Den 1-stjernede Michelin-restaurant Søllerød Kro sikrede sig den ærefulde 1. plads i kokkekonkurrencen ”Årets Vildtret” på Samsø.
Kokke, dommere og et stort publikum havde søndag formiddag mulighed for at vurdere jagtparaden, hvor lørdagens jagtudbyttet var lagt på række efter alle kunstens og traditionernes regler. Forrest lå de fire snepper, som af jægere betragtes som det ypperste stykke vildt. Derefter fulgte i rangorden rådyr, harer, fasaner, forskellige andefugle, en bekkasin og, som rosinen i pølseenden, en krage.
Efter taler og fanfarer fra jagthorn gik kokkene derefter i gang med at udvælge det vildt, der sidst på dagen skulle ende på dommernes tallerkener.
En af præmisserne ved Årets Vildtret er, at de deltagende kokke ikke på forhånd ved, hvad de har at gøre med. Udvalget afhænger af jægernes held og evner samt naturens luner, ganske som efter en helt almindelig jagt, og kokkenes tilgang til jagtbyttet skete i øvrigt efter lodtrækning.
Fantasi, talent og gode råvarer
Kokkene forsynede sig også fra den overdådige råvarebuffet, der bl.a. bød sig til med lækre grøntsager, olier, eddiker, mel og snaps fra Samsø foruden krydderier, mejeriprodukter og andre gode sager. Urtesamler Thomas Laursen havde på forhånd samlet en mystery box bestående af vilde urter og svampe, indsamlet på en publikumstur på Samsø dagen før samt i haven ved Samsø Madkulturhus.
Seks af landets allerbedste kokke havde sikret sig adgang til konkurrencen:
Johannes Fjallheim Kier-Hansen (Den Gamle By i Aarhus), Mads Kongsgaard Jensen (souschef på Søllerød Kro -1 Michelin-stjerne), Nicolas Min Jørgensen (køkkenchef på Restaurant Substans, Aarhus -1 Michelin-stjerne), Anders Rytter (souschef på Hotel Frederiksminde, Præstø -1 Michelin-stjerne), Brian Pedersen (køkkenchef på Atelier 85, Kvistgaard) og Mathias Sejer Sørensen.
Kogekunst i verdensklasse
Dommerpanelet bestod i år af Mette Hvarre Gassner fra Restaurant Ti Trin Ned, madanmelder Helle Brønnum Carlsen, Francis Cardenau, Vivi Schou fra Restaurant Babette og Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel.
De fem dommere smagte i løbet af dagen på seks meget forskellige serveringer, der alle var af høj, høj kvalitet.
Retterne blev vurderet ud fra kriterierne smag, præsentation, innovation, bæredygtighed og brug af lokale råvarer.
Efter at have beset, duftet og smagt og vurderet de forskellige serveringer, faldt vindervalget på serveringen fra Søllerød Kro, der var repræsenteret ved souschef Mads Kongsgaard Jensen og assistent Martin Peter Leth.
Vinderretten bestod af en komposition af bl.a. hare og and og en lille quiche, som overdommer Helle Brønnum Carlsen gav følgende ord med på vejen: ”Bæredygtighed – yes, alt blev brugt! Brug af lokale råvarer var fuldstændig paletten rundt. Og så dét, der faktisk er toppen af poppen – helt fantastisk smag, smag, smag og atter smag”.
Med sig hjem til Søllerød Kro tog vinderne foruden æren et flot diplom, en jægerfigur formgivet af en samsk kunstner, gaver fra Bent Brandt og – ikke mindst – en check på kr. 20.000,-, sponseret af Rederiet FÆRGEN.
Andenpladsen gik til Hotel Frederiksminde, der serverede en modig fortolkning af hare, kål, knoldselleri og urter, mens tredjepladsen tilfaldt Mathias Sejer Sørensen med en ”utrolig modig, smagfuld og vidunderlig servering” med nænsomt forarbejdede grøntsager, indbagt sneppe og flamberede sneppehoveder, der elegant var flækket på langs.
Kokkekonkurrencen var kronen på en flot weekend med masser af aktiviteter for både børn og voksne. En række lokale samarbejdspartnere havde sammen med Samsø Jagtforening, Danmarks Jægerforbund og Bæredygtig Jagt stablet et flot program på benene, der gav publikum mulighed for at komme helt tæt på det, det hele handlede nemlig jagt, vildt og natur.
Lørdag kunne man bl.a. komme med på jagt efter fasaner og harer. Søndag var aktiviteterne koncentreret omkring Samsø Madkulturhus, som var vært for konkurrencen Årets Vildtret. Her var der ud over selve konkurrencen workshops, boder med alt godt fra Samsø, café, operasang og et gevirværksted.
Produktpris til Klosterheden Vildt
På dagen blev der også uddelt en produktpris til et forarbejdet vildtprodukt. Til voteringen og kåringen var samlet et dommerpanel med eksperter inden for smag, fødevarer, detail og restaurant. Prisen gik til røget fasanbryst fra Klosterhedens Vildt, der også blev mødt med stor begejstring af publikum i teltet.
Formålet med konkurrencen ”Årets Vildtret” er netop at få mere vildt ud til forbrugerne. At vise og fortælle, at vildt både er velsmagende, sundt og bæredygtigt. Kødet kommer fra dyr, der har haft et godt og frit liv i naturen. En sæsonvare af høj kvalitet, der er ganske tæt på os forbrugere, og så er det faktisk ikke så svært at håndtere, som mange mennesker tror, viste dagens konkurrence.
Svend Rasmussen, en af landets mest erfarne madkommentatorer, bandt hele dagen sammen på flotteste vis med stor viden og en god portion humor.
(Redigeret og bearbejdet pressemeddelelse fra VisitSamsø)
Fotos: Jaques Rahr/VisitSamsø.