Elgsafari – på udkig efter skovens konge

Af MOGENS HANSEN

Vi, nogle få danskere og hollændere, en tysker og en svensker, skal ud og opleve Norges største skovdyr, elgen, i fri dressur. Kun svenskeren har vildtlevende elge i hjemlandet, så vi andre er stærkt opsatte på den oplevelse, der venter.
Vi bliver ved aftenstide samlet op af den lokale guide Aleksandra, der også er chauffør på minibussen, som vi skal køre i. Elgene viser sig mest i skumringen eller ved daggry, og vores udgangspunkt er Trysil på Østlandet et par hundrede kilometer nordøst for Oslo.
Efter en kort strækning nordpå ad hovedvejen drejer Aleksandra ind på en grusvej, der er omkranset af tæt skov bestående af gran, fyr og birk. Hun sætter farten ned til 10-15 kilometer i timen, og det tempo holder vi under hele turen. Vi skal blive i bilen og især kigge efter dyrene på de steder, hvor der er åbne pletter i skoven. I skovkanten vil elgene i det begyndende tusmørke søge deres føde, som mest består af kviste, skud, blade, bark, urter og rødder, i Trysil-området i stor stil topskud på små fyrretræer. Her er det ikke noget problem for skovvæksten, får vi at vide, men kan være det andre steder.

Trysil
Elgene kan være nemmere at få øje på i vintertiden, hvor deres brune pels ikke falder så meget sammen med træernes farve. Foto: CH/visitnorway.com

Vi kører, og vi kører. Vi tilbagelægger ikke mange kilometer i det lave tempo, men tiden går, og det er tæt på mørkt, da vi endelig får øje på en elgko, som sammen med sine to kalve går og æder af den lave bevoksning på kanten mellem en skov og en mark. Turen er reddet: Vi har set en elg, oven i købet med afkom.

Skovens konge

Nordmændene kalder elgen for skovens konge, fordi denne hjorteart er det største dyr i de norske skove. Den europæiske elg trives bedst i tempereret klima med store skovområder, som findes i Norge, Sverige, Finland, Polen og østover til Uralbjergene og ind i Sibirien. Op mod en million elge lever i Europa, heraf omkring to tredjedele i Norge, Sverige og Finland. Trysil er Norges største elg-kommune med ca. 3000 elge, og der gives tilladelse til at skyde ca. 1000 om året, så bestanden holdes på et konstant niveau. Jagten, som er tilladt fra den 25. september og oktober ud, gør mennesket til elgens værste fjende. I Europa er brunbjørn og ulv elgens eneste naturlige fjender.

Jæger-historier og kaffe ved bålet

Mødet med elgkoen og dens kalve var selvfølgelig det, vi kom efter, men det er næsten en større oplevelse på safarien, da vi triller ind til et ensomt beliggende hus, hvor vi modtages af Arild, som har lavet kaffe til os over et ildsted i sin have. Her sidder vi i aftenmørket, slubrer kaffen i os og holder varmen ved bålets gløder, mens Arild fortæller som sine 40 år som elg-jæger.

Han har fire hunde, som hjælper ham med at finde elgene, og på de 40 år er det lykkedes ham at nedlægge ca. 140 dyr. En dramatisk, for ikke at sige livsfarlig, episode indtraf, da en elg, efter at den havde skræmt hans hund væk, rejste sig på bagbenene og lagde an til angreb. Det lykkedes Arild at affyre et skud, som ramte elgen i brystet, men så faldt det døende dyr ned over ham og kvæstede hans ene skulder alvorligt. Han måtte opereres to gange og var syg i skulderen i to år.

Så bliver det mere fredeligt, da Arild fortæller om anvendelsen af elgkødet. Det meste spiser jægerne, deres familier, venner og bekendte selv. Hvis det sælges, er det til en pris på ca. 72 danske kroner pr. kilo, og den smule, der ender i supermarkedernes kølediske, sælges til ca. 120 danske kroner pr. kilo. I Norge bruges elgkødet typisk til retterne elggryde, gratineret elgfilet, karbonader, vildtpaté og elgpølse.

Trysil
En elg parteres under elgfestivalen i Trysil. Foto: Harald Nyberg

I Trysil er man stærkt optaget af elgene og elgjagten. For tredje år i træk blev der i begyndelsen af september 2016 holdt elgfestival, og man håber, at festivalen i 2020 vil tiltrække 20.000 besøgende. I de fire dage, festivalen varer, er der et omfattende program med bl.a. salgsboder, fagseminar, festligheder og servering af elgkød i mange varianter. I elg-jagttiden kan mindre specialbutikker være lukkede, og det kan være svært at få fat på håndværkere, fordi jagten har højeste prioritet.

Trysil
En lækker hovedret med skært og mørt elgkød. Foto: Mogens Hansen

Vores lille, internationale selskab prøvede elgkød i form af fineste filet på Bar Trysil Fladhagen og pizza Trysil med elg-carpaccio på hotellet Radisson Blu. Begge måltider var fortræffelige spiseoplevelser.

Rejsen var betalt af Innovasjon Norge.

Trysil
En anderledes pizza med elg-carpaccio, gedeost, champignon, mozzarella og tyttebær. Foto: Mogens Hansen

Foto øverst og på forsiden: Roar Hagen

Tekst:

Thumbnail Mogens Hansen

 

 

 

 

Se Mogens Hansens Profil

Læs alle Mogens Hansens artikler på FerieBlogger

 

Mogens Hansen

Mogens Hansen, journalist siden 1972. Har skrevet rejseartikler siden 1980. Var i ca. 40 år ansat på dagblade, heraf de sidste 30 år på Jyllands-Posten. Afsluttede det faste fuldtidsarbejde med 3-4 år som rejseredaktør på JP. Forsatte derefter som freelance rejseskribent for Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, Vagabond, Turen Går Til, guide.dk, Kristeligt Dagblad og FerieBlogger.dk. Blev kåret som Årets Rejsejournalist 2014 af foreningen Danske Rejsejournalister. "Mogens Hansen døde juni 2022. Han efterlader mange minder og fortællinger fra sit aktive rejseliv, blandt andet her på ferieblogger.dk"

Mogens Hansen has 54 posts and counting. See all posts by Mogens Hansen