En del af Atlasbjergene i Marokko er ren ørken
Men bag det næste bjerg kan der ligge en hemmelig oase. Måske et helt tæppelandskab.
I mindst en time har vi ikke set andet end veritabel stenørken. Grå bjerge af grå sten ovenpå grå sten ved siden af grå sten. Bevares, der er mange nuancer af gråt. Men var det ikke for den blå himmel, kunne man få den tanke, at der kørte en sorthvid film udenfor bussens vinduer.
Og lige her, midt i Atlasbjergenes grå tørhed, stopper bussen ved en grusvej. Her møder vi Hussein, en ung berber, der vil føre os til sin landsby, Aït Omran. Det første, der ryger ud ad munden på mig er, hvordan nogen overhovedet kan finde på at slå sig ned her?
”Ja – vent nu og se til vi har gået en halv time”, svarer Hussein med et lille smil.
Oasen mellem bjergene
Og ganske rigtigt. Efter en kort og støvet vandretur dukker der et andet syn op bag de små bjerge. Ikke sådan et Disney-fatamorgana med spejlblanke søer, høje palmer og unge kvinder der bærer vin og frugter rundt til kameldriverne. Men alligevel. En oase i den forstand, at der er striber med grønne træer, der fortæller, at her er vand. Bag træerne nogle håndfulde huse på bjergskråningen.
Tæppebanker
Det første af landsbyen, der møder os, er vaskepladsen, hvor et par mænd spuler og banker kulørte tæpper som gjaldt det livet. Og det gør det jo også. Alle i landsbyen lever af tæppeproduktion, og på dette sted gælder det om at vaske og banke overskudsfarve og løse uldtotter ud af de vævede tæpper, inden de bliver lagt til tørre i solen.
Tæppelandskab
Efter vaskepladsen er det, at det ganske særlige ved denne oase åbenbarer sig: Mellem husene er klipperne nemlig alt andet en grå. De gløder i stærke røde, gule, orange og blå farver. Her ligger tæppe ved tæppe ved tæppe. Sådan en slags hus-til-hus eller bjerg-til–bjerg tæpper.
Hvert tæppe er unikt
Der er 400 indbyggere i Aït Omran. Og alle er involveret i produktionen af de tæpper, der er kendt som berbertæpper. Men det er kvinderne, der væver tæpperne. De sidder på gulvet i landsbyens små huse og knytter landskaber, drømme og fantasier ind i sirlige kulørte mønstre. Hvert tæppe er unik, og de største af dem kan være undervejs på væven i et halvt år.
Naturens farver
Aït Omran er en blandt 12 landsbyer her i Siroua bjergene, der fremstiller berbertæpper. De er fremstillet af uld fra får i forskellige dele af Atlasbjergene. Ulden bliver farvet med naturfarver: Rød fra valmue, gul fra safran, grøn og orange fra Lawsonia inermis, bedre kendte som henna-planten. Desuden den blå Indigo der laves af bladene fra Indigofera tinctoria, en plante af ærteblomstfamilien.
Berbernes børn mellem fortid og fremtid
De fleste steder er berberne ikke særligt begejstrede for turisternes kameraer. Det kan hurtigt blive for meget, når vi europæere render og stikker vores Canon og Nikon ind i deres dagligdag. Og børnene har lært, de skal sige ’no’, og vende sig væk, når kameraet kommer frem. Men her i Aït Omran er det ikke så ofte, der kommer turister. Det er nok derfor, de voksne velvilligt giver lov, da jeg spørger, om jeg må fotografere børnene.
I landsbyen lever de isoleret og tilsyneladende som bjergfolkene har levet i århundrede. Men der er den store forskel, at børnene går i skole. Indtægterne fra tæppeproduktionen har gjort det muligt for landsbyen at have sin egen skole. Og måske er der flere af dem, der får mulighed for at komme til Marrakesh eller udlandet og studere. Det er det, der er lykkedes for Hussein, der har ansvaret for landsbyens butik, Aït Ouaghrda, i Marrakesh.
Tæpper for enhver smag
Inde i et af landsbyens huse er der en stor stue, hvor vi får serveret et traditionelt måltid. Tagine, som er en simreret med masser af grøntsager og mørt kød; i dette tilfælde fårekød. Bagefter viser de tæpper frem. Faste tætvævede tæpper, tæpper med rya-agtige strukturer, lyse tæpper, glødende rød-orange tæpper og lange løbere i blå farver. Der er tæpper for – i hvert fald næsten – enhver smag. Men smukkest er de egentlig her spredt ud over klipperne i deres mangfoldighed.
