Af MOGENS HANSEN
Øerne ud for Grækenlands nordvestkyst er nogle af de mest oplevelsesrige. Her er fred og ro, fine strande, gode hoteller og restauranter med fremragende mad. Man kan vandre og cykle, og områdets historie – ofte dramatisk – er værd at sætte sig ind i.
Korfu: Fra snævre gader til et smukt palads
Vi begynder på Korfu, den største af øerne. Korfu By har en hyggelig, gammel bydel med snævre gader, som er fyldt med butikker. Byggestilen er bl.a. venetiansk, fransk og engelsk. Når man har travet rundt og trænger til et hvil, er arkaden Liston i fransk stil fra 1807 et godt sted. Her er det hyggeligt at sidde med f.eks. en kop kaffe og nyde synet af det forbipasserende liv, en stor park og havnen med en gammel fæstning, anlagt af venetianere 1545-55. Man skal ind i fæstningen og op på toppen, hvorfra man kan nyde udsigten over Korfu By mod vest og Albaniens bjerge på den anden side af havet mod øst.
Syd for Korfu By ligger halvøen Kanoni, hvor man ser romerske ruiner og et slot, som var sommerresidens for kong Konstantin og hans danskfødte hustru, dronning Anne-Marie. På halvøens sydspids er der fyldt med restauranter med flotte udsigter. Her får man også den usædvanlige oplevelse, at landende fly passerer tæt forbi mennesker og bygninger. På billedet øverst ser man kirken på øen Vlacherma, som er forbundet med Kanoni.
En historisk oplevelse er Achillion-paladset ca. 20 km syd for Korfu By. Det er opført 1889-91 som sommerresidens for kejserinde Elizabeth (kaldet Sissi) af Østrig-Ungarn. Hun blev myrdet i 1898, og i 1907 solgte arvingerne paladset på Korfu til den tyske kejser Wilhelm II. I dag er paladset museum.
Lefkas: Frodighed, gode strande og et ikonisk kloster
Øen Lefkas ligger længere mod syd og betager i første omgang mest med sin frodighed, hvor olivendyrkning dominerer de kuperede landområder. Frodigheden mærker man også, hvis man indleder et måltid på restaurant med deres mangfoldige og varierede grøntsagsretter.
Lefkas trækker også mange besøgende til med sine kridhvide strande og krystalklare badevand. De tre større byer, Lefkas By, Nidri og Vasiliki lokker også, og øen er kendt for mountainbiking og windsurfing.
En historisk oplevelse er klostret Faneromeni, hvis kristne historie begynder kort efter, at Jesus eksisterede. Klostret er Lefkas’ religiøse centrum, og hvert år holdes en festival for Jomfru Maria. Nogle af deltagerne kravler på knæ op ad bjerget fra Lefkas By til klostret.
Ithaka: Hjemsted for Odysseus
Øen Ithaka er velegnet til cykling og vandring, men øens historie er nok mest dragende. Sagnfiguren Odysseus fylder meget på øen, og lokalt går man op i at fastslå, at Homers verdensberømte fortællinger Iliaden og Odysseen er sande, og at Ithaka er Odysseus’ hjemø.
Man møder Odysseus overalt på Ithaka. Han fylder meget på museer, der er statuer, buster og billeder af ham, hans navn bliver brugt af restauranter, butikker og supermarkeder, og selv nulevende mennesker er opkaldt efter ham.
Byen Stavros på nordøen beskrives som Odysseus’ hjemby. Det markeres med en mindepark ved torvet, hvor der er en buste af Odysseus og en udstilling, som har en model af hans formodede palads, og et kort, som viser hans 10 år lange færd rundt i det meste af Middelhavet med afgang fra Troja i det nuværende Tyrkiet og ankomst til Ithaka. I byen er der også et arkæologisk museum, og nord for byen i området Pilikata har arkæologer fastslået, at her lå Odysseus’ palads.
Meganisi og Skorpios: Fred, ro og moderne historie
Øen Meganisi ligger på østsiden af Lefkas og byder først og fremmest på daseferie i charmerende omgivelser. Cykling og vandring er dog også populære aktiviteter. En forholdsvis ny, historisk oplevelse kan man få ved med båd at besøge klippegrotten Papanikolis. Her gemte en græsk ubåd sig under Anden Verdenskrig for den tyske besættelsesmagt og angreb tyske skibe.
Nord for Meganisi sejler man rundt om Skorpios, der var ejet af den nu afdøde, kendte græske skibsreder-milliardær Aristotle Onassis. Det er generelt forbudt at betræde den lille ø, men en af dens bugter med en kort grusstrand er tilgængelig for offentligheden.
Meganisi og Skorpios er nærmere beskrevet i en anden artikel her på FerieBlogger.dk
Sivota: Ingen ø, men med ø-charme
Sivota er en lille by på fastlandet øst for Korfus sydspids, men idyllen i området er mindst lige så god som på de øer, der er beskrevet ovenfor. Her er stille og roligt, og byen er omgivet af smuk og frodig natur. Sivota har en hyggelig havn med sejlbåde og mindre fartøjer, og rundt om havnen ligger velholdte huse og bygninger i pastelfarver og ad højdedragene. Langs havnepromenaden er der mange restauranter og cafeer, og i gaderne bagved er der gode indkøbsmuligheder. Alt sammen medvirkende til at Sivota-området har fået tilnavnet “det græske Caribien”.
Mange danskere besøger Sivota, hvor man kan slappe af på gode hoteller og ved de mange strande. Badning og dykning er populære aktiviteter, og man kan i lejet båd sejle rundt og se på ubeboede øer og kyster med grotter. Man kan også leje bil eller scooter og besøge originale landsbyer, bjergplateauer, klostre og kirker, og så bliver man automatisk ledt ind i områdets lange, forskelligartede historie.
Flere af de omtalte steder, som bl.a. kan besøges på danske charterrejser, har vi beskrevet mere deltaljeret i Kristeligt Dagblad. Gå ind på avisens hjemmeside og søg på stednavnene. Du kan få gratis adgang en måned.
Rejserne var betalt af Primo Tours www.primotours.dk, SunCharter www.suncharter.dk og FolkeFerie.dk www.folkeferie.dk