Fotos : www. www.gotacanal.se / www.stromma.com
Göta Kanal kan ikke bare opleves fra vandet, den kan i mindst lige så høj grad nydes fra en cykel. Den 220 km lange cykeltur langs Göta Kanal bliver nu godkendt som national cykelrute og indvies 10. juni. Den nye nationale cykelrute bliver Sveriges syvende i rækken. Vestsverige er den region i Sverige, der har flest nationale cykelruter, fem af syv går igennem Vestsverige, fx Unionsleden, Vänerleden og Ätradalsleden. . Læs her en nostalgisk beretning om H. C. Andersens oplevelser mv. på Gøtakanalen for omkring 180 år siden.
Den lille hjuldamper ”Admiral von Platen ” pløjede sig sindigt gennem den spejlblankevandoverflade på Sverige største sø Vænern, mens en kulsort røgsky langsomt steg mod denblå himlen og lagde sig om et bånd efter damperen som manken på en galopperende hest. Det var en varm sommerdag i maj 1837. Aftenen før havde flere af de prominente gæster ombord blandt andeteventyrdigteren H. C. Andersen måttet gå ind i salonen på grund af mygge plagen, som generededen danske digter. Denne morgen var han stået tidligt op for at se solopgangen over søen. Om bord hjuldamperen var også den svenske – finsk fødte forfatterinde Fredrika Bremer.
H. C. Andersen var på sin første Sverigesrejse og han var startede i Helsingborg nogle dage før og var rejst med postvogn via Helsingborg, Halmstad, Varberg, Gøteborg og via Trollhættekanalen og Gøtakanalen var målet Stockholm. Han forlod København den 17. maj. Første stop var Helsingborg og i hans dagbog skriver han:
“I Helsingborg Soldaterne, særdeles smukke. Sproget klang som Musik. Den nye Havn. Springvand på Torvet. Boer i Hotel de Munthe. Var anbefalet af Dr. Ohlsen, som boede meget elegant. Han førte mig op gjennem Haven til Kjærnen, der ligger høit over Byen, oven paa var den græsgroet, som en Bakke, man anede ei at det var et Taarn. Gik med Adolf Rosenkilde siden op til Kiærnen igjen. Sol-Reflexen paa det brede Sund glimrende, Vandet mælkehvidt. Kullen ragede op over Sundet.”
Efter et enkelt døgns ophold I Helsingborg gik turen videre op igennem det nordvestlige Skåne og ind i Halland: I dagbogen hedder det videre:
Mod Gøteborg og Vænern
“Fredag 23. Smerter og derfor ilde stemt. Graat Veir. Maleriske Fruentimmer. Birketræer. Kullen.Engelholm, den maleriske Træbro. Spiiste Frokost. Postillonen. Belmamis Vise. (Sjöbeck.) VedLaholm forbi Lave-Elv med Vandfald, rundt om brændte Lyng. Klippenatur. Slette med et monument for Kong Carl den 11. og en Steen for Lützauz ”stümpat men kämpande faldt her den tapre Lützau i Feldtslaget 17. August 1676.” Halmstad, Middagsmad, en smuk Bro med støbt Jern. Fæstningsport. Bøgeskoven, den sidste i Sverrig. Falkenberg, det var Midsommers Festen,Pigerne pyndtede Maistangen – i morgen Nat skal der være Dans. Løverdag den 24. Top Kaisa! siger vor Postillon. (Du min moder säg! Belmannsk Vise). I Varberg opreist en Midsommerstang. spiist godt.”
Af ovennævnte kan man udlede at H. C. Andersen åbenbart kendte til Bellmans viser. Måske har kusken sunget undervejs. På turen stifter han nu også bekendtskab med svenske midsommerskikke. Lützau var i øvrigt en dansk officer der blev dræbt under Skånske Krig, og som lokalbefolkningen havde sat et værdigt minde. H. C. Andersen fortsatte videre nord på mod Gøteborg og gik ombord på hjuldamperen ”Admiral von Platen”, der sejlede gennem Trollhættekanalen mod Vænern. Om turen mod Vænern skriver han i sin dagbog :
Hjuldamperen Admiral von Platen
”På Kanalen mellem Trollhättan og Vänersborg havde jeg just spurgt kaptajnen ombord og nogle af de medrejsende, om hvilke svenske forfattere, der levede i Stockholm, og udtalte min lyst til at se og tale med frøken Bremer, en svensk- finskfødte forfatterinde.
” Ja, hende træffer De ikke”, sagde kaptajnen, da hun for øjeblikket er på besøg i Norge.” Hun kommer vel, må komme tilbage, medens jeg er her”, sagde jeg i spøg og tilføjede, ”at på rejse har jeg altid lykken med mig, så det meste, som jeg ønsker bliver opfyldt”. ”Men næppe denne gang”, sagde kaptajnen. Tre Timer efter, da vi skulle bort fra Vänersborg, hvor vi lå og tog varer og passagerer ombord, kom han leende med listen over de nye tiltrådte rejsende og råbte højt: “Lykkelige menneske, jo De har lykken, frøken Bremer er her og Sejler med til Stockholm”. Jeg antog det for spøg, men han viste mig navnet på sin liste, men jeg var dog ikke overtydet om det var forfatterinden selv.
Mellem dem, jeg opdagede gå ombord, så jeg ingen, der forekom mig at kunne være hende. Aftenen faldt på, og ved midnat var vi på den store vidtudstrakte Vänern sø. Klokken tre om morgenen stod jeg op for at se solopgangen, foruden mig kom endnu en fra kahytteme. Det var en dame, ikke ung, ikke gammel, indhyllet i Shawl og kåbe, og hun ville også se solen stå op. Jeg tænkte: er frøken Bremer her ombord. så må det være hende og jeg begyndte en samtale. Hun svarede høfligt men fremmed, og da jeg spurgte hende, om hun ikke var forfatterinde til de bekendte romaner, gav hun et undvigende svar og spurgte nu om mit navn. Hun kendte det, men tilstod, at hun ingen af mine skrifter havde læst og hun spurgte om jeg intet eksemplar af disse ejede hos mig. Jeg havde just “Improvisatoren”, som jeg havde bestemt for Beskow, men jeg lånte hende den, og hun gik ned i sin kahyt og kom ikke frem hele formiddagen, men da jeg igen så hende, var hendes ansigt klart og fuldt af hjertelighed. Hun trykkede min hånd, og sagde, at hun havde læst det meste af første del af bogen, og nu kendte hun mig.” Hjuldamperen sejlede videre på den store sø Vænern og cirka midt på søens østbred nåede den første del Gøtakanalen, der kun var 5 år gammel. Den forbinder et antal søer og floder og udgør den vigtigste del af den 614 km lange vandvej, som går fra Göteborg på vestkysten til Söderköping ved Østersøen.
Vætteren
Turen på kanalen mellem de to store søer imponerede H. C. Andersen og senere gjorde søen Vætteren et stort indtryk på ham. Sluse efter sluse førte H.C. Andersen og “Admiral von Platen” højere og højere op, og strækningen fra Sjötorp til søen Viken var nok noget af det mest charmerende på hele kanalturen, som fortsætter gennem det svenske landskab – forbi korngule marker eller marker i brak med sommerblomster i alle mulige farver, landsbyer med rødmalede bøndergårde og kønne, hvide kirketårne. Eller gennem nåle- birke- og egeskove. Her ser man en fiskeørn, der kredser over kanalen, dér en fiskehejre, der med krummet hals står musestille ved bredden og venter på fangst og først flyver op, når hjuldamperen er tæt på. På markerne kan man være heldig at se et par traner, der flaprer med vingerne, som om de vinker. I korte sætninger, ja, næsten stikord, fortæller dagbogen os en masse, især detaljerne beskriver H. C. Andersen.
Forfatterinden Fredrika Bremer og H.C. Andersen havde det tilsyneladende sjovt på turen og hun fortalte ham levnede om stederne, de sejlede forbi. Det kan vi dels læse i hans dagbog fra turen i 1837 og vi kan også læse om hans begejstring i bogen ”l Sverige” fra 1851. Om søen Vætteren hedder det i dagbogen:
”Den efter Folketroen bundløse Sø, med sit gjennemsigtige Vand, sine havstore bølger og i Stille med luft-Syn paa den staalblanke Flade – smuldrende hvidgraa Klipper forkynde: at Aartusinders Vind og Veir pidskede hen over dem. Vi nærme os større Fjeldøer og Fastlandets graa, brokkede Urklipper, hvor forkuede Granskove voxe under idelig Kamp med Blæsten; snart er skærgården en snever Kanal kun, snart en udvidet Sø, bestrøet med Småholme, alle af Steen, tit kun en ringe Steenblok, hvor et enkelt lille Fyrretræ klamrer sig fast; skrigende Maager omflagre de opstillede Sømærker”.
Fredrika Bremmer
Og i bogen ” I Sverige” skriver H. C. Andersen videre: ”Skibet fløj med os over bjerge, gennem stille indsøer og skove ud i Østersøens skærgård, hvor klippeøeme ligge strøede og danner de mærkeligste overgange fra den nøgne sten til grønsværsøen og den, hvor træer og huse fæste sig, Frøken Bremer fortalte mangt et sagn, mangen historie, der knyttede sig til én og anden ø og til den og den gård oppe i Landet. Rejsen blev rigere og glædeligere. Jeg, som kun havde rejst syd på; hvor altså afskeden fra København er afskeden med modersmålet, følte mig nu halvt som hjemme gennem hele Sverige, kunne tale mit danske sprog, og hørte i landets tunge kun som en dialekt af det danske; jeg syntes, at Danmark udvidede sig og det beslægtede i folket trådte mig så levende frem. Jeg begreb, hvor nær svensk, norsk og dansk stod til hinanden. Jeg mødte hjertelige, venlige mennesker, og det er min natur at slutte mig snart til disse. Denne rejse var og er mig endnu en af mine gladeste. Det maleriske svenske land, med sine udstrakte skove, store søer, den brusende, storartede Trollhättan, de maleriske skærgårde, hele denne natur var mig ny”. Vel ankommet til Stockholm fortsatte H. C. Andersen bekendtskabet med forfatterinden. De sås ved flere lejligheder og havde én livlig brevudveksling de følgende år. Hun blev en vigtig støtte for H. C. Andersen i hans svenske “felttog”. Hun var meget begejstret for hans eventyr, mens han ikke gad læse hendes bøger. I sin bog erkender han dog, at Fredrika Bremer fik stor indflydelse på hans glæde ved Sverige og svenskerne. Det kan i øvrigt ikke afvises at han også var forelsket i forfatterinden.
Motala
På sin anden kanaltur i 1849 gjorde H. C. Andersen nogle dages ophold i byen Motala ved østbredden af Vætteren og besøgte det store industrianlæg samt grundlæggeren af anlægget og af kanalen Baltzar von Platens gravmonument. Fra hans dagbøger og bogen ” I Sverige” skrev han: “Udenfor mit andet vindue flyder Motala, hele skrænten er skjult med buske og løvtræer og toppen af disse kommer en grøn slette med små graner og kornmark, begrænset af granskov. Går man ned til bredden, da ser man et glasgrønt, hurtigt ilende vand, hvori grønne buske og træer spejle sig. Hver sten ses i dybet, hver fisk. Malerisk ligger en mølle lidt henne ved værkstedet. Herunder broen er nogle fald, hvor vandet viser sig ganske blågrønt, det flyver frem, som skudt ud af en kanon. Gik til Motala Værksted og så for første gang en propel, skansehjulet til et dampskrueskib. Det er helt under vandet, og derfor kan de små skovle virke mere end de enkelte på siden. Så hvor de pressede de glødende jernstykker til lange stænger. Der var en hamren/ en støjen/ maskiner gik/ det var som stod jeg ved et sjælløst mægtigt levende uhyre. Jeg så maskiner klippede tykke jern- plader, så stille og blødt. som var det papir”.
I Motala besøgte H.C. Andersen industrianlægget og her fik han et møde med den industrielle revolution. At besøge fabrikker var næppe noget, der talte til ham, det var ikke hans verden. Men industrikomplekset i Motala imponerede ham alligevel. Senere gik han langs kanalen til Baltzar von Platens gravmonument. Det var Baltzar von Platen, der realiserede den gamle idé om en kanal fra Kattegat til Østersøen fremsat allerede i l516 af biskoppen af Linkøbing Hans Brask.
Baltzar von Platen
Baltzar von Platen blev født på øen Rügen i 1766 ( Rugen var dengang en del af Sverige) Han blev officer i den svenske flåde og senere rigsdagsmand. Han organiserede projektet, og skaffede den nødvendige finansielle og politiske støtte. Han blev bakket op af regeringen og den nye konge, Karl X111, som så kanalen som en måde at sætte gang i moderniseringen af Sverige. Projektet blev igangsat den 11. april 1810 med et budget på 24 millioner Svenske riksdaler. Det var det største ingeniørprojekt, som nogensinde var igangsat i Sverige, og det tog 22 år og beskæftigede mere end 58.000 arbejdere. Hovedparten udkommanderede soldater fra 15 regimenter. Meget af ekspertisen og udstyret måtte indhentes fra udlandet, især fra Storbritannien, hvis kanal- systemer var de mest avancerede i verden på denne tid. Den skotske ingeniør Thomas Telford en af verdens dygtige kanalbyggere udfærdigede de første planer for kanalen og rejste til Sverige i l810 for at føre tilsyn med det første arbejde på ruten. Mange andre britiske ingeniører og håndværksfolk blev importeret for at hjælpe med projektet sammen med betydelige mængder af udstyr – selv tilsyneladende almindeligt gængse rekvisitter som hakker, spader og trillebøre. Det meste af arbejdet var håndarbejde med træspader og trillebøre.
Industriel arv
Kanalen efterlod en større, industriel arv, nemlig Motala Verkstad, som blev anlagt af von Platen i 1822 , og skulle i første omgang reparere, siden fremstille, maskiner såsom dampdrevne kraner og opmudringsmaskiner, som var nødvendige for at bygge kanalen. Motala Verkstad udviklede sig til at blive den svenske maskindindustris vugge. Efter at kanalen var åbnet, fokuserede Motala Verkstad på at producere udstyr, lokomotiver og vogne for de nyligt konstruerede jernbaner, og lagde grunden til den senere svenske jernbaneingeniør og industri virksomhed -i dag Aktiebolaget Svenska Järnvägsverkstäderna (ASJ) i Arlöv. Kanalbyggeprojektet og anlæggelse af Motala Verkstad førte til uddannelse af flere berømte svenske ingeniører blandt andet brødrene Nils og John Ericsson, Gottfried Kockum og C G Bolinde. Senere grundlagde disse dygtige iværksættere kendt industrivirksomheder.
Øresundstolden
Ideen bag Gøtakanalen var den dyre Øresundstold som Danmark-Norge krævede af alle skibe som passerede gennem Øresund. Den gang tilhørte Skåne, Halland og Blekinge Danmark og alle skibe der passerede Øresund skulle betale told. Når der var krige lukkede Danmark helt for gennemsejling af Øresund ved Kronborg. Disse ting hindrede handlen og var en tårn i øjet på svenskerne. Kanalen tilbød en omvej til Østersøen, således at man kunne undgå den danske told. Øresundstolden blev indført af kong Erik af Pommern i enten 1527 eller 1529. Igennem årene fik Svenskerne dog toldfrihed i perioder, mens alle andre søfartsnationer måtte betale told. senere i Middelalderen kom der også told i Store- og Lillebælt. Først i 1857 blev Øresundstolden endeligt ophævet ved en stor konference i København og Danmark fik tilkendt 30. millioner rigsdaler i erstatning for den manglende indtægt. Enkelte lande ville ikke betale erstatning blandt andet Brasilien og først i 2007 under et officielt besøg af Brasiliens ,præsident i Danmark eftergav den danske statsminister Anders Fog Rasmussen Brasilien sin gæld.
Vadstena
Under sit ophold i Motola i 1949 tog H. C. Andersen også på en lille hestevognstur til den lille religiøse klosterby by Vadstena, der ligger cirka 25 km syd for Motala. Byen havde tidligere i middelalderen haft stor betydning for den kulturelle, politiske og religiøse udvikling i Sverige. Byen opstod omkring det kloster som nonnen- den senere helgen, den Hellige Birgitta oprettede i 1300- tallet og som blev et religiøst valfartssted. I byen ligger også Vadstena Slot også kendt som kong Gustav Vasas slot, da han startede bvggeriet af slottet i 1545. Nogle få år efter at H.C. Andersen havde foretaget sin sidste rejse ad kanalen begyndte den at miste sin betydninq idet jernbanens fremkomst allerede i 1855 hurtigt gjorde den overflødig, da tog kunne transportere gods og passagerer langt hurtigere. Desuden var kanalen lukket 5 måneder om vinteren. I 1870erne var godstrafikken på kanalen skrumpet ind til kun tre hovedtyper af stykgods, nemlig l træprodukter, kul og malm. Som en koriosum i forbindelse med kanalen skal jeg lige nævne, at i 1851 grundlagde André Oscar Wallenberg selskabet Company for Swedish Canal Steamboat Transit Traffic for at transportere gods fra England til Rusland via kanalen. Men man foretog kun to ture mellem St. Petersborg og Hull via Motala før Krimkrigen satte en stopper for al engelsk-russisk handel. I dag benyttes dele af kanalen stadig til at transportere gods, men det er hovedsageligt som en turist- og rekreationsmæssig attraktion at den har betydning i dag og den kaldes Sveriges blå bånd. Omkring to millioner mennesker besøger kanalen hvert år .
Seks Sveriges rejser
H. C. Andersen var på i alt seks Sverigesrejser og bortset fra de to Gøtakanalture skete det med postvogn. Dengang kaldt man det i øvrigt dannelsesrejser. 1 1865 rejser H.C. Andersen til Stockholm og Uppsala. denne gang med jernbanen fra Malmø til Stockholm. som var blevet færdig i 1864. Andersens sidste ophold i Sverige fandt sted i 1871 på gennemrejse til sit første og eneste ophold i Norge. Som jeg tidligere har nævnt skrev H.C. Andersen i 1851 bogen ” I Sverige” baseret på hans dagbøger fra rejserne. Bogen er en stor og begejstret hyldest til Sverige. Oprindelig var det meningen at bogen skulle have titlen ”Fra Trollhættan til Siljan” , men han ændrede dens titel, så den kun kom til at hedde” I Sverige”. Han var selv meget glad for denne bog som han engang udtalte var den meste gennemarbejdede af hans bøger. Bogen udkom først på engelsk i London og først senere blev oversat til dansk og svensk
Den svenske nattergale
H. C. Andersen var meget interesseret i det andet køn og forelskede sig ustandseligt i forskellige kvinder han mødte på sin vej. Ud over forfatterinden Fredrika Bremmer forelskede H. C. Andersen sig i en anden svensk kvinde, sangerinden Jenny Lind (i dag er hun afbillede på den svenske 50 kr. seddel) Hun blev kaldt den svenske nattergal og som operasangerinde lagde hun Europa for sine fødder. H. C. Andersen mødte hende første gang i 1840 og så hende ved flere lejligheder. Han blev vildt forelsket i hende og skrev masse af kærlighedsdigte og kærlighedsbrev til hende. Hans kærlighed til hende inspirerede ham til at skrive eventyret om Nattergalen 1844. .Om sit første møder skriver han i Mit Livs eventyr: “Jeg vidste allerede dengang at hun var Stockholms første sangerinde. Jeg havde samme Aar været i Nabo1andet, nydt Hæder og Velvillie, jeg troede, at det ikke var upassende at gjøre den unge Kunstnerinde min Opvartning. Hun var dengang udenfor Sverrig aldeles ubekjendt, ja jeg tør troe, at selv i Kjøbenhavn kun meget Faa kendte hendes Navn; hun modtog mig høfligt men dog fremmed, næsten koldt; hun var, sagde hun, paa Reisen i den sydlige Deel af Sverrig med sin Fader taget et Par Dage herover til Kjøbenhavn for at see denne Stad. Vi skiltes igjen fremmede for hinanden, og jeg havde indtrykket af en ganske almindelig Personlighed: der snart igjen udslettedes”.
Fik en kurv fra nattergalen
Ved gensynet i 1843 skiftede H.C. Andersen fuldstændig syn på “den svenske nattergal”, og han forelskede sig fanatisk i hende. Efter hendes besøg i København i 1845 gik det op for H.C. Andersen, at hendes følelser overfor ham kun var af venskabelig karakter. da hun under en middag, hun gav på Hotel Royal, i en skåltale spurgte. om han ville være hendes broder. Han blev så skuffet og frustreret, at han tog på en udenlandsrejse i efteråret 1845 – en rejse, der varede næsten et år. Han skuffelser med det andet køn gjorde, at han aldrig bandt sig til nogen kvinde. Når han selv eller hun kom for tæt på, så trak H.C. Andersen sig tilbage eller gjorde forholdet umuligt. Han blev frustreret og i vildrede med sig selv og hans usikkerhed gjorde, at han ofte havde tanker om at gøre en ende på det hele. Man mener at han aldrig havde et regulært forhold til en kvinde i hele sit liv og døde lige så uskyldig som nyfalden sne. I hele sit liv havde H.C. Andersen en særlig evne til at lære utrolig mange af datidens berømtheder at kende (og måske nasse på). Hans bekendtskaber strakte sig fra komponisterne Liszt, Schumann, Mendesonhn-Bartholdig til forfatterne Victor Hugo, Heinrich Heine, Charles Dickens, Alexander Dumas samt en lang række adelsfamilier, fyrster og konger ikke alene i Skandinavien men i hele Europa. H. C. Andersen foretog i alt 29 udlandsrejse i sit liv og alene i Danmark 87 indenlandske rejser og større udflugter. H. C. Andersen var derfor efter datidens forhold meget berejst, og han rejste meget gerne. Citatet “At reise er at leve” findes i Mit Livs Eventyr.
Sveriges blå bånd
Det tog 58.000 mand 22 år at bygge Gøta-kanalen, der gør det muligtat sejle tværs gennem Sverige fra Kattegat til Østersø .Afstand 614 km heraf selve kanalen 190 km knap 3 meter dyb op til 14 meter bred og med 66 sluser. Det højeste punkt er 91 meter over havet.Kanalen blev indviet i 1832, men to år før var idemanden Baltzar von Platen død. Og selv om hans projekt havde kostet den svenske stat 10 procent af Bruttonationalproduktet , blev han stedt til hvile med militært honnør på en stille plads, han selv havde valg, tæt ved Gøtakanalens ”hovedstad” Motala. Alle skibe, der passerer forbi, yder skaberen et passende honnør ved at lade skibsfløjten lyde.
