Som en strandet container rejser Göteborgs offentlige badstue sig i Götaeleven. Skæv, grå og rusten. Men alligevel tiltrækkende. Svettekyrkan – en offentlig badstue i Gøteborgs Havn, blev åbnet i 2015. Den blev hurtigt populær blandt gøteborgerne, der fandt på navnet: Svettekyrkan, Svedekirken. Og selvfølgelig sveder de derinde i rummet, den lille snes badegæster, jeg møder en kold efterårsdag på Gøteborgs havn.
International succes i genbrugsmaterialer
Det er ikke kun de lokale, der sveder i badstuen. På vej opad trappen møder jeg en brite og en hollænder, der også har fundet vej til dette særlige frirum i Gøteborg. Briten, George, fortæller at han har deltaget i et arbejdsmøde her i Gøteborg, og lige kunne nå en tur i den kolde pøl og badstuen, inden han tager flyet tilbage til London. Det er “cool”, som han siger. Og Svettekyrkan er på flere måder en international succes. Den er nemlig designet af det tyske Raumlaborberlin, og alt er opført i genbrugsmaterialer. Til badstuen er anvendt gamle containere og bade- og omklædningsrummet inde på land er bygget af 12.000 genbrugsflasker.
Svettekyrkan er en del af Jubilæumsparken
Svettekyrkan ligger ud for Göteborgs gamle frihavn på den store ø, der hedder Hissingen. Her er et kæmpe ubenyttet areal, som er ved at blive omdannet til en folkepark. Den hedder Jubilæumsparken, da den bliver indviet i 2021, når Gøteborg fejrer sit 400 års jubilæum.
Jubilæumsparken planlægges sammen med beboerne og skal være et grønt åndehul nær vandet med blandt andet legeplads, skateboardbane, svømmebassiner og mulighed for forskellige former for roning, padling og sejlads.
Fakta om Svettekyrkan og Jubilæumsparken
Det er gratis at benytte Gøteborgs offentlige badstue, Svettekyrkan, men det er en god ide at holde øje med åbningstiderne. For at være sikker på at få plads, kan man også reservere.