Som barn lærte jeg, at kirkegårde er steder, vi begraver vores døde. Og at de er forbundet med uhygge. Man skulle i hvert fald ikke komme på kirkegården om natten, medmindre man var udrustet med en god portion dødsforagt, en kniv i bæltet og et hvidløg mellem tænderne. Eller hvad den aktuelle barnefrygt og -fordom ellers tilskrev.
Som årene gik, fandt jeg jo ud af, at kirkegårdene i høj grad er til for os levende. Og steder, hvor vi kommer for at mindes vores kære, som ikke lever længere. Senere gik det så også op for mig, at man sagtens kan komme på en kirkegård, selvom man slet ikke kender nogen, der er begravet der. På Assistentens Kirkegård på Nørrebro har det længe været helt almindeligt at slikke solskin og spise pizza. Og Bisbebjerg kirkegård lægger jord til rene folkevandringer, når kirsebærtræerne blomster i foråret.
Marienbjerg Kirkegård i Gentofte
Her i april har jeg løbet ture på Marienbjerg Kirkegård. Den ligger i Gentofte og består delvist af individuelle gravsteder, delvist skovkirkegård og delvist park. Den er anlagt i 1920’erne efter tegninger af landskabsarkitekten G N Brandt.
I skoven er der anemoner, ramsløg og gule ranunkler. Men allersmukkest lige nu er den store allé, hvor tusindvis af blå skillaer lyser op som et tæppe mellem høje træer. Kirkegården er også populær blandt barnevognsførere og hundeluftere.
Recoleta kirkegården med Evita’s grav
På Recoletta Kirkegården i Buenos Aires går det ikke an at løbe en tur eller slikke sol i badebukser. Til gengæld kan man få en guided rundvisning. Og det er en fin måde at få et lille indblik i en del af Argentinas historie. Her ligger nemlig en lang række af landets statsoverhoveder og medlemmer af landets landets rigeste familier begravet. Mest besøgt er Eva Peron’s – Evita’s gravsted, hvor der angiveligt ligger friske blomster året rundt.
Kirkegården i Portovenere, Italien
Lige syd for de berømte kystbyer, Cinque Terre, ved den Italienske levant ligger endnu en betagende lille by, Portovenere. Navnet betyder venusporten, og byen igger som afslutning på den landtange, der inddæmmer La Spezia Golfen. Alleryderst finder vi den gamle kirke, Chiesa di San Pietro . Og lige før det finder vi kirkegården, hvor de fleste grave har eftertragtelsesværdig havudsigt, og de yderste gravsteder går helt ud til den stejle klippekant.
De dødes endeløse by i Barcelona
På bagsiden af Montjuic-bjerget i Barcelona ligger en kæmpemæssig kirkegård, Cementiri de Montjuic. For læsere af Carlos Ruiz Zafon’s “Vindens skygge” vil kirkegården være kendt som “De dødes endeløse by”. Ud mod havet ligger gravene som små lejligheder i et kæmpemæssigt socialt boligbyggeri. Længere oppe på bjerget er der lange brede alleer med gravsteder på begge sider. Kirkegården er så stor, at gaderne er forsynet med almindelige vejnavne, og der er op til flere busstoppesteder inde på selve kirkegården.
Øverst oppe er der – udover smuk udsigt over Middelhavet – en række imponerende rigmandsgrave med sarkofager i poleret granit, kæmpekors og engle i hvid marmor.
Allehelgens dag i Spanien
Allehelgens dag må være årets største dag for gartnerier og blomsterhandlere i Spanien. Der er nemlig tradition for, at alle grave prydes med friske blomster. Mange steder ser man ofte kunstige blomster ved gravsteder, men på Allehelgens dag den 1. november og Allesjæles dag den 2. november mindes de døde med bunkevis af friske, farverige og velduftende blomster. Og næsten uanset hvor i Spanien, man befinder sig, er det en sanseoplevelse af gå tur på den lokale kirkegård. Senest var jeg på kirkegården i den lille kyst- og turistby, Nerja i Malaga-provinsen.
Læs også:
