Amalfi, den lille turistby på sydsiden af Sorentohalvøen ligger badet i sol. Klokken har netop passeret 10 og et lydtæppe af kirkeklokker, der bimler og bamler lystigt ud over byen, får turisterne til at stopper op. De kigger benovet op på kampanilen hvorfra der ringes til samling og højmesse. Den gamle by er vågnet op til endnu en hektisk søndag. Alle butikkerne er åbne, trods kirkens formaning om at holde helligdagen i hu, men det er ikke nemt når hele årets indtjening skal laves på de måneder turisterne lægger deres Euro i milliardvis. Paradiset i Amalfi, er det turisterne, solen, limoncelloen eller tonsvis af is der sættes til livs i denne gamle hæderkronede middelalderby. På en af Italiens største turistmagneter, kaldet Amalfikysten.
Når engelske forfattere og filmskabere i de sidste par hundrede år har haft behov for at skabe en stemning af det frie og ukomplicerede liv, væk fra den engelske tåge, det evige regnvejr på de britiske øer, den kedelige og lumre ”ale”, som de har lært at brygge af danske vikinger for 1000 år siden, ja, så beskriver de altid de smukke områder på kontinentet, Provence, Toscana, Sorrento og Amalfikysten. Her dyrkes den livsbekræftende vin op ad de frugtbare vulkanske klipperskrænter ud mod Det Thyrenske hav. Her blomstrer Bougainvilleaen hele sommeren, citronerne bliver ekstraordinære store og smager ligefrem lidt sødt. Fersknerne falder selv fra hinanden, når man bider i dem. Tomaterne er uovervindelige og limoncelloen flyder i stride strømme med hjem i bagagen.
Paradiset findes i Amalfi.
Indenfor byporten, Porta della Marina, står man straks på kirkepladsen, Piazza St. Andrea. Den imponerende trappe op til domkirken dominerer hele pladsen og byder velkommen. ”Kom og bestig mig, så skal du bare se” syntes man at den siger til alle, der overvejer om det er turen værd at kravle op til kirken. Men, heroppe fra får man bestemt en flot udsigt, for ikke at tale om kirken og klostret, der passende kaldes for Paradiso. Domkirken St. Andrea er opført i den 11. århundrede og indviet til den hellige Andreas. Det lykkedes kardinal Pietro Capuano at fravriste nogle de jordiske rester af apostlen, ud af Konstantinopel i 1206. Andreas er øjensynligt blevet korsfæstet i Patras. Korset var formet som et stort X og derfor kaldes denne form for Andreaskorset. Da han også er skytshelgen for Skotland, så kan man se korset i skotternes flag, det hvide diagonalkors på blå flagdug. I forbindelse med katedralen ligger Chiostro del Paradiso, Paradisklosteret. Det er opført i midten af 12-hundredetallet. Arkitekturen følger også her, som i domkirken en udbredt inspiration af det arabiske med sine søjler og buer og masser af arabesker. Her er aristokratiet og adelen i området blevet begravet i århundreder – måske derfor kaldes det for, Paradiset.
Det koster € 3, at besøge stedet, men søndag formiddag er der lukket indtil messen er overstået.
Paradis ?
Paradis er sådan en sjov størrelse, for hvad er “paradiset”? Alle har selvfølgelig en ide om at paradiset er et dejligt sted, hvor man kan holde ud at være til evig tid. I Danmark vil vi nok forslå noget med en dejlig lysegrøn bøgeskov, der lige er sprunget ud eller en sommerdag ved stranden. For nogen er det en god film på Tosseren eller en spændende kriminalroman.
I de arabiske ørkener var man ikke i tvivl om det faktisk var muligt at skabe en form for paradis på jorden, sådan helt kunstigt og uden så mange dikkedarer. Hvis der ikke var vand i området, så bragte man det bare ned fra bjergene, via vandrør og aqvadukter. En kvadratisk bygning beskyttede paradiset fra ørkenens mange farer og en overdækket søjlegang gav skygge på de hede eftermiddage.
Da tempelridderne, der var kæmpende munke fra Bourgogne-området, vende hjem efter 11 år i Jerusalem, tog de ideen med sig og indrettede klostergårde ved de eksisterende klostre. Det blev hurtigt en tradition at de mange nye klostre der skulle bygges i Europa, op igennem middelalderen, skulle indehold de svalende og skønne haver. Her kunne munkene dyrke deres lægeurter, mediterer og bede deres bønner 7 gange om dagen.
