Når jeg kommer til en by, jeg ikke kender særlig godt, holder jeg af at finde udsigtspunkter. Herfra kan jeg holde øje med verdenshjørnerne, spotte parker og betydende bygningsværker. Og jeg kan få styr på hav og floder – hvis ellers der er vand i nærheden. Det er der i Hamborg. Her i september 2020 vælger jeg at se Hamborg fra toppen af St. Michaelis Kirche og Elbphilharmonie.
Hamborg med tog og U-Bahn
Jeg kommer til Hamborg med tog fra København, og slår mig ned på Hotel Europäischer Hof. Et ret billigt og okay middelklassehotel lige overfor banegården. Herfra kører jeg med U-bahn, U3, mod Schlump. Står af ved Rödingsmarkt, og går til St. Michaelis Kirche. Det tager knap 10 minutter.
En kirke med kælenavn og musik
St. Michaelis Kirche er angiveligt meget populær blandt Hamborgs protestantiske indbyggere, der har givet den kælenavnet “Michel”. Og kirken udmærker sig blandt andet ved en række musikalske arrangementer. Desværre ingen under mit besøg i byen, men jeg kan læse mig til, at musikdirektøren i den kirke af samme navn, der lå her i 1700-tallet, var Carl Phillip Emanuel Bach, søn af Johan Sebastian Bach. Og han gjorde kirken til det musiksted, som den stadig er i dag.
Udsigten fra Michaeliskirkens tårn
Heldigvis er der adgang til kirkens tårn, da jeg ankommer henad klokken 17. Formedelst 6 euro kan jeg komme op i tårnet, når blot jeg følger corona-restriktionerne. De indebærer blandt andet at opturen foregår med elevator og nedturen ad trappens 452 trin. Men så er der også fri udsigt over Elben, havnen og byens tårne og indsøer.
Udsigten fra Elbphilharmonien
Fra Michel’s klokketårn spotter jeg selvfølgelig også Hamborgs nyeste turistmagnet, Elbphilharmonien. Og det er her, mine fødder tager retning, da jeg atter er nede på gaden. Elbphilharmonien er et prægtigt koncerthus, der stod færdig i 2017. Ambitiøst og spektakulært bygget på en gammel lagerbygning til cacao med front mod Elben. Koncerthuset betragtes som Hamborgs nye vartegn og trækker gæster til store musikalske begivenheder. Men heldigvis kan man også få adgang til bygningen uden koncertbillet. Elbphilharmoniens udsigtsplatform, PLAZA, har gratis adgang for alle interesserede. Så her tager jeg op og opdager, at det er det helt rigtige sted at slå sig ned men en drink fra baren, mens solen går ned over havnen i Hamborg.
Da solen er gået ned, finder jeg hurtigt den nærmeste U-bahn station, Baumwall. Herfra kommer jeg på få minutter tilbage til Hovedbanegården og mit hotel.
Næste morgen tager jeg tilbage til havnen. Her fanger jeg katamaranfærgen Halunderjet. Den sejler mig til Helgoland. Men det er en helt anden historie, som du kan læse her.
Min rejse var betalt af Tysk Turist Information, der ikke har haft indflydelse på, hvad jeg besøgte og hvor jeg boede i Hamborg.