Hvis man bare suser forbi ude på vejen, på cykel eller i bil, ser man dem slet ikke. Ølands vilde orkideer. Men giver man sig tid til at gå eller cykle i roligt tempo ind på den slette, der hedder Stora Alvaret, kan man opleve et berusende blomsterflor. Og er man til vilde orkideer, skal man afsted i maj og juni.
Ølands vilde orkideer vokser på Store Alvaret
Stora Alvaret er en stor kalkstenslette på den sydlige del af Øland, der ligger ved en svenske østkyst. Med sine 260 km2 er den verdens største af sin art. Og den særlige kalkrige og tørre jordbund giver grobund for en mængde mere og mindre sjældne blomster. Blandt andet en række smukke vilde orkideer.
Blomster med hellige navne
Hvis man gravede under Ølands vilde orkideer – hvilket iøvrigt er strengt forbudt, da planterne er fredede – ville man se, at der under hver plante ligger to rodknolde. De kan minde om testikler, og derfor antog man i middelalderen, at planterne have potensfremmende effekt. Det var antageligt en tanke, som kirken ikke brød sig om. Og det skulle angiveligt være derfor, at mange af orkideerne har fået hellige navne som Johannes Nycklar, Sct. Pers Nycklar, Adam og Eva. Sådan går i hvert fald historien.
Med tog og cykel til Øland
Det er forholdsvis nemt at komme til Øland med tog og bus eller cykel. Fra København tager et fire timer med direkte tog til Kalmar. Herfra kan man tage en bus eller bil over Ølandsbroen. Man kan leje cykler i både Kalmar og på Øland. Om sommeren går der en cykelfærge fra Kalmar til Färjestaden på Øland. Man kan desværre ikke cykle over Ølandsbroen.
Se mere på www.oland.se og på www.olandsnatur.com
Planlæg dine måltider
Det sydlige Øland udmærker sig ved ikke at være særlig overrendt af turister. De gode badestrande og sommerdiskoteker findes på nordøen. På sydøen er der mest blomster- og fuglekiggere og andre naturfreaks. Derfor kan der også være langt mellem cafeerne. Så sørg fo at tjekke spisesteder hjemmefra og tag mad og drikke med i cykelkurven.
Visit Sweden havde inviteret til Øland.
Læs også: På mountainbike i Sveriges Toscana