Apotekerhaven finder du i Sorø, som på mange måder er en by, der lukker sig om sig selv. Det fandt jeg ret hurtigt ud af, da jeg for snart 30 år siden bosatte mig her. Men interessante hjørner er der mange af, også selv om man ikke gør specielt meget for at vise dem frem.
Selvfølgelig er Sorø Klosterkirke til at få øje på. Det er Hvide-slægtens begravelseskirke og bag alteret ligger Absalon begravet. Et andet sted i kirken finder man Holbergs mausolæum. Et naturligt sted at placere hans gravmæle, for det var salig Holberg, der sikrede Sorø Akademis overlevelse gennem sit testamente. For den gave blev han belønnet med et baroni. Og til Akademiet hører en Akademihave, som mange turister også gerne færdes i. Klosterporten, der giver adgang til haven, er i øvrigt Danmarks ældste endnu beboede murstensbygning. Det kan man så også dvæle lidt ved.
Der kommer mange turister til Sorø, og mange af dem jagter rundt i byen efter nogle af de ”perler” som de ved, skal være der. De er bare ikke altid lige nemme at finde, for byen gør ikke meget væsen af sig. Et par skilte kunne måske hjælpe turisterne på vej.
Forleden mødte jeg således i Akademihaven en familie fra Nakskov, som var i Sorø, fordi de havde hørt, at byen havde en ganske enestående krydderurtehave. Den skulle være at se i Akademihaven.
Jeg var ikke til megen hjælp, for nogen krydderurtehave er ikke at finde i Akademihaven, og det måtte jeg så fortælle dem.
Senere er det så, at jeg har opfrisket min hukommelse.
Vi har ganske vist ikke en krydderurtehave, men noget, der ligner ganske meget, og tilmed en ganske særlig af slagsen, nemlig en apotekerhave. Til gengæld har man ikke gjort noget særligt for interesserede turister kan finde den, for den ligger rent ud sagt i anden baggård bag Sorø Museum. Til gengæld er museet ikke til at overse med sin flotte bindingsværksfacade lige ud mod byens hovedstrøg, Storgade.
Sporene efter Christian den Fjerde
Det er i virkeligheden Christian den Fjerdes skyld, at byen i dag kan fremvise sin apotekerhave. Vi skal tilbage til 1623, hvor Rigsrådet beslutter at omdanne det hidtidige akademi til en særlig skole for Christian den Fjerdes sønner og for andre sønner af det danske adelsvæsen. Inspirationen til dette særlige akademi kom fra Tyskland, og det faldt derfor også naturligt, at Christian hentede sine lærerkræfter i Tyskland. Og sådan gik det til, at Joachim Burser, der stammede fra Dresden-egnen og som havde studeret naturfag i Basel, blev kaldet til et embede som professor i botanik og medicin ved Det Kongelige Ridderlige Akademi i Sorø.
Med sig til byen havde Burser et omfattende herbarium – en samling af tørrede planter – indbundet i 25 tykke bind med læderryg. Ikke færre end 3200 planter var beskrevet. Og Burser fortsatte sin indsamling af planter i Danmark. Dels tilføjede han noter i sit originale herbarium om planter, som han også fandt i Danmark, dels udvidede hans sin samling med et særligt bind md planter fra Sjælland, Fyn og Jylland og Møn med håndskrevne latinske beskrivelser af hver enkelt plante.
Ud over professorgerningen og arbejdet som læge for de studerende og rige folk i Sorøs opland blev hans også udnævnt til apoteker. Hans bevilling er dateret 1631.
Alt det ville vi formentlig ikke vide noget om i dag, hvis ikke en ny museumsinspektør i Sorø, Ea Matzon, begyndte at dykke ned i de spor, som Christian satte sig i Sorø. Og de er mange.
Sønnerne og de andre riddere skulle naturligvis have et sted at bo. Derfor byggede Christian De Unge Herres Gård. Den ligger der endnu, men er svær at få øje på, for facaden ud mod Storgade i strøgne og brændte mursten ligner enhver anden i gaden. Men går man ind gennem porten, får man øje på bindingsværket. Bygningen er i dag en del af Sorø Bibliotek.
Og længere oppe ad Storgade ligger den kro med tilhørende slagteri, som sørgede for de studerendes underhold. Også her var det Christian Firtal, der var bygherre, og det er her man i dag finder Sorø Museum. Går man gennem porten, over gården og tværs gennem baghusene, de respektive døre står altid åbne, kommer man så til det, der i dag kaldes Joachim Bursers Apotekerhave.
Historien bag Apotekerhaven.
Ved sin gennemgang af arkiverne på Sorø Museum fandt Ea Matzon et spændende brev. Det var fra en lektor på Botanisk Institut i København. Brevet henledte museets opmærksomhed på, at der i Sorø ville være et særligt grundlag for at kunne skabe en unik historisk have byggende på Bursers herbarium ”Hortus Siccus” (1600-1625) og ”Bursers danske floramanuskrift” (1639), sammenholdt med Bursers ophold og virke i Sorø som professor og apoteker. Botanisk Institut lå nemlig inde med en brevveksling mellem Ole Worm, der var leder af Botanisk Have og samtidig med Burser, omkring danske planter.
Denne enestående skat af viden med tørrede planter har efter Bursers død i 1639 levet en omtumlet tilværelse. I første omgang indgik materialet i rigsråd Søren Seefeldts bibliotek. Det blev senere svensk krigsbytte under svenskekrigene, hvor det af uransagelige veje havnede på Universitetet i Uppsala. Herbariet fik stor betydning, da Linné brugte det ved fastsættelsen af de autoriserede internationale plantenavne. Siden 1854 har materialet, dog minus 2 bind, som gik til ved en brand, været opbevaret i et særligt hus med klimastyring, og kommer man forbi Uppsala kan man se Bursers berømte herbarium. Man skal dog bestille tid i forvejen.
Ea Matzon tog tråden op, men da museet fattedes midler, søgte hun efter haveinteresserede frivillige, som kunne tænke sig at være med til at skabe denne historiske have. En lille gruppe sluttede op, og der blev for en halv snes år siden dannet en havehistorisk forening, som tog fat på opgaven. Resultatet blev den apotekerhave, man kan se i dag med et betydeligt udvalg af de planter, der indgår i Bursers herbarium. Nogle af planterne er hentet hjem som frø, andre planter har man fundet i Den Gamle By i Århus, der også kan fremvise en apotekerhave.
Ud over den rent fysiske oplevelse, det er at besøge apotekerhaven, som i øvrigt er forsynet med borde og bænk, så man an nyde den medbagte mad eller kaffe, er der nu også skabt en hjemmeside, www.apotekerhaven.dk, som fortæller om havens tilblivelse. Langt de fleste af havens planter er vist med fotos og beskrivelse af deres funktion som lægemiddel.
Medlemmer af haveforeningen mødes sædvanligvis hver tirsdag aften for lige at luge vildtvoksende krudt væk og for i det hele taget at sikre, at det er en oplevelse at besøge haven.
Adgang til Joachim Bursers Apotekerhave sker sædvanligvis gennem Sorø Museum, men når museet er lukket kan man stadig aflægge besøg. Det kan ske via Munkevænget, en parallelgade til Storgade. Et massivt plankeværk beskytter havn mod ubudne gæster, men der er en låge, som nemt lader sig åbne.
Et efterskrift
De gemte perler i Sorø fik ny aktualitet for mig i dag. På en tur gennem byen blev jeg i Storgade standset af en lille flok, som spurgte om jeg var kendt i byen. Jo, det var jeg da. De ville gerne have hjælp til at finde Sorø Kunstmuseum. Det skulle ligge i Storgade, sagde de og viste mig et print fra en hjemmeside.
Det var ganske rigtigt et foto af Sorøs nye, flotte kunstmuseum, og jo, det ligger med adresse i Storgade. Rent faktisk stod vi lige foran museets facade mod Storgade, som består af strøgne, brændte mursten og altså overhovedet ikke ligner det print, som gæsterne bar rundt på.
Sorø Kunstmuseum ligger nemlig også som en gemt perle i en baggård. Man kan ane det nye museum gennem den port, der faktisk findes i kunstmuseets facade mod Storgade, men det er nemt overset, da man sædvanligvis kun åbner en dør i porten. Sædvanlig indgang til kunstmuseet sker gennem porten, der også fører til De Unge Herres Gård, eller om man vil; Sorø Bibliotek.
Og det er da en skam, dette flotte og præmierede bygningsværk tegnet af arkitekterne Lundgaard & Trandberg og udført i klinkebeklædning fra Petersen Tegl i Egernsund skal gå gen og blive en ”glemt” perle. Bedre skiltning er ønsket.
Og skulle det ske, at familien fra Nakskov, som blev så dårligt hjulpet af mig, da de søgte den ”berømte krydderurtehave” i Akademihaven, læser dette, så skal de være så hjerteligt velkomne i Sorø igen. Måske denne beretning hjælper dem til at finde, hvad de søgte.