Det betaler sig at købe originalt håndværk i Vietnam

Af Bent Bernardi Sørensen

Min bedstefar, Peter Larsen, var den førende – og eneste – skomager på Grenaa Havn fra 1930’erne til -60’erne. Han ville have fået et chok, hvis han havde været med mig i Hanoi, Vietnam, i denne uge.
Dels var Larsen ikke rejsevant. En enkelt tur / retur med Hundested-færgen var vist hans livs længste rejse.
Men hvis bedstefar havde været med i skomagergaden i Hanois gamle bydel, ville han have oplevet arbejdsforhold, effektivitet og planer, han aldrig ville have drømt om.
For fire år siden købte jeg et par fine sko i anden vietnamesisk by, Hoi An, hvor en ung kvinde med en baby i ammealderen havde udsalg og værksted på en af hovedgaderne. Jeg valgte blandt hendes mange materialeprøver og forklarede, hvordan mine nye sko skulle se ud, og hun tegnede et omrids af min ene fod på et stykke A4-papir og målte højden over vristen.
To timer senere bragte hun mine nye sko til hotellet, og jeg går ud fra, at hun havde passet sit barn, mens hun skar og syede skoene, der har den bedste pasform, mine fødder endnu har oplevet. Prisen var latterligt lav.

Hanoi

Jeg tog skoene med til Vietnam for en uge siden i håb om at finde et sted, hvor jeg kunne få lavet en kopi, for sålerne var meget slidte. Et produktionssted fandt jeg ikke, men en skomager med et reparationsværksted på fortovet sagde på fingersprog, at han kunne sætte nye såler på i løbet af en time for tre dollars.
Han gik straks i gang med at flå de skæve såler af.
Jeg gik videre og fandt på næste hjørne en butik, der sælger sportssko. Jeg viste de sorte Nike-sko, jeg havde på fødderne, og spurgte, om de havde noget lignende. Skoene købte jeg for tre år siden i Orlando, USA, for over 100 dollars, men også disse sko havde slidte såler.
Blandt vietnamesere er jeg en kæmpe, og det er en udfordring at finde sko i størrelse 46, så en ekspedient forlod butikken for at tage til et lager. Imens fandt jeg på en hylde et par North Face-vandrestøvler, som mine fødder syntes godt om.
Ekspedienten kom tilbage med Nike størrelse 46 og forlangte henholdsvis 550.000 og 750.000 dong for fodtøjet – svarende til i alt 350 danske kroner. Hvis jeg købte begge par, ville han gi’ 200.000 dong i rabat. Og sådan blev det!

Skomageren havde i mellemtiden lagt et lag lim på mine såleløse sko, og han var i gang med at sætte meget små stykker læder under hælene på et par elegante, sorte sko med stilethæle. Ved siden af stod en barfodet og hjelmklædt kvinde op ad en ny, hvid Vespa-scooter. Hun var klædt i en lang, flot Gucci-frakke med ærmer så lange, at de kunne dække hendes hænder, når hun kører på sin italienske scooter. Der var cirka 40 grader varmt, så hun risikerede ikke at fryse, men lys hud er et ideal for vietnamesere, som derfor gør alt for at undgå solens stråler. Hendes ansigt var også tildækket i en grad, der ville være en overtrædelse af det danske maskeringsforbud.
Min bedstefar ville sikkert have kigget mindre på sin kollegas arbejde end på kvinden. Hun fik sine sko og startede Vespaen uden at betale, men det var måske klaret på forhånd.
Skomageren satte nu de nye såler på mine sko og rettede dem til med en elektrisk slibesten, der stod på en lille plasticskammel ved rendestenen. Han arbejdede hurtigt og effektivt og polerede mine renoverede sko, inden han med faglig stolthed rakte mig dem.

Skomagermester Larsen ville have nikket anerkendende og ville sikkert have sagt noget om, at originale sko, som dem jeg købte i Hoi An, er holdbar kvalitet.
Løbesko og vandrestøvler af gummi og nylon og af tvivlsom herkomst eksisterede ikke, da han havde værksted i baggården på Strandgade.
Da jeg stak den vietnamesiske skomager de aftalte tre dollars, rakte han fire fingre i vejret – og fik endnu en grøn seddel.

Bent Bernardi Sørensen

Født nøgen.

Bent Bernardi Sørensen has 28 posts and counting. See all posts by Bent Bernardi Sørensen