”Jeg glemmer aldrig, da jeg mødte Johnny Cash og Elvis. Det var bag musikhuset i Sydney, og vi sang denne her sammen – jeg glemmer det aldrig” kommer det med kraftig røst fra John Henshaw.
Sammen med sit band der, udover ham selv på guitar, består af Anna Mary Donaghy på violin og Brian Maher på Banjo, sætter han gang i ”I can’t help falling in love”, mens hele pubben svinger og synger med.
Det er fredag aften og klokken er bare 7 p.m. men stemningen her på Darkey Kelley’s pub i Dublin er allerede så tyk, at man kunne skære den i skiver.
The Dublin Bards, som gruppen hedder, slår i med ”Rhinestone cowboy”, og John Henshaw fortsætter med herlige løgnehistorier om dengang han sang med Bob Dylan og Frank Sinatra. Og selvfølgelig giver han ”I did it my way”. Og selvom de fleste sange er amerikanske, forekommer anslaget umiskendelig irsk.
En almindelig fredag med live musik
Darkey Kelly’s ligger i Dublins Temple Bar kvarter, der er et område med mange pubber, restauranter, gallerier – og masser af musik.
Allerede inden, vi når til Temple Bar, er der musik. Både fra musikere, der står strengene an på gadehjørnerne og som strømmer ud fra de pubber, der dominerer gadebilledet. Vi kunne snildt lade os trække ind hvor som helst, men har fået Darkey Kelley’s anbefalet. Her er live musik med lokale musikere hver eneste aften ugen igennem. Nu er det tilfældigvis fredag, men ingen mærkedag. Bare ganske almindelig fredag i Dublin.
Fish & Chips fra den lokale
Det er ellers lige før, vi ikke går ind på den udvalgte pub. Foran døren står nemlig en tjener, der beklager, at der er sammenbrud i køkkenet og ingen mad i aften. Vi er sultne og overvejer kort, hvad vi skal gøre, men lader os lokke ind af musikken og stemningen. Finder to skamler, hvor vi lige kan klemme os ned. Og her bliver vi.
Det viser sig nemlig, at de folk, der forlader pubben, hurtigt vender tilbage medbringende store brune poser med Fish & Chips. Og tjenerne går smilende rundt og deler tallerkner og bestik ud. Selvfølgelig må vi spise medbragt mad, og næsten uden at have tænkt over det, befinder jeg mig pludselig i køen hos Leo Burdock Fish & Chips lidt længere oppe ad vejen.
Multitasking og mangfoldighed
Da jeg kommer tilbage med fedtede velduftende poser, spiller bandet ”Piano Man” af Billy Joel. Ham har John Henshaw garanteret også spillet med. Den historie er jeg bare gået glib af. Til gengæld bliver jeg næsten blæst omkuld, da det halve af pubben er oppe at ringe og danse til John Denvers ”Take me home to West Virginia” så jeg er lige ved at tro, det er et sted i Irland.
Men det mest overraskende er nok mangfoldigheden. Her er grupper af unge piger i stramme bukser, ældre mænd med kasketter, unge fløse og midaldrende ægtepar, der er diskret stadset op til en god aften. Og de nøjes ikke med at drikke Guiness, danse og lytte til musik. Nogle af dem når da lige at holde øje med fodboldkampen på den store skærm bag baren, og den unge mand, der sidder overfor os, blander hele herligheden med læsning i en krimi af Michael Connelly.
Spor af vikingerne
Da vi ud på aftenen finder udgangen og går op ad Fishamble Street, bliver vi lige mindet om, at det faktisk var lige i dette kvarter, at vikingerne i 800-tallet slog sig ned og lagde grunden til Dublin. Flere steder i fortovet finder man nemlig nogle særlige fliser med motiver af nogle af vikingernes efterladenskaber, som er fundet i udgravninger i nærheden. 100 meter fra Darkey Kelley’s ligger nemlig Christ Church Cathedral, og det var lige bag den, de danske vikinger byggede en fæstning.
I Dublin boede vi på Brooks Hotel der udmærker sig ved at ligge centralt 10 minutters gang fra Temple Bar og lige overfor en underjordisk parkering, hvilket er en fordel, hvis man, som vi, kommer med bil fra lufthavnen og lige har bestået den første tur med venstrekørsel.
