To teenagere på toppen i Albanien

Vandring i bjergtagende skønhed hen over et 1800 meter højt pas i De albanske alper og badning i et 25 grader varmt og turkis ionisk hav er blot nogle af det, der gør en ferie i Albanien til et forrygende eventyr. Også for et par børn på 14 og 16 år.

Af Henrik Lomholt Rasmussen

”Nøj, hvor er det skønt! Vi skal også på ferie i Albanien næste år,” jubler min 16-årige søn Otto, inden han – for jeg ved ikke hvilken gang – hopper ned fra en klippe og havner i Shala-flodens klare og kølige vand. Det er en lørdag eftermiddag i juli, og Otto, hans 14-årige søster Sonja og jeg er i gang med dag to på en uges ferie i Albanien. 

Frem til kommunismens sammenbrud i 1991 var det lille stat nord for Grækenland totalt isoleret fra omverdenen på dekret fra landets mangeårige og paranoide diktator, Enver Hoxha. For mange er Albanien fortsat et ukendt rejsemål, som jeg længe har haft lyst til at besøge. Så da Sonja i foråret spurgte ”Skal vi ikke tage til Albanien i sommerferien?”, fandt jeg hurtigt flybilletter til hovedstaden Tirana. 

Og nu er vi her. Efter ankomst torsdag aften til Tirana og et kig på byen om fredagen er vi kommet til De albanske alper nær grænsen til Montenegro mod nord. Her er ganske enkelt afsindigt smukt. Rundt om os knejser over to km høje bjerge. Hist og her ligger der stadig sne på de barske og stejle bjergsider, som under trægrænsen er klædt i frodige skoves grønne løv.

I lokal rutebil til ’De forbandede bjerge’
Turen til de majestætiske højder begyndte med to timer i en lokal rutebil fra Tirana til Shkodra. I byens gamle og smukke kvarter spiste vi lækker aftensmad, bl.a. oksetunge i valnøddesovs, på Restaurant Sofra og overnattede på Kultura Hostel. Receptionisten sørgede for billetter til en forrygende og tre timer lang bustur næste morgen gennem en dyb dal, op over et bjergpas via et hav af hårnålesving og ned ad en lige så snoet vej til landsbyen Theth. 

Og hvorfor så tage til den lille, isolerede flække? Fordi den er udgangspunkt for en 17 km lang og, skal det vise sig, spektakulær dagsvandring i ’De forbandede bjerge’ – områdets lokale ’kælenavn’ – hen over et bjergpas til landsbyen Valbona. Regntunge skyer over bjergene får os dog til at udsætte gåturen til dagen efter og tjekke ind hos gæstehuset Lokhti, et familiedrevet herberg i et rustikt stenhus over for Theths kirke fra 1892.

30 meter højt vandfald og blodige fejder
Henne ved Shala-floden har mine børn og jeg badet færdig og fortsætter op ad en smal og snoet sti flankeret af klipper til det 30 meter høje Grunas-vandfald. På med badetøjet igen. Vandet, der fosser ned i frit fald, giver en effektiv ryg- og skuldermassage. Og kølig. Der er nemlig tale om smeltevand fra sneen længere oppe i bjergene.

Tilbage i Theth besøger vi byens 400 år gamle ’indespærringstårn’. Som et af Sydeuropas ældste folkeslag var albanerne længe opdelt i stammer og klaner, som til tider var i blodig strid. Helt frem til 1920’erne blev tårne som det i Theth brugt til at beskytte mænd, der havde slået en mand fra en anden klan ihjel. Mens morderen sad bag lås og slå under beskyttelse af bevæbnede slægtsfæller, afgjorde landsbyens ældsteråd, hvordan drabet skulle kompenseres. Ægteskab mellem morderen og en af den afdødes døtre eller betaling til de efterladte var typiske løsninger. I dag er Theths ’indespærringstårn’ indrettet som museum.

”Så I billederne på murene inde i tårnet? Et af dem er af min oldefar. Han var blandt de sidste, som var med til at afgøre familiefejder,” fortæller den 16-årige Marcela Kuceku på engelsk og serverer kaffe for os i en hyggelig udendørscafé for foden af tårnet.

Stejle stigninger
Hjemme hos Lokhti venter en overdådig aftensmad med suppe, salater, svinekoteletter, stegte grøntsager og ost. Vi nyder maden i selskab med et par fra München, som også skal vandre til Valbona dagen efter. Jeg runder af med et glas hjemmebrændt raki under en stjerneklar himmel i Lokthis have. Her spiser vi morgenmad – i selskab med kaglende høns – inden bjergene kalder.

Første del af turen består af en seks km lang opstigning fra Theth i 850 meters højde til Valbona-passet 1795 meter over havets overflade. Med andre ord en gennemsnitlig stigningsprocent på 16. Det er stejlt, men alle anstrengelserne værd, finder vi hurtigt ud af. Også selv om Otto får en vabel på hælen efter en halv time. ’Den gamle’ fik ikke lige noget plaster med, men vi får et par stykker af et irsk par og en lille snak.

”Hvor er det skønt at vandre. Man møder en masse søde mennesker og får god motion,” siger Otto og forcerer en ekstra stejl skråning med klipper, der kræver god balanceevne og benmuskler. 

Vandrestøvler havde ikke skadet, men vi klarer os med kondisko. Klokken nærmer sig ni om formiddagen, og solen er begyndt at bage fra en skyfri himmel. Heldigvis går vi i skygge i en grøn bøgeskov, hvor lysninger med jævne mellemrum giver udsigt til fantastiske panoramaer. Dybt under os ser vi Theth og dalen med marker og veje, mens vi i ro og mag nærmer os bjergtoppene. Af og til gør vi holdt for at drikke vand – drikkedunkene bliver fyldt op undervejs med koldt og klart vand fra små kilder – og spise frugt, nødder og andre snacks købt i et Spar-supermarked i Shkodra. Havde jeg ikke nået det, kunne Theths købmandsbutik have leveret provianten.

Ved den afmærkede rutes første af i alt tre tehuse med salg af mad og drikke suser en fyr på mountainbike nedad over klippefremspring, store trærødder og andre udfordringer. Han har ikke tid til at fortælle om afstanden til bjergpasset, men det har et par fodfolk. En halv time lyder meldingen.

De forbandede bjerge
Ruten fra Theth til Valbona følger et gammelt muldyrspor. I dag bruges ruten hovedsageligt af vandrere, men i en pause et stykke over træzonen traver seks heste tungt læssede heste, drevet frem af en hyrde, forbi os mellem klipperne på den snævre, snoede og stejle sti.

Endnu et kig ud over de endeløse vidder, en dyb indånding af den friske og sprøde bjergluft og så i gang med det sidste stykke til toppen. Selv om det er vindstille, bliver vi nærmest blæst bagover af synet ud over Valbona-dalen. Dens brede, grønklædte bund er flankeret af stejle bjergsider og forrevne tinder, som strækker sig til horisonten. Den udsigt løfter lige indtagelsen af madpakken et par hundrede procent. Det er også tiltrængt, for vi må nøjes med brød og frugt. Osten og pølsen fra Spar i Shkodra glemte jeg i køleskabet hos gæstehuset Lokhti. 

Med depoterne fyldt smutter vi et nøk opad på en smal og spids klippe og får et forrygende 360 graders panorama over dalene i Theth og Valbona, såvel som bjerge så langt øjet rækker.

Og så begynder nedturen. Ordet forbindes ofte med noget negativt, men det er ikke tilfældet i Valbona-dalen. Tårnhøje, lodrette klippevægge rejser sig på den ene side af stien, mens overflødighedshornet af billedskønne bjerglandskaber fortsætter på den modsatte side. 

Undervejs enes vi om det kloge – og heldige – i at være begyndt på den skovklædte Theth-side, da den langt mere åbne Valbona-del ville have været en hed omgang at bestige i bagende sol. Helt ’gratis’ er det dog ikke at gå ned ad en bjergsti, der til tider nærmest føles lodret, så slukning af tørst og et kølende fodbad i en kilde ved endnu en rasteplads gør godt. 

Bunker og isoleret landsby
Lidt længere nede støder vi på en fem meter bred kuppel ovenpå et dobbelt så stort betonfundament. Det mosbeklædte og forladte byggeri er en af de 175.000 bunkere, den paranoide diktator Enver Hoxha lod opføre over hele Albanien af frygt for angreb fra de fjender, han så overalt. 

Nær bunden af dalen går vi gennem den lille landsby Rrogam. Den bebos kun af få ældre, der lever af smålandbrug og er uden forbindelse til omverdenen om vinteren, når bebyggelsen begraves i op til to meter sne. Vi hilser på et par af indbyggerne og fortsætter ad en 30-40 meter bred og stenet ’vej’, der om foråret er bunden af Valbona-floden. Nu er den brusende strøm tørret ud. Det samme er vores ressourcer efter otte timer til fods, så da en gammel Mercedes-minibus kommer bumpende hen over stok, sten og skærver, hopper vi ombord og kører de sidste kilometer til Valbona. Her tjekker vi ind på gæstehuset Jezerca, dratter øjeblikkeligt omkuld i hver vores seng og glider ind i en tung døs. Den kan selv tårnhøj, dunkende albanerpop fra et eller andet sted ikke forstyrre.

Efter en velfortjent time på øjet serverer Jezercas ejer stegt ost, grillede grøntsager, to velvoksne grillkyllinger, en stor skål græsk salat, pommes frites, øl og sodavand i gæstehusets have. Den samlede regning er på 200 kr. Prisniveauet er lavt i Albanien. Albanerpop-larmen er ophørt og afløst af lyden fra et rislende vandløb. Inden sengetid når vi lige et slag kort med værten.

Turisme i vækst
Næste morgen går jeg en tur ad vejen, der fører forbi Valbonas små og spredte huse. Et nyopført og endnu uåbnet fireetages hotel i alpestil skiller sig ud ved sin enorme størrelse og vidner om Albaniens hurtigt voksende turismesektor. I 2009 gæstede 1,9 millioner landet. 10 år senere var tallet 6,4 millioner – det dobbelte af landets indbyggertal. Langt fra alle får dog del i indtægterne fra de udenlandske besøgende – eller andre kilder til velstand for den sags skyld. Omkring halvdelen af albanerne lever i fattigdom. Det er en trist europarekord. 

På vejen i Valbona har en kvinde lige gennet en ko op til græsning på en frodig bjergskråning. Jeg hilser på hende og kaster et blik ind i dyrets stald i vejkanten. Den gamle bygning af sten har kun plads til tre køer og ligner noget fra et frilandsmuseum. Et eksempel på, hvordan Albanien halter efter det øvrige Europa.

Halv elleve om formiddagen går turen i minibus til færgelejet ved Fiërze. Der er lige tid til en kop kaffe og en kølende dukkert, inden et nyt, smukt kapitel begynder: den tre timer lange sejltur på den langstrakte sø Komani til byen Koman. Siddende på dækket suger vi flere fantastiske panoramaer med stejle bjergsider klædt i grønt til os. Total skønhed.

Ingen køreplaner, men megen hjælpsomhed
Efter eventyret i bjergene mod nord skal vi sydpå til den albanske riviera langs Adriaterhavet. Mere er der ikke planlagt hjemmefra. Derfor rejser vi fra dag til dag og arrangerer transport og overnatning undervejs. De frie rammer giver plads til indfald og inspiration fra andre rejsende. Flere har anbefalet byen Himara, og den blev målet for sol og strand-delen af vores ferie.
Fra færgelejet ved Koman kører vi på et par timer til Shkodra – selvfølgelig gennem endnu et spektakulært bjerglandskab – og skifter til en bus til Tirana ved 18-tiden. Det er dagens sidste afgang, som blev udsat for at få os og tre franskmænd med. Udsættelsen sørgede vores buschauffør for ved at ringe til sin kollega i Shkodra og bede ham vente. Køreplaner og præcision er mangelvarer i Albanien, som til gengæld byder på hjælpsomhed og fleksibilitet – samt sunde øvelser i tålmodighed.

Egentlig har vi indstillet os på at overnatte i hovedstaden og tage en tidlig bus til Himara næste morgen, men sådan kommer det ikke til at gå. Det viser sig nemlig, at en bus kører til kystbyen klokken 21.

”Den skal vi da med, far. Vi har lige en time til at spise og veksle penge,” siger Otto.

Efter en pizza på en tagterrasse på fjerde sal i et indkøbscenter og veksling af danske kroner til albanske lek – brug af kreditkort er meget begrænset i Albanien – er vi på vej til Himara. Ved midnatstid vågner jeg til et drømmeagtigt syn: En fuldmåne der oplyser Adriaterhavet og den bjergside, vi kører nedad gennem et hav af hårnålesving. 

Afslapning på første klasse
Vi når frem til Himara klokken halv to om natten og finder den ferielejlighed, jeg reserverede på booking.com, mens vi spiste pizza på tagterrassen. Ejeren af Veizi’s Apartments har netop lukket sin fast food-restaurant ved stranden og runder dagen af med at få os på plads. 

Næste morgen går jeg de 500 meter ned til Himaras dejlige bystrand og svømmer en tur i et turkist og 26 grader varmt hav. Hjemturen går via bageren og en Spar-købmand for at købe ind til morgenmaden. Den nyder vi på lejlighedens terrasse, der er overdækket af naboens vinranker. Midt i den anden kop kaffe mosler en flok brægende får ned ad den meterbrede gyde ledsaget af en hyrde. Velkommen til landlig idyl.

Resten af dagen går med badning og almindelig afslapning. Det er lige til at holde ud efter de forrygende dage i bjergene, og Himara er et godt sted at koble fra. Alt foregår i et tilbagelænet tempo – også på stranden og strandpromenaden, som er fuld af cafeer og restauranter, men fri for tårnhøje turisthoteller. 

Den slags finder man masser af i Saranda, som indtil videre er Albaniens eneste charterferieby en god times kørsel syd for Himara. Vi nøjes med fem kilometer i taxa og 20 minutters gang ad en støvet jordvej ned til Lambjano-bugten og en af den albanske rivieras nærmest utallige strande. Lambjano byder på en 40 meter lang og øde strand, der er omkranset af en stejl klippevæg, samt et glitrende hav. På med solcreme, snorkler og dykkermasker og goddag til fisk, fantastiske klippeformationer og 15-20 meter sigte under overfladen. 

Solnedgang over Det ioniske hav
Vi blaffer og får hurtigt et lift tilbage til Himara, som med sin beliggenhed ved kysten ikke bliver stegende hed. Og her sidst på eftermiddagen er temperaturen kommet så langt ned under 30 grader, at man uden at blive alt for svedig kan gå de to ret stejle kilometer op til byens gamle borg. De første spor af bosættelser daterer sig til 3.500 år før Kristi fødsel, mens de ældste nuværende ruiner af bymure, huse og kirker såvel som snævre brostensbelagte gyder er fra 800 e.Kr. 

Nogle af husene er blevet renoveret og bl.a. indrettet som café. Vi slår os ned ved et bord og nyder solnedgangen og udsigten over Det ioniske hav med Korfu i horisonten. Igen total skønhed, som vi suger til os. Snart går turen hjemad efter en ferie, som er helt på toppen for to teenagere. Og deres far. 

Albanien
Flere flyselskaber flyver direkte eller med en mellemlanding til hovedstaden Tirana fra Billund og København.

Landet er ikke medlem af EU, men der kræves ikke indrejsevisum.

Lokal transport foregår med bus. Der er ingen togdrift. Køreplaner, effektivitet og præcision er også mangelvarer. Medbring derfor tålmodighed og eventyrlyst. 

Lejer man bil, skal man være forvente det uventede i den albanske trafik.

Indkvartering kan ske i alt fra primitive campingpladser til femstjernet luksus. Sidstnævnte primært i hovedstaden Tirana og langs kysten. 

Prisniveauet er mere end lavt sammenlignet med andre rejsemål i det sydlige Europa.