På to hjul i Saalbach-Hinterglemm i Østrig
Af Bent Bernardi Sørensen
Cyklen vælter efter få centimeter. Optimistisk slap jeg grebet til den forreste skivebremse og lod den fine, lejede mountainbike rulle ned ad Pro Line på Reiterkogel i Hinterglemm i Østrig.
Et par meter længere fremme er der et lodret fald på mindst 30 centimeter. Jeg prøver at trække forbi, men falder igen – dog uden at slå mig på klipper og tværgående trærødder.
Oppe ved startstedet spurgte min cykelmakker og jeg en lokal mand om Pro Lines niveau. Han mente vist, at vi var bindegale, hvis vi ville prøve kræfter med et af de mest vanskelige spor på hele World Cup-turneen.
Vi spurgte også et par cirka 12-årige drenge med almindelige cykelhjelme og gummisko, inden de kastede sig ned ad bjerget – cirka 425 højdemeter. De mente ikke, at sporet var noget særligt.
Oprindeligt ville vi have kørt ad Blue Line – et noget lettere spor, som desværre var blevet beskadiget af voldsomme vandmasser ugen forinden. De to spor starter begge ved Reiterkogelbahns topstation.
Jeg styrter fem gange i løbet af de første 50 meter – og opgiver. Vi fortsætter ad en bred grusvej, der nogle steder er så stejl, at det er vanskeligt at bremse. Den omgivende smukke natur har vi ikke overskud til at nyde undervejs.
Skal Pro Line beskrives med ét ord, bliver det: Stejl.
En af byens mountainbikeguider forklarer senere, at begyndere helt sikkert har det sjovt på Blue Line.
– Den har ingen skræmmende forhindringer, ingen store huller og ingen forfærdelige dobbeltpukler / -spring og svæv, men blide kurver og sjove, små spring. Prøv Blue Line flere gange inden første forsøg på Pro Line. Man behøver ikke at tage de store spring og svæv over ekstreme vejhuller med det samme, siger han.
Mange danskere kender Saalbach-Hinterglemm som skisportssted, men om sommeren er skiudlejningsbutikkerne forandret til mountainbikebutikker, og området har i tyve år været vært for store, internationale arrangementer.
Både i terrænet, på gaderne og på restauranter ser man dristige cykelryttere iført beskyttelsesdragter, der minder om brynjer.
Inden det mislykkede forsøg på Pro Line havde vi øvet teknik i skoven på et køreteknisk anlæg for mountainbikes. Blandt andet på en “pumptrack”, der er en puklet rundstrækning, som man med øvelse kan komme hele vejen rundt på uden at bruge pedalerne, men udelukkende ved at pumpe i støddæmperne med kropsvægten på de optimale steder.
Fundamentet for en god nedfart var wienersnitzel, som vi indtog på Wieseralm lige ved startstedet. Kalvekødet var desværre blevet mishandlet i friture. En skam, for det er faktisk nemt at finde gode spisesteder i Østrig – blandt andet på vores hotel – Barbarahof i selve Saalbach. Her er også morgenmaden af høj kvalitet, men vil man forkæle sig selv – og andre – bør man tage op på Sonnalm, ligeledes oppe på Reiteralm. Her er maden, serveringen og stemningen så overdådig, at jeg fik lyst til at prøve at være A-menneske. Dog ikke i samme grad som værtinden, der starter klokken 4 for at gøre alt klar.
Efter morgenmaden kan man brænde energien af på en vandretur op til Reiterkogel (1818 meter over havet) og ned ad grusvejene eller tværs over køernes græsskråninger tilbage til Saalbach, der forsøger at ligge i dvale langs Saalach-floden, hvor det brusende vand for tiden er brunt på grund af den voldsomme sommerregn, der hvirvler mudderet op fra bunden.
