I øjenhøjde med både fugle og fisk i Sydfrankrig

Af MOGENS HANSEN

På vores køretur i Sydfrankrig dukker en uventet stor bygning op i det fjerne. I bilen diskuterer vi, om det mon er en katedral eller en vingård. Det sidste kunne godt være tilfældet, da vi er i Frankrigs største vindyrkningsområde, Languedoc-Roussillon, men en katedral er tættere på kendsgerningerne.
Der er nemlig tale om en kirke i overstørrelse i forhold til byen Capestang med 3.000 indbyggere, hvor kirken er beliggende. Kirken er et af de flotteste eksempler på gotisk arkitektur i Languedoc. Det meste af bygningen er fra 1200-tallet, men der er også rester fra romansk tid, bl.a. det 45 meter høje klokketårn, som man kan komme op i, hvis man orker at tage de flere end 200 trin, som ad en smal vindeltrappe fører til toppen.

capestang
Udsigten fra Capestangs klokketårn er fyldt med detaljer, som man kan nærstudere. Foto: Mogens Hansen

Udsigt til bjerge og vinmarker

Heroppe belønnes man med en formidabel udsigt ikke bare over byen Capestang, men også over de frugtbare, bakkede omgivelser, hvor vin er hovedafgrøden. Man ser også Capestang-søen, som er tør om sommeren, men vandfyldt om vinteren, Pyrenæerne, bjergene, der danner grænse mellem Frankrig og Spanien, den mindre bjergkæde Caroux og den større by Narbonne 20 kilometer mod syd.
Det var ærkebiskopperne fra Narbonne, der anlagde deres sommerresidens i Capestang og satte det samme team, som byggede katedralen i Narbonne, til at opføre kirken i Capestang. Men kirken blev aldrig helt færdig. De frugtbare landområder og eksport af salt fra Capestang-søen havde gjort byens indbyggere velhavende, men som store dele af Europa blev området midt i 1300-tallet ramt af pest, kaldet den sorte død, og det reducerede befolkningstallet betydeligt og satte udviklingen i stå.

Canal du Midi genskabte velstanden

De hårde tider varede indtil slutningen af 1600-tallet, da Canal du Midi blev anlagt 1666-1680. Sammen med Canal de Garonne skabte den forbindelse for fragtskibe gennem Sydfrankrig fra Atlanterhavet til Middelhavet, og for Capestang var det godt, at Canal du Midi kom til at løbe tæt på byens nordlige udkant. Den gav med tiden masser af skibstrafik og nem mulighed for eksport af områdets vin.
12.000 arbejdere anlagde de 240 kilometer kanal fra Sète til Toulouse inklusive 63 sluser og 130 broer. Skibstrafikken på Canal du Midi nåede sit højeste i 1856 med 110 millioner tons varer og næsten 100.000 passagerer. Men så kom en ny udfordring: Togtrafik, som kunne transportere varer og passagerer hurtigere og billigere end kanalbådene. Det førte til, at den kommercielle skibsfart på Canal du Midi ophørte i 1979.

capestang
Bådene ligger tæt i Capestang. Foto: Mogens Hansen

Men kanalen eksisterer, og der sejles på den. Den er nemlig blevet et populært turistmål, og Capestangs kajanlæg er fyldt med både af forskellig slags: Husbåde, motorbåde, som man kan bo i, og som turister kan leje nogle dage eller uger, og så små el-drevne fartøjer med plads til fire-syv personer, som kan lejes fra en time til en dag.
En sejltur på kanalen er noget af det mest afslappende, man kan foretage sig. Farten er højest otte km/t, man glider roligt gennem frodige landskaber og små landsbyer, hvor man kan lægge til kaj og gå på opdagelse. Langs kanalen er der stier, hvor man ofte ser cyklister, som man selvfølgelig hilser på – og, nå ja, man kan da også selv cykle og få endnu en afslappende oplevelse langs den historiske kanal.
Capestang har andre rester fra en stor fortid end kirken og kanalen: Ærkebiskoppernes slot, Béziers-porten, Carcassonne-porten og Saint-Jacques-hospitalet, som blev benyttet af pilgrimme på vandring mod Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien.

Rejsen var betalt af Atout France.

capestang
En fredfyldt cykeltur langs Canal du Midi. Foto: G. Delerue, Herault Tourisme

Mogens Hansen

Mogens Hansen, journalist siden 1972. Har skrevet rejseartikler siden 1980. Var i ca. 40 år ansat på dagblade, heraf de sidste 30 år på Jyllands-Posten. Afsluttede det faste fuldtidsarbejde med 3-4 år som rejseredaktør på JP. Forsatte derefter som freelance rejseskribent for Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, Vagabond, Turen Går Til, guide.dk, Kristeligt Dagblad og FerieBlogger.dk. Blev kåret som Årets Rejsejournalist 2014 af foreningen Danske Rejsejournalister. "Mogens Hansen døde juni 2022. Han efterlader mange minder og fortællinger fra sit aktive rejseliv, blandt andet her på ferieblogger.dk"

Mogens Hansen has 54 posts and counting. See all posts by Mogens Hansen