I bjergkæden Vogeserne i Alsace i Nordøstfrankrig kan du opleve en smuk natur og gamle borge og klostre. På natursiden er det nok den flotte gletchersø Gerardmer, der ligger 666 meter over havet, der indtager pladsen som et af de mest fortrukne turiststeder i bjergene. Den maleriske sø med det irgrønne vand er Vogeserbjergenes største natur sø, som er cirka 2 km lang og 750 meter bred og 38 meter det dybeste sted. I sommerhalvåret kan her dyrkes sejlsport, roning eller du kan tage en dukkert i søen. Rundt om den er der anlagt en cirka seks kilometer vandresti.                                                            Der er flere søer i bjergområdet. La Blanc ”Den hvide sø” ligger endnu højere oppe, nemlig 1055 meter over havet. Det lyse sand på søens bund har givet den navnet. Granskove og høje klipper omkranser søen, hvor den mest berømte klippeformation er ”Chäteau Hans”, der er formet som en borg. På toppen af klippen findes en statue af jomfru Maria, der skuer ud over søen. .                                                                                                                                            To af de mest spændende bygningsværker i Vogeserne er middelalderborgen Kønigsburg, der ligger få kilometer fra Alsaces vinrute midt mellem Strasbourg og Colmar. Det andet spændende bygningsværk er klostret Sainte Odile og ligger på Mont Sainte-Odile cirka 40 km nordligere end middelalderslottet.

Kønigsburg

Haut Königsberg, som franskmændene kalder slottet – eller Hohe Königsburg på tysk – er et imponerende bygningsværk med sin strategiske beliggenhed i 757 meters højde med udsigt over det meste af Alsace vindistrikt og Rhindalen. Borgen vidner om den barske og omskiftelige historie i Alsace. Det første historiske vidnesbyrd om borgen er fra 1147, da en schweizisk adelsfamilie byggede den og i 1192 tog navnet Königsburg. Slottet er formentlig bygget på ruinerne af en tidligere borg, men det fortoner sig i det uvisse.   Fra borgen kunne man overse hele dalen og dermed kontrollere og beskytte vin- og hvederuter mod nord og sølv- og salt ruter fra vest til øst. Fra byggeriets start og de næste par hundrede år var slottet i forskellige adelsslægters eje. l 1402 blev slottet angrebet og brændt næsten totalt ned. Nogle år senere blev det genopbygget og i 1517 overtaget af den romersk – tyske kejser Maximillian l (1459-1519).                                                                                                                                                                     I 1633 under Trediveårskrigen blev Kønigsburg igen brændt og plyndret, hvorefter det lå næsten ubeboet hen i flere hundrede år og blev overgroet af skov. Her er romantiske digtere blevet inspireret til at skrive om torneroseslottet og tjørnehækken, der voksede op. Efter den fransk-tyske krig 1870-71, hvor Alsace kom på preussiske hænder, begyndte de tyske fyrster, der indtog Alsace at restaurere slottet, og 20 år senere blev det i 1899 foræret til den tyske kejser Wilhelm ll.

Ville indrette en ridderborg

Kejseren havde en drøm om at bygge det om til et rigtigt slot eller faktisk til en rigtig ridderborg. Han håbede også, at ved at restaurere og genopbygge slottet, kunne han få Alsaces befolkning til at være lidt mere venlig over for besættelsesmagten. Samtidig ønskede den tyske kejser at indrette et middelaldermuseum frem for en kejserbolig – og dermed et symbol på den germanske historie i Alsace. Målet var at bringe slottet tilbage som det så ud ved starten af Trediveårskrigen. Det lykkedes dog ikke helt, mener nutidens historikere, alligevel er de fleste af slottets værelser blevet bragt tilbage, som de så ud før Trediveårskrigen. Slottet er blevet genopbygget i romantiske lyserøde sandsten, som det så ud i middelalderen.                                                                                                       I de mange værelser har man dels bevaret påvirkningen fra den tyske periode, dels bevaret de oprindelige udsmykninger fra den franske tid i middelalderen. Der er også en samling af middelaldervåben blandt andet sværd, spyd, geværer og rustninger. Efter afslutningen af 1. Verdenskrig konfiskerede den franske stat slottet, og i 1993 blev det erklæret et nationalt historisk monument og fredet. Slottet er absolut et besøg værd og alene udsigten her fra ud over dalen er bjergtagende.

Klostret Sainte-Odile

Klostret Sainte-Odile ligger 767 meter over havet og er ligesom Kønigsburg bygget på en klippetop omgivet af skov. På klostrets store terrasse ses et solur fra det 17- århundrede, og det er også fra dette sted at man kan nyde den fantastiske udsigt over Rhindalen og vinmarkerne. Klosteret også er opkaldt efter bjerget. Det er et vigtigt pilgrimsted, fordi der ved foden af bjerget findes en kilde, hvor overleveringen fortæller at vandet kan helbrede øjensygdomme. Derfor valfarter mange mennesker til klostret, der stammer helt tilbage fra det 7- århundrede. Turister og pilgrimme beundrer i dag stedet og dets omgivelser med det smukke kloster og den flotte klosterkirke, og du behøver ikke være troende for at kunne besøge begge dele.

Legenden om Odile

Legenden om Odile er følgende: Hun blev født blind i året 662 og blev derfor afvist af sin far Hertugen Etichon af Alsace og blev skjult i et kloster i Bourgogne. Her fik hun synet tilbage, da hun blev døbt 12 år gammel. Hendes bror Hugues kom flere år efter for at tage hende med hjem, da hendes far Etichon ønskede at hun skulle giftes med en ung prins. Dette afslog hun og flygtede ind i Schwarzwald. Da faderen forfulgte Odile, ramte hun en klippe, som mirakuløst åbnede sig foran hende, så hun kunne skjule sig. Da han så at klippen åbnede sig, opfattede han det som et mirakel og stoppede forfølgelsen af datteren, og besluttede i stedet at bygge et kloster til hende, som fik navnet ’Hohenburg’.  Her indrettede hans datter et nonnekloster med hende som den første abbedisse.                                                                                                                                                                 

Under besøget i klostret kan man beundre de små kapeller, hvor vægge og lofter er dekoreret med storslåede mosaikker, malerier og forgyldninger. Den ældste del af klosteret, kan dateres tilbage til det 12. århundrede, og indeholder Sainte-Odile-kapellet, Englenes kapel, og sarkofagen med relikvierne fra Saint Odile. På den store terrasse finder du soluret fra det 17. århundrede, og herfra kan du nyde en bjergtagende udsigt.                                                                                                          Omkring 10 minutters gang fra klostret finder du en mur, hvis eksistens stadig den dag idag er et mysterium. Arkæologer og andre kan ikke finde ud af om muren har haft en defensiv rolle eller om den har en kulturel baggrund. Muren kaldes den hedenske mur: Mur païen. Muren er cirka 11 km lang og går hele vejen rundt om plateauet i Mont Sainte-Odile, og den er bygget af cirka 300.000 stenblokke, der nogle steder er tre meter høj og med en tykkelse på en til to meter. Odile, der er skytshelgen af Alsace, døde i året 720.                                                      

Middelalder byen

Efter besøget på henholdsvis borgen Kønigsburg og klostret Saint Odile er jeg fortsat ad vinruten mod syd og stopper i den lille by Riquewihr.                                                                                                              I det smukke vejr med solskin her i slutningen af september sidder jeg under en parasol og nyder et køligt glas hvidvin i den gamle middelalderbys mange hyggelige restauranter.                                                                                                                     Ude foran mig på de toppede brosten valfarter turister i tusindtal op og ned gennem den lille bys gader, hvor sprogenes mangfoldighed røber deres herkomst fra alle dele af jordkloden lige fra Australien over Fjernøsten, Sydøstasien, Mellemøsten, Afrika, Europa og til Nord- og Sydamerika. Et blomstrende hav af glade mennesker i et bymiljø, hvor tiden næsten har stået stille.                       Overalt ses bindingsværkshuse i sorte, gule og hvide farver. De fleste stammer fra den tidlige middelalder og alle er nænsomt restaureret, men hvor deres oprindelige udseende er bevaret. På væggene ud mod gaden ses et hav af træudskæringer og fagemblemer, der er flankeret af et vulkanudbrud af farver fra de mange altankasser, hvor de dominerende blomster er pelargonier i røde, blå, og hvide farver.

Grundlagt i 1094

Riquewihrs historie går tilbage til 1094. Indgangen til hovedgaden, hvor biler er bandlyst, domineres af det mere end 200 år gamle rådhus. I de smalle gader findes foruden bagere, slagtere, købmænd også adskillige vinudsalgsbutikker, ligesom byen med de 1200 indbyggere har to kirke fra middealderen. En af landbyens talrige brønde med byens våbenskjold fra 1560 er ”Fontaine de la Sinne” – på dansk syndens brønd. Det var her at myndighederne tjekkede vinfadene, om de indeholdt den mængde de skulle. For enden af hovedgaden mod nordvest ligger det firkantede 25 meter høje klokketårn fra 1291. Fra toppen af tårnet er der en flot udsigt over byen og vinmarkerne, og tårnet huser nu museum med genstande fra vinfremstillingen gennem århundreder.                                            Her i gaden ligger den ene restaurant ved siden af hinanden samt vincaféer i alle mulige størrelser. Mange vinhuse hører til i byen, og turisterne har gode muligheder for at få smagt på guldet fra Alsace – de liflige dråber fra de syv forskellige hvidvine, som fremstilles i Alsace provinsen. Det er silvaner, pino blanc, pino noir, pino gris, riesling, muscat og gewürztraminer.

Vinhuset Dopff

Requewihrs historie er tæt knyttet til byens stolte vinhus Dopff, hvis historien går tilbage til 1574.  Igennem generationer har vinhuset været forrest i innovationen af vinfremstilling i Alsace.   Husets forfædre var foregangsmænd, da det gjaldt opfindelsen af den mousserende vin, som godt nok ikke må kaldes Champagne, men svarer til champagnen, der fremstilles langt sydligere i Frankrig.                        I champagnedistriktet fik vinbønderne monopol på at måtte kalde deres vin champagne.   Det ville den innovative leder af vinhuset i begyndelsen af 1900-tallet Julien Dopff ikke leve med. Ved verdensudstillingen i Paris i år 1900 så han, hvordan fremstillingen af champagne fandt sted. Den metode kan vi også bruge i Alsace tænkte han, og han gik nu i gang med at eksperimentere med fremstilling af en vin lig champagnen. Forsøgene med den ny fremstillingsmetode gik godt. Og betingelserne for fremstillingen af den mousserende vin var gode i Alsace – gunstigt klima, god jod og druen Pino Blanc. Det blev en succes og denne vin var begyndelsen til den i dag verdens berømte ”Cremant d´Alsace”.

Den slanke elegane vinflaske

Men allerede inden han opfandt cremant vinen, havde Julien Dopff i en række år efter den første maskinfremstillede vinflaske i 1894 eksperimenteret på en udformning af en flaske som skulle skille sig ud fra datidens øvrige flasker. I 1913 præsenterede han for hele vinbranchen i Frankrig en ny flaskeform – den såkaldte flûtèe, hvis elegante slanke linje adskiller sig fra andre vinflasker. Men det etablerede vinkartel, mente ikke at den høje slanke flaske hverken kunne holde på vinens aroma eller smag.                                                                                                                                                                   For at bevise flasketypens værd sendte Julien et antal flasker med skib fra Alsace til Australien og retur.  Eksperimentet lykkedes og det overbevidste branchen, og Julien fik ved vinudstillingen i 1914 i Strasbourg en sølvmedalje for en sædeles vellykket succes med den nye slanke flaske.     Denne lille revolution betød at Alsacevinen på de slanke langhalsede flasker kunne erobre Paris og Frankrig samt resten af verden. Det betød, at firmaet Dopff blev den første leverandør af vine til de store dampskibe og postbåde, der sejlede kloden rund.

Aftapning af vinen

”Tidligere var det sådan, at vinen blev sendt rundt i tønder og tappet på flasker ved bestemmelsesstedet, fortæller den nuværende administrerende direktør for vinfirmaet Etienne –Arnaud Dopff, og fortsætter: ”Men allerede i 1920 var min oldefar Julien klar til at tappe Alsacevinen i flasker på det sted, hvor den blev fremstillet. Men denne idé blev først gennemført ved et dekret i 1972 i Frankrig. Alle Juliens innovative evner og ideer lagde grunden til at vingården kunne overleve frem til i dag ” siger Etienne-Arnaud Dopff med stolthed i stemmen, og tilføjer: derfor skylder vi Julian Dopff meget.                 ” Vi startede vores økologiske konvertering i 2021 på vingådens 70 hektar, og druerne plukkes stadig med hånden. Men vi overvejer at prøve en robot til vinplukningen, da den kan hjælpe os i visse dele af vingården til at være mere effektive. Vi har allerede robotter til at lægge flaskerne i kasser og lægge kartonerne på paller”, fastslår Etienne-Arnaud Dopff.                            I dag er det Etienne-Arnaud og hans kone Marlene og deres to sønner på 19 og 16, der viderefører familievirksomheden, der har salgssteder, besøgsafdelinger og flere butikker i byen, og i 2024 kan firmaet fejre 450 års jubilæum.                                                                                                                                              

Riquewihr er i dag meget besøgt men mange af byens beboere synes at der er for mange turister og de søger væk til andre vinbyer som Mittelberhiem, Kaisersberg og Obernai.                                                                                       En helt speciel vinby ved foden af Vogeserne er Munster, der ligge i en lille dal. Her fremstiller en række vinbønder ved side af vinen den berømte ost Munster på omkring 50 små gårdmejerier i byen. De besøgende kan mange steder få smagsprøver af både vin og den berømte ost.                           Byen er i øvrigt en af Alsaces vigtigste tilholdssteder for storke. Her findes mere end 125 storkereder på byens kirker og andre høje bygninger.

Fakta boks

Vinen kom til Alsace med romerne for omkring 2000 år siden. Da romerne gik over alperne og erobrede store del af Europa, hvor de opholdt sig i næsten 450 år medbragte de ikke vinen i flydende form, det var for besværligt. Nej de medbragte vinstokkene fra deres hjemegn og de plantede dem overalt, hvor jordbund og klima var eget hertil ikke mindst langs Rhinen, Necka, Mainz. I dag produceres nogle af verdens bedste hvidvine i Alsace takket været det behaglige, tørre og varme klima på Vogesernes øst skråninger, hvor vinstokken vokser op til 400 meter over vindalen.  I området fremstillers der vin i godt 100 kommuner af godt 4000 vinavlere, som har vinstokke på over 15.000 hektarer vinmarker. Den berømte vinrute strækker sig fra lidt nord for Strasbourg og helt ned til Mouluse, og midt på ruten ligger den berømte by Colmar, som franskmændene stol kalder for vinens hovestad. Vinruten er omkring 170 km lang og går gennem de mange smukke, hyggelige gamle middelalderbyer, hvor de gamle bydele er velbevaret og hvor der mange steder kun er tilladt at bevæge sig til fods. 

www.visit.alsace.fr

www.dopff-au-moulin.fr

Aage Krogsdam

Freelance rejsejournalist og kasserer i Danske Rejsejournalister. Har rejst over det meste af verden, og har speciale i bl.a. Australien, Canada, Cypern, Finland, Grønland, Israel, Island, Malta, New Zealand, Nicaragua, Norge, Rusland, Sverige, Storbritanien, Sydafrika, Tyskland, USA, Venezuela og Østrig.

Aage Krogsdam has 57 posts and counting. See all posts by Aage Krogsdam