mennesker er stuvet tæt sammen, larmen er øredøvende, og både gæster og tjenere går småforvirrede rundt blandt hinanden og de tætstående borde. Som det fremgår af billedet øverst, skal man passe på, at gæster ved buffeten ikke kommer til at vælte ens glas og flasker.
I en grisestald standser larmen, når der er kommet foder i truget, og grisene guffer i sig, men sådan er det ikke på hotel Atlantic Palace i Sorrento i Syditalien. Støjniveauet opretholdes under spisningen, fordi mennesker i modsætning til grise taler sammen, og fordi tjenerne konstant råber til hinanden hen over gæster og borde. En af tjenerne kalder vi Pavarotti, fordi han det meste af tiden går og småsynger halvhøjt, og en anden giver vi øgenavnet Båtnakken, fordi han opfører sig som sådan én og f.eks. råber “fish, fish, fish”, når han kommer ud fra køkkenet med en tallerkenfuld fisk og ikke lige kan huske, hvor gæsten, der bestilte fisk, sidder. Ved servering af and råber han “kvak, kvak, kvak” og basker med albuerne. En kvindelig gæst fortæller, hvordan tjeneren til morgenmaden møder hende med “bella, bella signora” og har blikket rettet mod det, hun har 20 cm neden for hagen, mens han fløjter “Barbie Girl”.
Støjniveauet i spisesalen på måske 80-90 decibel har flere årsager. Gulvet er belagt med marmor, som ser godt ud, men giver en rungende akustik. Der er store vinduer på begge langsider, og da der er mørkt under aftensmaden, kunne man trække gardinerne for, så de dæmpede støjen, men det gør man ikke. Hertil kommer, at gæsterne ofte tvinges til at sidde ved firemands-borde, altså to par sammen, som ikke nødvendigvis kender hinanden eller er af samme nationalitet. Af høflighedsgrunde taler gæsterne selvfølgelig sammen, men på grund af den dårlige akustik og sprogforbistringen må de tale meget højt.
Fire stjerner er tilsyneladende standard
Hotellet har fire stjerner, men det har flertallet af de andre hoteller, vi kommer forbi i Sorrento, også, så man får uvægerligt den tanke, at stjerner måske er noget, de tildeler sig selv. Atlantic Palace har i hvert fald andre forhold, som ikke berettiger til fire stjerner: Trafikstøjen fra især motorcykler, scootere og trehjulede totakts-varebiler er øredøvende, og væggene mellem værelserne er så tynde, at man kan høre naboerne snorke, tale, se tv og skramle med møblerne. Hertil kommer, at vi oplevede rod i regnskabet, da drikkevarer skulle betales, og nogle gæster blev uretmæssigt pålagt ekstra turistskat. Den blev dog returneret.
Et par gange oplevede vi lyn og torden under vores ophold. Så forsvandt lyset på værelset i nogle minutter. Et køleskab på værelset var anbragt i et så snævert indelukke, at man uvægerligt fik fingrene i klemme, når man åbnede køleskabslågen. Nogle værelser var solgt med havudsigt, men træerne over for hotellet er så høje, at man skal kigge godt efter for at se havet. Hertil kom, at værelserne og deres altaner mod havet konstant lå i skygge under vores ophold i efteråret. Sol kunne man dog få på en stor tagterrasse og i pool-området – og på værelser, der vender væk fra havet.
Vi var glade for vores rummelige standardværelse med fremragende bad, og vi satte stor pris på stuepigen. Hun var venlig og gjorde sit arbejde godt, så hun fik en halvstor euro-seddel ved vores afrejse. Men vi ignorerede den papkasse, der var opstillet i receptionen til indsamling af drikkepenge.
Kaotisk og farlig trafik
Sorrento-området er som feriested overordnet set absolut til fire stjerner, men hotellet er ikke alene om at forårsage kaos. Atlantic Palace stiller gratis shuttlebus til rådighed for gæsterne, så de nemt kan komme til og fra byens idylliske centrum. Men vælger man at gå, er der på et langt stykke hverken fortov eller rabat langs vejen. Det er ubehageligt og farligt at gå i den kaotiske trafik, hvor der ofte køres for snært på fodgængerne, for hurtigt og for tæt, og hvor fuldtoptrukne striber på vejen jævnligt overskrides i hasarderede overhalinger.
Ved Pompeji, der blev lagt i ruiner af vulkanen Vesuv for næsten 2000 år siden, var der lang kø ved billetsalget. Alligevel måtte vi finde os i, at lokalguider med få gæster på slæb trængte sig ind foran alle andre i køen. Da vi protesterede, fik vi bare et vredt svar: “Kan I ikke læse?” Og jo, guiden havde ret: Ved billetlugen var der et opslag om, at gæster med lokalguide gerne må gå ind foran alle andre i køen.
Vores ophold i Sorrento var en treugers-rejse med Albatros Travel. Da vi skulle hjem, måtte vi op kl. 4 om morgenen, men landede først i København ved 16-tiden. 12 timers rejse, selv om flyvetiden fra Rom til København er under 3 timer. Fra Sorrento kørte vi de knapt 300 km til lufthavnen nær Rom i bus, men trods den lange tur var bussens toilet aflåst og måtte ikke bruges. Et par af gæsterne blev seriøst tissetrængende, og så måtte der køres en omvej til et offentligt toilet.
Gæsters anmeldelser – både positive og negative – af langtidsferie i Sorrento kan læses på www.albatros-travel.dk/rejsetyper/langtidsferie
