Af MOGENS HANSEN
Prag er turistmagneten i Tjekkiet, men har man fået nok af hovedstadens masseturisme, er der meget andet at opleve i det tidligere østland. Kør f.eks. små 150 kilometer mod nordøst og gør et stop i landsbyen Kuks ved floden Labe, som skifter navn til Elben, når den løber ind i Tyskland. Kuks har en interessant forhistorie, som i dag viser sig som et af de flotteste bygningsværker fra barok-arkitekturen.
Bygningskomplekset, der i dag er museum, hedder Kuks Hospital, men det rummer også et af Europas ældste apoteker, teaterlokaler, en kirke, en samling af skulpturer og en urtehave. Historien begynder i 1684, da grev Frantisek Antonin Sporck blev ejer af hele Kuks-området. I forvejen var Kuks kendt – i hvert fald lokalt – for sine mineralske kilder. Vandet havde en helbredende virkning, mente lokalbeboerne. Det ville grev Sporck udnytte, og fordi han var meget rig, kunne han med kort varsel opføre et kurbad, som i datiden blev kendt viden om.
Ødelagt af oversvømmelse
Grev Sporck døde i 1738, og hans arvinger var ikke særligt interesserede i kurbadet. Så da det blev ødelagt af en oversvømmelse i 1740, blev det ikke genopbygget. Men inden sin død havde Sporck på den anden side af floden opført et højtliggende hospital for krigsveteraner, og det er disse bygninger, man i dag kan besøge.
En spansk broderorden blev i 1743 inviteret til Kuks for at tage sig af gamle og sårede soldater, og det fortsatte brødrene med indtil 1938. Da indlemmede Hitlers nazistyre denne del af Tjekkiet (året efter hele landet) i Tyskland, og hospitalet blev lavet om til en opdragelsesanstalt for uvorne unge. Da Anden Verdenskrig sluttede i 1945, blev Kuks Hospital omdannet til alderdomshjem, som det var til 1972, og samtidig blev den tysktalende befolkning fordrevet fra området.
Nyrenoveret bygningsværk
Fra 1946 har hospitalsbygningen også været museum for barokkunst og –arkitektur, og hospitalets apotek er bevaret i sin gamle stil. I dag ejes bygningerne af den tjekkiske stat, og stedet blev udnævnt til nationalt monument i 1995. I perioden 2010-15 blev barokbygningerne med betragtelig støtte fra EU renoveret for et beløb, der i dag ville nærme sig 150 millioner kroner. Ud over istandsættelse af de historiske dele af bygningerne har man også indrettet moderne lokaler til begivenheder af kulturel og undervisningsmæssig karakter.
En tur rundt i Kuks Hospital indbefatter bl.a. Treenigheds-kirken, vægmalerier kaldet Dødedansen, et stort antal skulpturer af kunstneren Mattias Bernard Braun, det originale barok-apotek og Sporck-familiens kister i krypten under kirken.
Kuks ligger i regionen Hradec Králové, der har andre interessante besøgsmål. Artikler om byen Hradec Králové og naturparken Adrspach blev offentliggjort i Kristeligt Dagblad den 2. og 9. december 2017. Artiklerne kan findes i avisens elektroniske arkiv og på Infomedia via bibliotekscomputere.
Rejsen var betalt af CzechTourism.