Nyt liv i Den Gamle By i Aarhus

Købstadsmuseets nye, store indgangsparti og 2014-kvarteret ventes at trække endnu flere besøgende.

Den gamle By har ikke alene fået nyt indgangsparti. Indgangen er også flyttet til Viborgvej tæt på krydset ved Ceresbyen og nem at finde, når man kommer fra centrum.

Det er et imponerende indgangsparti med glasfacader, smukt flisegulv i foyeren med loft til kit og træbeklædning på væggene bag en lang skranke med billetsal og info-materiale. Der er et stort shoppingområde som på mange nyere museer og nydelige bænke. Det signalerer nutid – noget af en kontrast til den gamle indgang. Om man så mener, denne nye stil passer til Den Gamle By, er en anden sag.

Et kig over plankeværket ned til 2014-kvarteret med postbude i røde jakker.

Efter at have scannet sin billet er det en god idé at give sig tid til at gå rundt om en stor model af Den Gamle By, studere planchen med tidsrejsen gennem Aarhus’ 1.200 årige historie og fryde sig over de mange plakater på væggene.

Kritik af nyskabelsen

Udefra kan man kigge over plankeværket og direkte ned på Den Gamle Bys anden nyskabelse i 2023, 2014-kvarteret, Dronning Margrethes Gade, hvor postbudene er iført røde jakker – et nostalgisk gensyn med den solide posttjeneste før Post Nord.

Dronning Margrethes Gade med bl. Bluckbuster og Bent J.’s jazzbar.

Dette initiativ vakte temmelig megen opsigt og ditto debat. Hvad skulle man dog med et et kvarter kun ni år tilbage fra 2023 i Den Gamle By? Ifølge museets kommunikationschef, Lars Vesterlykkegaard, er det ønsket om at fastholde dette tidsbillede for den opvoksende generation, og om få år er det også gammelt. Kritikken har ikke skadet museet. Tværtimod har den vakt nysgerrighed, og det er godt for besøgstallet, som ligger på ca. en halv million årligt.

Her bor Rikke, som er single.
7-Eleven, Føtex, Fona og Inspiration er også repræsenteret i 2014-kvarteret.

Dronning Margrethes Gade er et snapshot af året 2014 – for øvrigt 100-året for Den Gamle Bys nuværende placering. Den er en sivegade med gadeforretninger og et butikscenter, HoLM1. Her er solcenter, 7-Eleven, bank, Blockbuster, pizzeria og Bent J’s jazzbar, hvor der lugter af røg og ølsjatter. Vi kigger ind hos singlekvinden Rikke og får indblik i, hvordan regnbuefamilien Isager har indrettet sig i dagligdagen med med børn og arbejde.

Lille Sorte Sambo” hitter

For enden af gaden drejer vi til venstre og havner i 1974-bydelen, som i parentes bemærket fik ny flisebelægning i 2022.

Vi er gået nogle år tilbage i tiden til 1970’ernes gågade med ny flisebelægning.

1974 var præget af frisind, kvindebevægelse og eksperimenter med nye boformer, hvilket afspejles i gadebilledet. Det er bl.a. her, man fortsat kan købe den elskede børnebog ”Lille Sorte Sambo”. Den er med omkring 600 solgte eksemplarer årligt den bedst sælgende bog i Den Gamle By til trods for, at den bandlyses andre steder.

Argumentet er, at museer ikke skal være politisk korrekte, men historisk korrekte, pointerer museumsdirektør Thomas Bloch Ravn.

Det samme gælder tobaksautomaten (dog uden indhold) og pornobutikken med bare bryster og bagdele. Da en krones automaten med forsider af pornoblade gik i stykker, væltede det ud med mønter, som – formentligt ungersvende – har spenderet i håb om at få et rigtigt blad. Og så er det for øvrigt tilladt at ryge i det brune værtshus, hvilket har affødt en del protester.

De er afvist med samme begrundelse: Kvarteret skal være autentisk.

Aha-oplevelser

Hos Pouls Radio har man mulighed for et gensyn med sit gamle B& O-fjernsyn og for at købe lp-plader. Her er slagterens butik og gynækologens klinik, her er bagerbutik og konditori med lækre kager, og er man født i 1960’erne og 1970’erne, venter der aha-oplevelser i pensionistparrets lejlighed med møblement som hos deres bedsteforældre samt træ-legetøjet i børnehaven.

Er det første besøg i Den Gamle By, er det både spændende og berigende at gå på opdagelse i de forskellige afsnit. I 1864 ser den gamle købstad ud som på H.C. Andersens tid med toppede brosten og bindingsværkshuse og hestevogne. Her kan man smage store vanillekranse – næsten et helt måltid – og andre kager fra 1800-tallet og tilmed få opskriften, besøge det største og fineste hus Møntmestergården og Købmandsgården.

I 1927 er vi nået til ”Moderne tider” med gavlreklamer, fortove og telefontråde og kan gøre en handel hos boghandleren og isenkræmmeren. Bilforretningen udstiller nye modeller fra Ford og Citroën, og vi kan snuse til 4711-parfumen i Schous Sæbehus, som er med i TV-serien ”Badehotellet”.

Her er indgangen til Aarhus Fortæller, som giver et virkelig godt billede af Aarhus’ udvikling.

I førnævnte 1974-kvarter er der indgang til ”Aarhus Fortæller” om betydningsfulde begivenheder og filmoptagelser med flere af byens personligheder.

Dansk Plakatmuseum flyttede ind for nogle år siden, og under det blev ”Smykkeskrinet” en realitet i 2017. Det rummer ca. 1.000 af de ypperste danske sølvsmykker fra det 20. århundrede. Samlingen er doneret af et tysk ægtepar.

Den underjordiske samling er et led i udnyttelsen af kældrene under jorden i erkendelse af, der ikke er flere kvadratmeter til rådighed over jorden.

En slentretur gennem Toldbodgade med bindingsværk på den ene side og havnen på den anden. Kan det blive bedre?

Til efteråret i 2023 flytter Museet for danske bladtegnere til Den Gamle By. Det indrettes i den runde pavillon, hvor der har været skiftende udstillinger og arrangementer.

Den gennemsnitlige besøgstid er 3 ½ time, og det er slet ikke nok, hvis man vil rundt i hele Den Gamle By, som rummer meget mere end det her nævnte foruden mange aktiviteter målrettet børn og sæsonarrangementer. I denne sommer er temaet ”Mad – mere end et måltid” med fokus på, hvad vi putter i munden, på fællesskabet, når vi spiser sammen, samt på bæredygtighed og genbrug.

Brygmester Peter Gammelby fortæller om de forskellige øltyper, der er i fadene bag ham.

Øl i kælderen

En eventuel øltørst kan slukkes ganske gratis i kælderen under bryggeriet i Ålborggården, hvor Den Gamle Bys Bryggerlaug brygger øl som i gamle dage på et lille anlæg, dvs. uden tilsætning af kulsyre. Det er ikke tilladt at sælge øllet fra de åbne fade, hvor det let bliver surt. Men museets gæster må gerne drikke det og kan støtte foretagendet ved formedelst 20 kr. at købe et nydeligt glas påtrykt Bryggerlauget og Den Gamle Bys logo og få det fyldt op, så længe der er noget i fadene.

Har man et ølglas til 20 kr. i hånden, skænkes der gavmildt ud i kælderen.

Besøgende opfordres til at ombytte dagsbilletten til et årskort – et klubmedlemsskab, som ikke alene giver ubegrænset adgang for kortholderen + en ledsager, men også giver 10 pct. rabat i museets spisesteder og boder, på varer i butikkerne og på middage med historie samt en gratis årbog.

Den Gamle By holder åbent 365 dage om året. Børn under 18 år har gratis adgang. Se mere om åbningstider, parkering, særarrangementer m.m. på www.dengamleby.dk

Hanne Würtz

Hanne Würtz, medlem af Dansk Journalistforbund og Danske Rejsejournalister. Mesterlæreuddannet på Vendsyssel Tidende med kortvarigt kursus på Danmarks Journalisthøjskole. I 24 år ansat på Morgenavisen-Jyllandsposten som redigerende og senest som skrivende med fokus på kultur inden overgangen til freelance-tilværelsen som kultur- og rejsejournalist. Har oversat en række børne- og ungdomsbøger samt en enkelt rejsebog og har gennem alle årene samtidig leveret rejseartikler fra ind- og udland til Aarhus Stiftstidende, Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, Berlingske, Børsen, Herning Folkeblad, Jyske-Vestkysten/Fynske Medier, Aller og FerieBlogger.dk.

Hanne Würtz has 15 posts and counting. See all posts by Hanne Würtz