Hvert år i maj folder blomsterne sig ud i smukke, særegne og overraskende installationer i Gironas gader, baggårde og historiske bygninger.
I 2018 også iblandet politiske manifestationer.

”Que maravillosa es”  – hvor er det smukt  – udbryder den ene efter den anden af de hovedsageligt ældre damer, der netop er stået af bussen fra Barcelona. De er kommet for at opleve blomsterfestivalen i Girona. Bag dem kommer en flok japanere. De siger noget for os helt uforståeligt, men efter ansigterne at dømme synes de vist også vældig godt om blomsterarrangementet på trappen foran Basilica Sant Feliu og installationerne, der er hængt op under Sant Feliu broen. Den er en af flere broer, der leder over floden Onyar, der deler den gamle og den yngre del af byen.

Der er hængt planter op under broen Pont de San Feliu. I baggrunden th. anes trappen foran Basilikaen. Foto: Astrid Hjorth.
Blomsterfestival i Girona 2018
fotos: Karin Møller-Olsen

Turister ved et tilfælde

Det er et rent tilfælde, vi er dumpet ned i årets blomsterfestival i Girona. Vi er på cykeltur på nogle af Cataloniens nedlagte jernbanespor, Vies Verdes. En af overnatningerne er på et Bed & Bike hotel i Girona. Så det er oplagt at tage en aftentur i byens smukke gamle bydel. Her opdager vi så en befolkning, der styrter rundt med større og mindre blomsterdekorationer. De hænger installationer op under byens broer, anbringer gigantiske potter på katedralens trapper og hejser blomster op over små bilfri gyder. Det er den 11. maj, og Gironas årlige blomsterfestival åbner næste formiddag.

Selvfølgelig udsætter vi næste morgens cykeltur til senere og begiver os til fods ind i de små bilfri gader og stræder.

Hele den gamle historiske bydel synes at været involveret i blomsterfestivalen. Der er blomster op og nedad trapper, i baggårde, mellemgårde, foran og inde i kirker, banker og administrationsbygninger. Der er blomster på cykler, på cafeernes kager og i butiksvinduer.

I den snævre Carrer de Manuel Cúndaro er der hængt hundredvis af nelliker op som blomstrende tag over gaden. Og byens i forvejen smukke gamle haver, bl.a. den tyske og den den franske, har fået tilføjet fantasifulde dimensioner.

Indimellem er der indslag af dans, musik og skulpturel kunst. Gironas blomsterfestival er en multikulturel begivenhed med oplevelser for mange andre end ældre damer med smag for kulørte blomster.

Et selvstændigt Catalonien

Politiske markeringer har også vundet plads i blomsterfestivalen. Mange af installationerne her i 2018 er suppleret med gule bånd og sløjfer. De er symbol på ønsket om et selvstændigt Catalonien og krav om løsladelse af de politiske ledere, der blev arresteret efter de erklærede Catalonien uafhængigt ovenpå en folkeafstemning i december 2017.
En af installationerne hedder simpelthed “Libertad”. Girona er hovedbyen i det nordlige Catalonien og en af de byer, hvor der er flertal for selvstændighed. Cataloniens tidligere præsident, Puigdemont, stammer fra den lille by Amer i nærheden af Girona og er tidligere borgmester i Girona. Det var Puigdemont, der førte an i regionens selvstændighedsbevægelse, der i 2017 gennemførte en folkeafstemning. Den gav flertal for catalansk selvstændighed. Men regeringen i Madrid erklærede afstemningen for ulovlig og satte regionen under administration.

Gironas katedral med trappen, der hvert år danner ramme om åbningen af blomsterfestivalen. Foto: Karin Møller-Olsen

Lang kø til badet

Gironas gotiske katedral er fra 1000-tallet og centrum for mange af festivalens aktiviteter. Og da vi går rundt i kvarteret omkring katedralen møder vi en meget lang kø. ”El Banjo”, griner to damer, da vi spørger, hvad de står i kø til. ”Banjo” betyder bad, og kunne betyde det samme som toilettet. Men det viser sig at være byens arabiske bade, der er næsten lige så gamle så katedralen. De siges at være meget smukke og har i anledning af blomsterfestivalen fået en spektakulær udsmykning, der trækker et stort publikum. Desværre tillader vores plan ikke, at vi stiller op i køen, hvor man angiveligt kan regne med at vente en time eller to. I stedet må Banjo Arabé altså vente til en anden gang. Til gengæld lykkes det  at overvære den officielle åbning af årets blomsterfestival. Her er er japansk gæsteoptræden med musik på katedralens imponerende trappe.

 

I 2018 var der japask gæsteoptræden på katadralens trappe ved åbningen af blomsterfestivalen. Foto: Karin Møller-Olsen

Blomsterfestival gennem mere end 60 år
På Gironas turistkontor får vi at vide, at blomsterfestivalen  i 2018 afholdes for 63. gang. Hvert år er der nye projekter og dekorationer. I år er der 203 blomsterprojekter. De gennemføres i et samarbejde mellem foreninger, gartnerier, kunstnere, byens butikker, undervisningssteder og offentlige myndigheder. Mere end 1.000 frivillige borgere deltager i arrangementerne, der varer i ni dage.

I 2019 afholdes blomsterfestivalen Temps de Flors i Girona den 11. til 19 maj.

Læs mere om blomsterfestivalen i 2019

 

Mange butiksvinduer i Gironas gamle bydel er pyntet med blomster. Og på en af de små stejle gader er der hjælp til at tage en selfie i den rette vinkel. Bemærk de gule strimler, der symboliserer kampen for Cataloniens selvstændighed. Fotos: Karin Møller-Olsen

Den Spanske Stats Turistkontor www.spain.info havde inviteret.

Læs også om klosteret i Montserrat i Catalonien http://www.ferieblogger.dk/montserrat/

Læs også om at bo på Spaniens gamle slotte og klostre http://www.ferieblogger.dk/bo-paa-spaniens-gamle-klostre-slotte-og-faestninger/

Karin Møller-Olsen

Rejsejournalist siden 2006. Artikler til bl.a. JyllandsPosten, Jyske Vestkysten, Berlingske Tidende og Politiken. Ferieblogger siden 2018. Primære interesseområder: natur, kultur, historie og aktiv ferie. Skriver mest fra de nordiske lande og Spanien, men ellers fra alle verdens lande, jeg måtte besøge. Har boet i Bilbao, Nordspanien 2003 & 2004. I 2024 har jeg modtaget Turespañas pris for den bedste rejseartikel, der giver anledning til at reflektere over bæredygtig turisme i Spanien. Kontakt mig på karinmollerolsen@mail.dk

Karin Møller-Olsen has 46 posts and counting. See all posts by Karin Møller-Olsen