Det smukke, bølgende landskab nordvest for Skive har masser af attraktioner for to- og firebenede
AF BENT BERNARDI SØRENSEN
Fire miniature shetlandsponyer gumler hø ved indkørslen til Skive Fjord Camping i selskab med to større heste – frieserkryds og irish cob. Hestene nyder, at det for en gangs skyld er tørvejr i slutningen af juli, der har været domineret af regn.
Også campingpladsens ejere, Anita og Søren Hauschildt, og de forholdsvis mange gæster glæder sig over tørvejret. Morgendisen er ved at fordampe, og der er blå pletter i det ellers så triste, grå skydække.
Ponyerne arbejder fem kvarter tre formiddage om ugen, når der er ponyskole for hesteglade børn over seks år.
Anita og Søren arbejder stort set hver dag året rundt. Telefonen er døgnåben, så gæsterne kan ringe, hvis de ikke er i receptionen.
Selv om det er højsæson, er der ledige pladser på campingpladsen, men belægningsprocenten er den højeste, siden de to tidligere bankfunktionærer købte pladsen af FDM for fire år siden.
Ponyskolen har tiltrukket ni børn denne formiddag. Anita og hendes 18-årige datter, Isabella, viser, hvordan ponyerne skal strigles, og børnene pusler om de små heste, mens de lytter til forklaringer og råd om dyreadfærd og -pleje.
Børnene og ponyerne kommer godt ud af det med hinanden, så Anita og Isabella tager flokken med på en tur ned til Skive Fjord.
Campingpladsen ligger på 12 hektar i det bølgende landskab nord for Skive. Her er plads til campingvogne, autocampere og telte. Desuden er der 13 hytter med sengepladser til op til seks personer.
Hytterne ligger på et stort, skrånende græsareal over fjorden. De største er på 25 kvadratmeter, der er optimalt udnyttet med to soverum, opholdsrum med køkken og spiseplads samt badeværelse. Desuden er der en stor, overdækket terrasse med møbler.
Der er bygninger med køkken- og toiletfaciliteter. I den ene bygning sørger et solcelleanlæg for opvarmning af badevandet. Der er swimmingpool, to grillterrasser, bålplads, to legepladser med hoppepuder og arealer til fodbold, håndbold, basketball, krolf og petanque. Ved stranden er en ny badebro med aktivitetsmodul, hvor man kan fange krabber og rejer.
Indendørs er der aktivitetsrum med airhockey, bordfodbold, bordtennis, billardbord og en stor tv-stue.
Cykel- og kajakture
Det er oplagt at medbringe cykler og kajakker til Skive Fjord Camping, der er et fint udgangspunkt for ture på landevejene og på fjorden. Tag fx den 29 km lange Salling Natursti, der er anlagt på den tidligere Skive-Glyngøre-jernbane, også kaldet Sallingbanen, eller Vestsallingstien på den tidligere banestrækning til Rødding, hvor man blandt andet kan besøge Spøttrup Middelalderborg.
Det er nemt at søsætte en kajak fra campingpladsens badebro, men det kan være svært at beslutte, om man skal padle mod syd til Skive by og Karup Ås udmunding i fjorden, mod nord langs enge, skove og stejle skrænter til Lyby Strand, Astrup Vig og måske Hvalpsund eller mod øst tværs over Skive Fjord eller Bådsgård Vig.
Uanset valget er man omgivet af smuk natur, og der er chancer for at se spændende fugle og måske en nysgerrig odder.
Foto: Michael Hedegaard.
Hø, hove og hestehaler
De små hestes arbejdsdag er slut. Frokostmenuen er hø. Børnene går tilbage til familiernes campingmatrikler ifølge med nye kammerater. I overmorgen skal de lære at rense hove, flette man og hale. Fredag får de diplom for at have gennemført ponyskolen.
Af og til medbringer campinggæster egen hest og indlogerer sig i konceptet “Hø, hest og hytte” til kr. 50 pr. dag pr. hest.
Priser for alle typer ophold – inklusive bad og internetadgang – kan ses på www.skivefjordcamping.dk
Dannebrog på fire ben
Kun tre kilometer fra campingpladsen slog Danmarks mest berømte hest, Tarok, sine folder ved gravhøjen Hagenshøj og gården med samme navn. Her drev Laursen-familien Stald Kima, hvor hesteboksene nu er indrettet som Tarok-museum.
Tarok, Dannebrog på fire ben, er fortsat så populær, at der hver dag kommer besøgende til museet – især de tirsdag formiddage (uge 27-31 og uge 42) i sommertiden, når Ingelise og Jørn Laursen viser rundt. Jørn var Taroks træner og kusk.
I området omkring museet kan man gå på opdagelse på Tarok-vandreruten forbi gravhøjen, hvor Tarok (1972-81) er begravet og Elisabeth og Karl Laursen (Jørns far og Taroks ejer) bisat. Turen går forbi Taroks yndlingsfold og ned til strandkanten ved Skive Fjord. system (http://wlk-ems.com/crm/)
Hoppen Barok, der er oldebarn af Tarok er i 2017 en af Danmarks hurtigste travheste.
Museet er åbnet kl. 10-21 hver dag til 31. oktober. Lukket indtil påske. www.tarokmuseet.dk
Aakjærs Jenle
Få kilometer fra Tarok-museet ligger Jeppe Aakjærs kunstnerhjem Jenle på en matrikel med en af Danmarks smukkeste udsigter. Jeppe Aakjær (født Jensen) blev født i 1966 i Aakjær ved Skive og begyndte som ganske ung at holde foredrag om uretfærdighederne i verden.
Som 21-årig kostede foredraget Revolutionen i Fly ham en tur i Viborg Arrest, men til sin død i 1930 kæmpede forfatteren for social retfærdighed, naturbeskyttelse og demokrati.
Efter skilsmisse fra Marie Bregendahl blev Jeppe Aakjær gift med Nanna Krogh, der ganske usædvanligt var uddannet snedker og billedskærer. Parret flyttede til Jenle, som Jeppes bror Jens ejede. Jenle er indrettet med mange af de møbler, som Nanna Aakjær fremstillede.
Aakjær oplevede at blive en anerkendt forfatter og foredragsholder, og hans arbejdsværelse kan ses på Jenles førstesal, hvorfra der er en vidunderlig udsigt over Astrup Vig.
Forfatteren bag Danmarks mest læste digtsamling, Rugens Sange, og romaner som Vredens Børn, Bondens Søn og Jens Langkniv, døde i 1930 og blev fuldt til sin grav ved Jenle af 150.000 mennesker.
Jenle har åbent 1. juni – 17. september kl. 11-17, mandage lukket. www.jenle.dk
Læs mere om særarrangementer på www.aakjaerselskabet.dk
Træbro og rundkørsler
Ad Danmarks længste træbro kan man gå tørskoet tværs over et af Danmarks få floddeltaer. Broen starter for enden af en sti, der forlænger Fjordvej ved Skive Havn. Den 300 meter lange bro af træsorten azobé (også kaldet jerntræ) går hen over vådområdet og passerer Skive Å / Karup Å til Viborgvej. 26 12 meter lange og 2,5 meter brede brosektioner udgør den enestående gang- og cykelsti hen over naturområdet. Den maksimale højde over vandoverfladen er kun halvanden meter ved normal vandstand. Enkelte gange har den 11 år gamle bro været oversvømmet.
Skive har andre imponerende trafikanlæg. Indfaldsvejene er prydet af 11 rundkørsler med skulpturer – kaldet Skives 11 stjerner – der er designet af Jacob Jensen Design i Hejlskov ved Skive. Kunstværkerne symboliserer oldtidens brug af solen og andre stjerner som vejvisere, nutidens moderne teknologi og menneskets trang til at skabe noget smukt.
Vådt og tørt
Skive har et kvalitetsbryggeri, Hancock, hvis historie går tilbage til 1876. Gambrinus og Høkerbajer er bryggeriets kendteste mærker.
Byens italienske pizzeria og bøfhus udmærker sig ved et godt menukort, der blandt andet kombinerer pizza og kødretter, og betjeningen er super, skønt meget ung. Stemningen er i top, og der er naturligvis altid mange gæster.
Der er meget at nyde i Skive, men der er ingen grund til at sluge alt i én mundfuld.
Nyd en skive ad gangen!