Altid har jeg haft lyst til at komme i højderne. Bjerge, klokketårne, skyskrabere og svævebaner. Og altid har jeg haft en snert af højdeskræk. Værst er det, hvor der er frit udsyn ned, mens jeg bevæger mig op. Jeg blev svimmel og fik ondt i maven, da jeg engang vovede mig op i tårnet på Frelserkirken i København, og jeg ville ikke lukke et øje, hvis mit soveværelse var udstyret med en kopi af det ikoniske foto med bygningsarbejdere der sidder på en stålbjælke over New York og spiser frokost.

Højdeskræk har holdt mig fra at komme op i Eiffeltårnet, men den har ikke forhindret mig i at se den forrygende udsigt fra New Yorks Empire State Building 102 etager og 380 meter over jorden. Men da havde jeg også et familiemedlem ved hver hånd.

Over trætoppene på Gisselfeld

Kig ned fra skovtårnet lidt mere end halvejs oppe. Foto: Karin Møller-Olsen.

Spørgsmålet er, om Danmarks Eiffeltårn, det noget mindre skovtårn i Gisselfeld på Sydsjælland, vil udfordre min højdeskræk.

Jeg har længe glædet mig til at se og bestige skovtårnet. Og selvom det rager op over toppene på skovens højeste træer, er det bare 45 meter. Altså begiver jeg mig op i skovtårnet med højdeskræk og kamera. Det med kameraet har en ekstra funktion, som jeg vender tilbage til.

Boardwalk og klatrebane gennem bøgeskoven

En bred sti af egeplanker snor sig gennem skoven, hvor de nederste dele af en klatrebane ser tilforladelig ud. Foto: Karin Møller-Olsen.

Ved indgangen til turistattraktionen viser det sig, at der er en vandretur på en lille kilometer til skovtårnet. Og hvilken tur. En bred sti af solide egeplanker, som på nudansk hedder en boardwalk, snor sig mellem høje slanke træer, der holder på et tykt tæppe af grønne blade. Jeg er ikke kommet ret langt ind i skoven, før jeg får færden af en anden af skovens nye attraktioner. En klatrebane eller rettere 10 klatrebaner højt oppe i træerne, hvor tovbaner og begejstrede skrig forsvinder ind i skovens grønne løv. Jeg bøjer nakken op mod en af de højeste. Som så ofte glemmer jeg min højdeskræk og drømmer om at glide deroppe mellem trætoppene.

Klatrebane og begejstrede skrig forsvinder i det grønne bøgeløv. Foto: Karin Møller-Olsen.

Men først gælder det skovtårnet.

I skovtårnet med højdeskræk og kamera 

Tårnet rejser sig som et kæmpemæssigt timeglas midt i en lysning. Og boardwalken, der er fremstillet af skovens egne egetræer, fortsætter ikke bare til foden af timeglasset, men hele vejen op, hvor den snor sig i en spiral til toppen.

Det føles trygt at gå her, og jeg har selskab af både børn og ældre, forældre med klapvogne og damer med høje hæle og vovser i snor.

Træerne vokser også op indeni skovtårnet. Foto: Karin Møller-Olsen.

Den første del, det vil sige op til timeglassets smalleste sted, går forrygende. Herefter går det videre op og spiralen bevæger sig udad som i en centrifugalbevægelse. Jeg begynder at gå langsommere. Ikke fordi jeg bliver forpustet – min kondition er fremragende – men skridtene bliver mere forsigtige, da jeg fornemmer, at træerne pludselig er under, og ikke over, mig. Og mellem stængerne i stålkonstruktionen er der frit fald.

Mit kamera-trick

Så er det, jeg for alvor begynder at fotografere. Stillfotos og videoes en masse. Kameraet fungerer som et filter mellem mig og virkeligheden. Det er som at se film i stedet for selv at være der, og sådan kan jeg nemmere fortsætte turen opad. Et trick, som gennem årene har hjulpet mig gennem ture i svævebaner og op i domkirketårnet i Firenze og Giralda-klokketårnet i Sevilla.Det går strygende, indtil jeg når næstsidste sving i spiralen. Her går det op for mig, at den allerhøjeste bue kun har et rækværk lidt over hoftehøjde mellem mig og intetheden. Ingen kraftige sidelægder, der giver fornemmelsen af beskyttelse. Men hvad, jeg kan også se det hele her fra godt 40 meters højde.

Havde jeg haft en god ven eller et familiemedlem, jeg kunne hage mig fast i, var jeg nok gået det sidste stykke. Men det ville virke anmassende at hægte sig på en fremmed – specielt i disse corona-afstands-tider.

For god ordens skyld skal jeg nævne, at jeg ikke kom op i klatrebanen. Det er nemlig møjbesværligt at betjene et spejlreflekskamera mens man klamrer sig til en wire mellem trækronerne.

Karin Møller-Olsen

Rejsejournalist siden 2006. Artikler til bl.a. JyllandsPosten, Jyske Vestkysten, Berlingske Tidende og Politiken. Ferieblogger siden 2018. Primære interesseområder: natur, kultur, historie og aktiv ferie. Skriver mest fra de nordiske lande og Spanien, men ellers fra alle verdens lande, jeg måtte besøge. Har boet i Bilbao, Nordspanien 2003 & 2004. Kontakt mig på karinmollerolsen@mail.dk

Karin Møller-Olsen has 25 posts and counting. See all posts by Karin Møller-Olsen