Næppe er den sidste tone spillet på sommerens internationale musikfestival i nordtyske Slesvig-Holsten, før der tages fat på vinterhalvårets turistmagnet, Slesvig-Holsten Gourmet festival.
Det er 30. år i træk festivalen afvikles, og med ikke færre end 33 arrangementer over de kommende seks måneder og besøg af gæstekokke med tilsammen 21 Michelinstjerner sættes rekord med hensyn til præsentation af nordtysk kulinarisk avantgarde.
Der er som de foregående år også et højtprofileret dansk indslag i festivalen. Fra Århus deltager stjernekokken René Mammen. Han driver sammen med hustruen Louise, der er tjener, to restauranter i Århus, Substans, som fik Michelinstjerne i 2015 og 2016, og Pondus, som i 2016 er belønnet med Bib Gourmand.
René Mammen er udlært fra Norsminde Kro og i 2003 tillige tjener fra Malling Kro og har tidligere arbejdet på stjernerestauranter som NOMA og Ensemble.
René Mammen vil være gæstekok på Romantikhotel Kieler Kaufmann i Kiel ved to arrangementer i weekenden den 13. og 14. januar.
Fra nordjyske Svinkløv deltager Kenneth Hansen, mangeårig køkkenchef på Svinkløv Badehotel og siden i år også direktør for badehotellets samlede drift. Kenneth Hansen har tidligere arbejdet på Prins Ferdinand i Århus, Munkebo Kro, Henne Kirkeby Kro, Molskroen og Restaurant Piaf og har undervejs også opnået titlen som Årets Kok.
I 2014 vandt Kenneth Hansen sølvmedalje ved det uofficielle kokke-VM, Bocuse d’Or Europe, men måtte året efter nøjes med en sjetteplads ved det officielle Bocuse d’Or.
Kenneth Hansen er gæstekok ved to arrangementer på det højt profilerede Ambassador Hotel & Spa i St. Peter Ording i weekenden den 27. og 28. januar. Omgivelserne i St. Peter Ording vil Kenneth Hansen antageligt føle sig hjemme i. Hotellet ligger, ligesom Svinkløv Badehotel, i et klitlandskab.
En nordtysk gourmet-oase
Delstaten Slesvig-Holsten er Tysklands mest populære feriemål blandt danske turister, som med omkring 30 pct. udgør den største gruppe udenlandske turister. Alle undersøgelser af turiststrømmen har vist, at netop de gode og meget forskellige spisesteder er et vigtigt grundlag for den hastigt voksende turisme i landsdelen.
To tredjedele af de gæstende turister gør brug af de kulinariske tilbud i de flere end 5.000 restauranter, der er registreret. Det betyder i klar tekst, at det at gå ud og spise rangerer som nr. 1 på ranglisten af ferieaktiviteter. Derfor er Slesvig Holsten Gourmet festival (SHGF) blevet en vigtig brik i markedsføringen af delstaten, der ligger som en slags gourmet-oase, omend i udkanten af Tyskland.
Besøg også Lübeck når du alligevel er i nærheden, se her
Optaktsgalla med tyske stjernekokke
Det er naturligvis de tyske stjernekokke, der præger gæstefeltet på de 15 deltagende restauranter. Først og fremmest Tysklands absolutte elitekok med tre Michelin-stjerner, Harald Wohlfahrt, som man kan møde allerede i weekenden den 26. og 27. september i Orangerie im Maritim Seehotel på Timmendorfer Strand.
Ikke færre end 6 superkokke med to Michelinstjerner og tre med en enkelt stjerne er gæstekokke de kommende måneder, dog med december som en undtagelse. Sidste indslag i festivalen finder sted den 12. marts.
Festivalen indledes med optaktsgalla søndag den 18. september i Park Hotel Ahrensburg, som ligger vis-a-vis Schloss Ahrensburg, som har spillet en ikke ubetydelig rolle i den danske historieskrivning.
Det er en mangeårig tre-stjerne kok, Niels Henkel, der kommer fra Köln, som styrer køkkenet ved optaktsgallaen. I år har han dog måttet slippe en enkelt stjerne, så han har sikkert et behov for at levere absolut toppræstation. Han får hjælp i køkkenet fra ikke færre end fem køkkenchefer fra de øvrige SHGF-restauranter og øvelsen går ud på at skabe en fem-retters menu med baggrund i regionale top produkter fra økologiske landbrug. Gallamenuen inklusive vine står i185 EUR, mens man de øvrige weekender i festivalperioden typisk skal aflevere 140 EUR for fem retter med vine.
I det hele taget er det kendetegnende for festivalen, at der er fokus på kvalitet og mangfoldighed af de lokale produkter; fisk fra Østersø og Vesterhav samt ferskvandssøer, kød fra diger og marskegnene, vildt fra lokale skove, mælkeprodukter og fjerkræ samt frugt og grønt fra lokale producenter.
Nydelse for unge og singler
Nydelse kender som bekendt ingen aldersgrænser og organisationen har i år 10 års jubilæum for et særligt initiativ rettet mod unge, Tour de Gourmet Jeunesse, der giver unge mellem 18 og 35 mulighed for at stifte bekendtskab med haute cuisine. Op til 40 deltagere transporteres i Audi’er fra Park Hotel Ahrensburg til Hotel Seehof i Ratzeburg og videre til Waldhaus Reinbek. Prisen for deltagelse er 85 EUR og for det får man både shuttleservice, fire retters menu med vine og mulighed for at træffe nye venner. Initiativet er åbent for såvel singler som par eller gode venner. De unges gourmettur finder sted den 8. januar.
Sidste år fik konceptet ”Tour de Gourmet Solitaire” sin debut og blev en overvældende succes. Konceptet henvender sig til singler over 40+. Potentialet er stort. Omkring 16 mio lever alene i Tyskland. Som finale på 30 års jubilæumsfestivalen får 38 gæster den 12. marts mulighed for en luksus køretur i Audi limousiner fra Holländische Stube i Friedrichstadt via Ringhotel Waldsschlösschen i Schleswig og videre til Romantikhotel Kieler Kaufmann i Kiel. Prisen for denne oplevelse for singler er 119 EUR inkl. fire retters menu, vine og shuttleservice..
Fotos: JHJ + PR + SHGF