Ringkøbing fejrer 1700-årene i weekenden

Der bliver historieformidling både i børne- og voksenhøjde, når Ringkøbing den kommende weekend den 21.-22. juni bladrer kalenderen tilbage til 1700-årene i det, man kalder 1700 Festivalen. Der ventes tusindvis af gæster, som kan deltage i flere end 60 arrangementer.

Gøgl og optræden vil præge gadebilledet under festivalen i Ringkøbing

Ringkøbing Skole holder hele ugen op til festivalen emneuge for flere end 800 af skolens elever. De skal skabe projekter, der relaterer sig til 1700 tallets Ringkøbing, og resultaterne kan man se fredag på festivalen, der finder sted overalt i Ringkøbing Centrum samt på havnen.

Årets festival afspejler i høj grad, at det er hele byen, der er involveret i festivalen. Skolen laver emneuge, Ringkøbing-Skjern Museums Dragt- & Kostume Laug producerer og fremviser historiske dragter fra 1700 tallet, børnene kan komme med på en tidsrejse på museet, der bliver en middag med fokus på fødevarer fra 1700 tallets Ringkøbing, der er salonkaffe på det gamle dommerkontor, hvor der blandt andet serveres en kaffe, der skulle kunne kurere tandpine – i 1700 tallet altså, fortæller projektleder Katrine Frandsen.

Oplevelser for hele familien

Ringkøbing by vil blive præget af 1700 tallets klædedragter

De over 60 programpunkter byder også på historiske byvandringer med de ikoniske vægtere, mulighed for at opleve en vaskeægte rebslager arbejde, man kan møde gøglere, der underholder på gader og stræder – og meget andet.

Teatret OM´s Visekælling og markedsgøglere fylder gader og stræder med visesang, Cafe Te-ske byder på sang, drama og mad i 1700 tals omgivelser, Spillemandsmusik på Havnepladsen, man kan møde rakkere, Skramle & Blæsekonen, der fyres kanoner af på havnen, der er klassisk koncert i kirken og meget andet. Og så kan man ikke mindst komme af med sine frustrationer og kaste med porcelæn på Torvet, fortæller Katrine Frandsen, som glæder sig over den massive opbakning fra hele byen.

Typiske håndværk som lysestøbning er naturligvis på programmet

Det her arrangement kunne slet ikke lade sig at gøre uden den kæmpe opbakning, vi har fået fra byens handelsliv og en lang række aktører. Derfor håber vi selvfølgelig også, at hele byen vil bakke op og gøre årets 1700 Festival til en kæmpe oplevelse for alle, fortæller Katrine Frandsen.

Man kan se hele programmet på

www.1700festival.dk

Fotos til denne artikel er stillet til rådighed af Ringkøbing Handelsforening.

Jørn Henrik Jørgensen

Journalist siden 1962. Mesterlæreuddannet med kortvarigt kursus på Danmarks Journalisthøjskole. Medlem af Dansk Journalistforbund siden 1964. Ansættelser på flere provinsaviser, freelance-tilknytning til DR en årrække, studier i statskundskab (Århus Universitet) 1973-75, 1976 kortvarigt fung. chef for Grønlands Radio udsendt af Ministeriet for Grønland, derefter flerårig ansættelse Berlingske Tidende, chef for Avisradio 1984-86, 1986-88 udviklingsopgave for landsdækkende dagblad, derefter freelance med fokus på arkitektur og kurser i corporate image for mindre virksomheder, siden 1995 freelance rejsejournalist med speciale i Tyskland, Sydsverige, Nordatlanten, Nordfrankrig. Mangeårigt medlem af Danske Rejsejournalister og nu æresmedlem af denne forening.

Jørn Henrik Jørgensen has 57 posts and counting. See all posts by Jørn Henrik Jørgensen