Det er næsten som om finhvalerne holder legestue i nærheden af vores båd. Vi opdager dem første gang omkring 25 meter fra båden, hvor først den ene, så den anden og tredje kæmpehval puster søjler af vand og luft, såkaldt blåst, flere meter op i luften, inden deres store blanke rygge bugter sig over vandoverfladen og forsvinder i dybet. Men få minutter efter dukker de op igen – denne gang lidt tættere på, og vi ser, at der ikke er tre men fire hvaler.
Vi er sejlet ud fra havnen i Ilulissat i den lille båd M/B Maya. Udover skipper Wilhelm Gemander er vi ni danskere med kikkerter, kameraer og store forventninger.
”Jeg tør godt love, I kommer til at se pukkelhvaler, men finhvalerne plejer at være meget længere ude på havet. Jeg har kun set en enkelt finhval i år, og det var langt herfra, så sådan én skal I ikke regne med at se”, siger skipper, da vi sejler ud.
Men enten har han taget grueligt fejl – eller også sætter han med fuldt overlæg forventningerne så lavt, at vi kun kan ende med at blive jublende begejstrede. I hver fald er vi næppe 20 minutters sejlads væk fra kysten, før vi får øje på de fire store finhvaler.
Hvalens hvide smil
For hver gang finhvalerne dukker op af vandet, er de kommet tættere på. Eller også er det os, der er kommet tættere på dem. Wilhelm sejler meget stille og nogle gange slukker han helt for motoren for ikke at skræmme dem. Og han synes at mestre kunsten at behage både hvaler og passagerer.
Indimellem dykker hvalerne ud, og vi ved ikke, om vi kommer til at se dem igen. Men det gør de, og efter fire eller fem fremkaldelser er vi egentlig også klar til at stille os tilfreds. Men pludselig lyder et blåst så højt og så tæt på båden, at damen ved siden af mig hopper næsten en halv meter i vejret.
”Nøj, hvor er de tæt på”, udbryder vi næsten i kor, da de fire hvaler bugter sig langs båden, blæser luft ud og viser deres fine rygfinner. Flere gange ser vi et pænt stykke af hvalernes meget lange rygge, og pludselig er der en hval, der stikker hovedet op, og vi ser en bid af hvalens mund med den lyse underkæbe. Hurtigt er vi enige om, at der da vist var et lille smil. Derefter begiver de sig igen væk fra os, men som en slags salut giver de lige en opvisning i synkron-blåst; det vil sige tre af hvalerne svømmer ved siden af hinanden og blæser en godt fire meter høj søjle af luft og vand op i luften – samtidigt.
Så lang som fem VW Golf i forlængelse af hinanden
Bagefter diskuterer vi, hvor tæt på båden, hvalerne faktisk kom. Min første fornemmelse er fem meter, men den bliver skudt ned, og vi bliver enige om seks til otte meter. Som en af vennerne påpeger, bliver man snydt af afstanden, fordi hvalerne er så kæmpestore. Sådan en finhval bliver 18 – 24 meter lang. For at få en fornemmelse af det, så er det lige så langt, som hvis man parkerer fem VW Golf lige efter hinanden. Men finhvalen er meget tungere. Sådan en hval vejer snildt 80 ton, mens en VW Golf bare vejer 1,4 tons, så vi skal altså op på 57 VW Golf for at matche vægten af en enkelt finhval.
Fjelde af hvid is
Da finhvalerne har fået nok af vores selskab og er svømmet væk i dybet, styrer skipper det lille fartøj længere ind mellem de glitrende isbjerge ved udmundingen af Isfjorden, Kangia.
Der er isbjerge i hele Diskobugten, men jo tættere vi kommer Isfjorden, desto større og flere er der. Og de kommer i mange former. Nogle ligger som store strandede hvaler, andre som slotte med spir og tårne og nogle som – ja – bjerge af is. De kommer inde fra bunden af den 70 kilometer dybe isfjord, hvor den store gletsjer, Sermeq Kujalleq, hver dag sender omkring 80 millioner ton is ud i fjorden. Altså noget, der svarer til vægten af en million finhvaler – hver eneste dag. Så forstår man, at der bliver mindre og mindre af indlandsisen, for det er jo derfra isen kommer.
Wilhelm fortæller, at vanddybden i fjorden er helt op til en kilometer, så det er enorme isbjerge, der kan knække af gletsjeren og sejle ud i havet. Men ved mundingen er der ”kun” 200-300 meter dybt, så her strander de største isbjerge, hvilket er forklaringen på den store ophobning af is i og udenfor Isfjorden. De største ligger typisk et års tid, før de på grund af afsmeltning eller pres fra nye isfjelde, bevæger sig videre ud i havet.
Et par dage tidligere var jeg på indlandsisen, og udover, at den forekommer uendelig, kunne jeg konstatere, at den er grå og beskidt og fuld af sprækker. Det samme gælder oversiden af de gletsjere, jeg har set. Så hvordan kan det være, at isbjergene er så glitrende hvide?
”Jo, de fleste isbjerge vender rundt, efter de er knækket af bræen, så de vender den flotte hvide bund opad”, forklarer skipper Wilhelm og udpeger et mindre bjerg, der ikke har vendt sig. Og det har ganske rigtigt en grå og takket overflade.
En sommerfugl på fire meter
Når den store gletsjer sender isfjelde og smeltevand ud i havet, er det ikke bare et flot syn for os mennesker, det tilfører også ferskvand med store mængder næring til havet. Det betyder, at her lever en masse små krebsdyr, kaldet krill, plankton og småfisk, som er det, hvalerne lever af. Derfor kommer mange hvaler hertil. Og Wilhelm ved, at pukkelhvalerne gerne holder til tæt på Isfjordens munding, så han styrer båden ind mellem is-mastodonterne, hvor den lysende blå havoverflade og de hvide bjerge spiller op til hinanden.
I en lille time tøffer vi skiftevis rundt eller ligger stille mellem isbjergene, hvor vi har fået selskab af en anden lille turbåd med hvalkiggende turister. Og både de og vi får forventningerne opfyldt. Også lidt hvad spænding angår.
Da det er tid at sejle tilbage, siger skipper pludselig:
”Åh, nu er passagen lukket – vi kan ikke længere komme ud, der hvor vi sejlede ind”. Isbjerge har det jo med at flytte sig, og vi kan tydeligt se, at der er to af de store, vi passerede, som er kommet meget tættere på hinanden. Et kort øjeblik strejfer forestillingen om at være lukket inde mellem isbjergene, men så fortsætter han:
”Så må vi sejle udenom – det betyder desværre, at vi kommer en halv time senere i havn”. Vi får altså bare lidt ekstra sejlads og lidt flere isbjerge at se for de samme penge.
Fakta
En hvaltur med Wilhelm Gemander starter og slutter i havnen i Ilulissat og varer normalt tre timer. Prisen i 2022 er kr. 800,- per person, og båden sejler de fleste dage fra juni til oktober.
Kontakt: inuitcafe@gemander.gl
Illulisat
Ilulissat (tidligere Jakobshavn) er Grønlands tredjestørste by med omkring 5.000 indbyggere. Den ligger ved Diskobugten 250 km nord for Polarcirklen og er et attraktivt turistmål blandt andet på grund af de mange isbjerge, der hober sig op i bugten. Ilulissat er grønlandsk for ”isbjerge”. Byens hovederhverv er fiskeri af rejer og hellefisk.
UNESCO verdensarv og klimaforandringer
Ilulissat Isfjord, Kangia, er godt 70 km lang og ligger et par kilometer syd for Ilulissat. Den er i 2004 udpeget som UNESCO-verdens arv. I bunden af fjorden ligger kæmpe-gletsjeren Sermeq Kujalleq, hvorfra isbjergene i fjorden og Diskobugten kommer.
Sermeq Kujalleq bevæger sig 40 meter i døgnet og er dermed verdens hurtigste. På grund af klimaforandringerne smelter indlandsisen med stadig større hastighed, og Sermeq Kujalleq gletsjeren kælver hurtigere end tidligere og har trukket sig længere og længere tilbage. Denne hastige tilbagetrækning er blevet et symbol på effekten af den globale opvarmning.
Før 2002 kælvede gletsjeren omkring 35 kubikkilometer is om året. Det er nu vokset til 46 kubikkilometer. Smeltede man denne mængde is, kunne den dække hele USA’s samlede årlige vandforbrug.
