Til fods i Færøernes fjelde

Vildmarkstur i tågen blandt får, lam og forstenede trolde

 

Vi parkerer på Oyggjavegur ved Færøernes arrest i Mjørkadalur nogle få kilometer nordvest for Tórshavn med udsigt over Kalbaksfjørður. De op til 12 indsatte har sandsynligvis den smukkeste udsigt i verden – set fra et afsoningssted i 303 meters højde.
Det er formiddag, det er fredag, det er forår på Færøerne, og fjorden ses i det fjerne gennem disen, men på den anden side af vejen hænger skyerne lavt. Dalen lever flot op til sit navn, Tågernes Dal.

Færøerne

Min færøske guide, Randi Meitil, fortæller om arresten og kriminaliteten på Færøerne, mens vi begiver os op ad den græsklædte og stenfyldte klippeskrænt.
– Færøerne er det mindst kriminelle sted i verden – blandt andet fordi det er svært at stikke af eller skjule sig efter en forbrydelse, siger hun.
Indtil 1967 var der ikke begået et eneste drab på Færøerne i 200 år, men de seneste 50 år er der begået tre. Personer med langvarige straffe afsoner i Danmark, mens blandt andre spritbilister sidder i arresten med den smukke udsigt.

Arrestbygningen blev tidligere anvendt af Færøernes Kommando under Søværnets Operative Kommando. Opgaverne var at overvåge farvandene og luftrummet omkring Færøerne samt blandt andet fiskeriinspektion, søredningstjeneste og patienttransport.
Der bor ikke længere mennesker i Mjørkadalur, men så sent som i 1985 boede her 40.

 

Overlevelse for harekillinger
Efter få minutter er vi oppe i skyen. Vi kan ikke se mange meter omkring os. Under og over os er alt hvidt. Men Randi kender vejen. Hun har arrangeret vandreture her og mange andre steder på Færøerne i over tyve år.
Det er, som om hun kender hver sten og klippeblok, vi passerer. Hun er en omvandrende foredragsholder i biologi, geografi, historie og geologi. Imens sætter hun ikke en fod forkert.
Og dog!
Pludseligt træder hun et skridt til venstre og er lige ved at snuble. I sidste øjeblik havde hun observeret en bevægelse i græsset. To nyfødte harekillinger pusler rundt mellem græs og sten for at opdage verden. En halvstor fugl vil kunne sluge dem i én mundfuld, men der er ingen beskyttende mor at se i nærheden. Haremødre er kun hos deres killinger en time i døgnet. Resten af tiden strejfer de rundt blandt andet for at blive bedækket igen, så de kan levere endnu et kuld på to-fire killinger – og endnu et … Harer er kønsmodne allerede efter et halvt år.

Vi går ikke ret langt inden næste barselsbesøg. Et får viser os sit våde lam. Både mor og barn har rester af moderkagen på sig. Lammet tager sine første skridt og følger sin mor med næsten konstant kropskontakt.
Der er cirka 75.000 moderfår på Færøerne. Hunnerne og lammene går frit det meste af året. Vædderne holder sammen i mandegrupper, men i november splittes de og samler en flok hunner omkring sig i brunsttiden.
85 procent af lammene slagtes.
Fårenes farvevariation er overraskende stor. Kun en tredjedel er hvide, og der er lige så mange sorte og grå. 10 procent er rødbrune.

 

Skrøbelig overflade
Det regner 23 dage om måneden på Færøerne, så der er bække og vandfald overalt på fjeldene. Jordlaget over basalten er tyndt. Derfor sørger fåreavlerne for at holde dyrene væk fra de mest følsomme områder, så total afgræsning ikke får jorden til at erodere.
Alligevel står vi pludseligt ved et vandløb, hvor et stort parti er styrtet ned, og der er dannet et nyt, smukt vandfald. Vi finder et sted, hvor vandet et lavt, så vi kan passere, uden at vandet trænger gennem vandrestøvlerne.

Nu er vi på “vardestien”, hvor vi kan se fra varde til varde og dermed finde vej. Varderne er små bygningsværker og flere hundrede år gamle. Uden dette fortidens gps-system har man ikke en chance for at finde vej i tågen.
Randi Meitil fortæller, at der er seks generationer veje på Færøerne.
– De første stier blev trådt af får, som blev bragt til øerne sandsynligvis af irere i cirka år 600, mange år inden nordboerne (vikingerne) kom fra Norge. For 1000 år siden lavede vikingerne stier mellem bygderne, så de kunne besøge hinanden.
Tredje generation var veje med en bredde, så en hestevogn kunne køre ad den. Derefter fulgte veje til almindelig biltrafik, og derefter tunneller mellem øerne. Sjette og nyeste generation er de moderne veje, der er konstrueret til den voksende trafik. Færøerne har netop for første gang passeret et indbyggerantal på over 50.000, og bilparken er ny.

 

Skrigende strandskader
Fuglelivet på Færøerne er mangfoldigt. I tågen hører vi konstant strandskader, Færøernes nationalfugl, tjaldur. Andre af øernes næsten 300 fuglearter bygger gerne rede tæt på strandskadernes, fordi de sort-hvide fugle med rødt næb og røde ben forsvarer deres reder med skrig og bogstaveligt talt med næb og klør, hvis der er ubudne gæster i nærheden. Strandskaden er derfor også et frihedssymbol.
– Vi mennesker holder også meget af strandskaderne. Hvert år 12. marts holder vi fest, Grækarismessa, for at fejre, at strandskaderne er vendt tilbage, og at sommeren er på vej, fortæller Randi.

 

Skidt for naturen
Naturen på Færøerne har været uforandret i århundrede, men de seneste par år er der smidt mere og mere affald både i fjeldene og på gaderne. Ved siden af en varde ligger en knust grøn flaske. I en hulning under varden finder vi seks andre flasker, og i løbet af en time har Randi samlet en stor pose flasker og plastic.
– Får og fugle kan skære sig på glasskår, og de kan dø, hvis de spiser plastic, siger Randi, mens vi selv sætter os på en klippeblok og spiser en medbragt sandwich med laks, der er opdrættet på en af Færøernes mange laksefarme.
Vi hører, at strandskaderne har fået selskab af mallemukker, der gurgler oppe i tågen. De store mågefugle, der også kaldes stormfugl og havhest, er øernes talrigeste ynglefugl – 600.000. Deres livret er menneskers madaffald. Man ser aldrig en fiskekutter i Nordatlanten uden en flok havheste, der lurer efter fiskeaffald.

 

Huldrefolket
Udsigten fra vores frokostklippe er … kedelig. Sigtbarhed eksisterer nærmest ikke. En uldklædt mor og hendes nyfødte slutter sig til vores lille selskab. Den ene har græs på menuen, den anden mælk.
Vi rejser os, og Randi siger, at nu skal vi bare finde en sti. Vi går lidt opad græsskråningen mellem klippeblokke i forskellige faconer og størrelser. Derefter lidt ned ad.
Randi holder et højt tempo – både til fods og i talestrømmen.
Jeg tænker på, at jeg er helt alene i vildmarken, men heldigvis sammen med Randi!
– Helt alene er man aldrig på Færøerne, siger Randi. Huldrefolket er her også, men man ved aldrig, om man ser dem. De bor inde i sten og klipper, og hvis man tror, at man står over for et huldremenneske, skal man undgå at sige fiskekrog, kniv og visse andre ord, hvis man vil undgå problemer.
Huldrefolket – det skjulte folk er usynligt, men man kan – uden at vide det – være i kontakt med en eller flere af dem. De kvindelige huldrer er ofte smukke og har hale som en ko, og de lokker alle mænd – ofte med sang og musik. Jo længere, man er væk fra by eller bygd, jo stærkere er huldrenes kræfter.
På Færøerne og i Island frygter og respekterer man huldrefolket, og når der anlægges fx veje, undgår man at skade de klipper, hvor man mener det skjulte folk holder til. Midt i Tórshavn er en vej bag Hotel Hafnia ført uden om en huldre-klippe.

 

Langt ude i tågen
Mange færøske mænd knæler og slår kors for sig ved kanten af fjeldet, når de skal hente fårene ned eller fange fugle – både på grund af huldrene og fordi fjeldene er glatte, stejle og ufremkommelige.
Og det bliver ikke bedre af, at en tyk tåge ruller ind, eller at en storm rejser sig ud af den blå luft.
Sådan som i dag.
Randi ved ret præcist, hvor vi er – heldigvis, for jeg ville ikke være i stand til at finde en sti her. Vi har gået fem kilometer og et par hundrede højdemeter og begynder at søge tilbage gennem tågen.
Jeg har lært meget om naturen, men lytter med stor interesse, da Randi begynder at fortælle om geologien.
Vi finder vejen – eller hjulsporet, som vi følger det meste af vejen til bilen. Undervejs møder vi nogle af de får, vi har set tidligere. Vi kan kende dem på fårenes og lammenes farvekombinationer.

 

Aftentur med geologi
Lørdag klokken 19 ringer Randi og spørger, om jeg vil med på fjeldet for at se alt det, som tågen skjulte dagen før. Hun behøver ikke at spørge to gange, og jeg får hurtigt vandrestøvlerne på.
Vi kører lidt længere op på fjeldet, inden vi begynder at gå.
– Vi var her i går, siger Randi, men jeg har svært ved at tro hende. I aften er udsigterne formidable. Færøerne viser sig fra deres bedste side.
Færøernes areal er på størrelse med Lolland, men fordelt på 18 øer.
Randi fortæller, at for lææææænge siden – for cirka 55 millioner år siden, da Atlanterhavet ikke eksisterede – fyldte øerne, der dengang ikke var øer, dobbelt så meget som Frankrig. En højslette var bygget op som en slags lagkage, men de blødeste dele er for længst eroderet væk. Istidens gletsjere formede det nuværende landskab og aflejrede op til fem meter tykke morænelag i dalene, fjordene og på havbunden.
Overalt ser man mørke, vandrette striber på de gul-grønne skråninger. Det er basalten, der stikker frem.
Færøerne er opbygget af mørk, hård basaltisk lava, der veksler med tynde lag af vulkansk aske (tuf), skiferler og basaltisk sandsten.
Basaltlagene hælder svagt mod øst. Mellem nederste og mellemste serier findes nogle steder kullag, der tidligere blev udnyttet til energiforsyning.
Blandt andet her på Stremoy (Strømø) kunne lava ikke trænge frem til overfladen og danne vandrette basaltbænke, men på grund af presset nedefra opstod der i basaltbænkene et system af sprækker, som lava trængte ind i og størknede.

Siden eroderede en stor del af bænkene væk, så sprækkerne ses nu som stejltstillede gange, der skærer bænkenes lag, og som vandrette sills, der følger lagene. Sills ses især på grænsen mellem de mellemste og øvre basaltserier og er op til 50 meter tykke og strækker sig adskillige kilometer.
Mens jeg har lyttet til geologi-lektionen, er vi gået op på overfladen af en sill med glat overflade. Jeg når kun at tænke lidt over, hvor længe det egentlig er siden, at disse klipper blev dannet, inden vi skal videre. Det er midt på aftenen, og foran venter skrænter med og uden stier.
I græsset ligger et få minutter gammelt, brunt lam. Det ser forladt ud, men efter et par minutter rejser det sig og forenes med sin mor.

 

Troldkvinden og kronprinsen
Randis vandretur Fyri Vestan går over højdepunkter med uforglemmelige udsigter. Fra Skoradalsegg kan man se den fritstående, 313 meter høje klippe Trøllkonufingur på øen Vágar ved bygden Sandavágur.
Ifølge legenden var troldkvinden kommet for at kaste Færøerne til Island, men hun nåede det ikke inden solnedgang og blev derfor forvandlet til en klippe.
Fingeren er kun blevet besteget ganske få gange. Første gang var, da kronprins Frederik (der senere blev Kong Frederik VII) var på besøg i 1844 og kom sejlende forbi. En mand kravlede op på klippen og vinkede til kronprinsen, der sejlede forbi nedenfor. Da manden var kommet ned, opdagede han, at han havde glemt sin ene vante på toppen. På vej op efter den styrtede han ned og døde.
Inden solen går ned, farver den skyerne orange, og tjaldurerne falder endelig til ro, men om lidt vågner huldrefolket, så vi overlader fjeldene til det skjulte folk og kører tilbage til Tórshavn.

 

Randi Meitils vandreture kan bestilles via www.faroetrekking.com og www.excursions.fo

Rejs til Færøerne med Atlantic Airways eller Smyril Line

 

Bent Bernardi Sørensen

Født nøgen.

Bent Bernardi Sørensen has 34 posts and counting. See all posts by Bent Bernardi Sørensen