aaleplatteOm sommeren byder Hanöbugten i det nordøstlige Skåne på 40 km kridhvid strand og er derfor en af Sveriges mest attraktive badestrande. Men når sommeren går på hæld og nattemørket begynder at sænke sig, bliver Hanöbugten til Ålekysten, og der udspiller sig nogle spektakulære scenerier af den art, som skaber myter.
Ålekysten er f.eks. det eneste sted i hele verden man kan opleve et ægte ålegilde, hævder svenskerne. Et ægte ålegilde er når en flok mandfolk i skumringen går ind i en ålebod for at æde ål og kommer ud derfra i det tidlige morgengry og ingen af dem ved, hvad der egentlig skete derinde. Alle andre ålespisninger er bare helt almindelige ålegilder.
Og rigtigt er det da også, at der er knyttet en lang række traditioner til det svenske ålegilde, som går flere hundrede år tilbage til dengang landsdelen var dansk og Kongen ejede ålefiskeriet. Fiskeretten kunne erhverves mod en afgift, som blev opkrævet på Kongens vegne af de lokale herremænd. Og når tiden var inde, og ålefangsterne var på sit højeste, indfandt herremændene sig ved kysten medbringende kartofler og brændevin, mens fiskerne åbnede deres fangsthytter, åleboderne, og bød på ål.

Åleboderne ligger tæt langs Hanö-bugten. I flere af dem inviteres man til ålegilde
Åleboderne ligger tæt langs Hanö-bugten. I flere af dem inviteres man til ålegilde

En lokal hemmelighed

Et ålegilde var oprindeligt kun for mænd. Lokal overtro eller måske ligefrem moral forbød kvinderne at være tilstede langs hele ålekysten, mens fiskeriet stod på fra august til hen i november. Det blev der dog lavet om på allerede i 1935, og nu deltager kvinder i festlighederne på lige fod med mænd.
Til gengæld har ålegilderne tilsyneladende været en godt bevaret hemmelighed. Mens alle og enhver ved, at svenskere – og meget gerne også tilrejsende turister – spiser sig en pukkel til ved krebsegilderne i august, har kun de færreste uden for det lokale område, til nød tilrejsende svenskere, haft fornøjelse af festlighederne.
Men også det er der nu ændret på. Turister komme tilrejsende langvejsfra. Ålegilderne er netop udnævnt til World Class Event og er en ikke uvæsentlig indkomst for kystens fiskere. Sidste år talte man ikke færre end 51 nationer, og man regner bestemt med at turister fra et tilsvarende antal nationer dukker op i år. De færreste har nemlig nogen som helst erindring om deres første ålegilde, og derfor må de jo komme igen, hævder man på det lokale turistkontor i Åhus.

Om sommeren kridhvid strand, men når efteråret melder sig bliver Hanöbugten til Ålekysten
Om sommeren kridhvid strand, men når efteråret melder sig bliver Hanöbugten til Ålekysten

Kogt, stegt, saltet og røget ål

Til et ægte ålegilde hører et større antal åleretter, som naturligvis også skal indtages i den rigtige rækkefølge.
Først serveres en ålebjæsk. Hvad den består af, er en velbevaret hemmelighed. Gætter man på lige dele Gammel Dansk, hyldeblomstsaft og mineralvand, gætter man næppe helt forkert.
Traditionen byder, at der herefter serveres mindst syv åleretter. I praksis nøjes man med fem. De færreste kan klare mere. Det er røget ål med tilbehør af røræg og groft brød, ålesuppe, kogt ål med sennepssovs og kartofler, stegt ål med pæregrød og ”luad” ål med krydderost.
Den stegte ål er sædvanligvis en ”halmad ål”. Det vil sige letsaltet ål, som steges på en bund af havrehalm. Fedtet fra ålen løber ned i halmen – det skal være havrehalm –  og den røg, der opstår, giver ålen smag. ”Luad ål” er en lokal specialitet og består af kraftigt saltede ål, som ovnsteges på en bund af eneris eller boghvede. Oprindeligt blev ålen stegt på et særligt stativ i ålehytternes skorsten lige bag brændeovnen. Ålens skind bliver særligt sprødt og betegnes som en delikatesse.

Begrebet "hjemmebrændt" har en særlig betydning. Tag evt. på en omvisning hos Absolut Vodka i Åhus.
Begrebet “hjemmebrændt” har en særlig betydning. Tag evt. på en omvisning hos Absolut Vodka i Åhus.

Hertil serveres ”hjemmebrændt!”

Til åleretterne serveres øl og et passende tilbehør af den ”hemmagjorda”. Her vil den trænede med det samme bryde ind og sige: ”Hjemmebrændt, det er da ulovligt”. Men nej; Netop på ålekysten lægger man stor vægt på at servere hjemmebrændt. Og det skal ikke tages for mere, end det er. Den hjemmebrændte sprit hentes hos den lokale producent i Åhus, Absolut Vodka, der jo som bekendt også har en finger med i spillet, når det drejer sig om produktion af dansk spiritus.
Det er næppe en myte, at snapsen neutraliserer fedtet i ålene. Til gengæld hører det vel til myterne, at virkningen af alkoholen forsinkes af ålefedtet, så man først føler sig beruset dagen derpå. Til gengæld har indtagelsen af de store mængder alkohol, der hører til ålegildet, den naturlige effekt, at man ud på de små timer meget nemt kan miste overblikket over de indtryk, man udsættes for. Og at erindringen om, hvad der er foregået derinde i åleboden, måske står i et sløret lys dagen derpå. Det kan der rettes noget op på, hvis man dagen derpå deltager i en af rundvisningerne på Absolut Vodka (V&S) inde i Åhus. Der er rundvisning hver time med smagsprøver.

Og for så lige at få dette meget svenske univers helt på plads: August og delvis september er krebsegildernes tid. Derefter følger i oktober og delvis november ålegilderne. Og efter Mortensaften i november er det så tid til gåsegilderne. Men det er en helt anden historie.

Fotos: JHJ + Anette Åberg/Visitskane.com
Tekst:

Thumbnail Jørn Henrik Jørgensen

Jørn Henrik Jørgensen

Journalist siden 1962. Mesterlæreuddannet med kortvarigt kursus på Danmarks Journalisthøjskole. Medlem af Dansk Journalistforbund siden 1964. Ansættelser på flere provinsaviser, freelance-tilknytning til DR en årrække, studier i statskundskab (Århus Universitet) 1973-75, 1976 kortvarigt fung. chef for Grønlands Radio udsendt af Ministeriet for Grønland, derefter flerårig ansættelse Berlingske Tidende, chef for Avisradio 1984-86, 1986-88 udviklingsopgave for landsdækkende dagblad, derefter freelance med fokus på arkitektur og kurser i corporate image for mindre virksomheder, siden 1995 freelance rejsejournalist med speciale i Tyskland, Sydsverige, Nordatlanten, Nordfrankrig. Mangeårigt medlem af Danske Rejsejournalister og nu æresmedlem af denne forening.

Jørn Henrik Jørgensen has 57 posts and counting. See all posts by Jørn Henrik Jørgensen