Med indvielsen af Elbphilharmonien i Hamborg fik Metropolen samtidig et turistmæssigt verdenshit. Koncerthusets udsigtsplatform, Plaza, har haft flere end 10 millioner besøgende. Og antallet af koncertgæster i husets to koncertsale giver Elbphilharmonien en førerposition i forhold til andre koncerthuse i Europa. Den 20. juni starter forsalget af koncertbilletter til omkring 750 koncerter i sæsonen 2019/20.
Elbphilhamonien med udsigt
Man kan vist roligt fastslå, at opførelsen af et af Hamborgs mest spektakulære bygningsværker ved havnefronten, Elbphilhamonien, har overtrumfet enhver forventning. Den første weekend i juni passerede gæst nr. 10 millioner gennem tælleværket til koncerthusets spektakulære udsigtsplatform, PLAZA, hvorfra der er en enestående udsigt ud over Hamborg og over den gamle bydel med Speicherstadt, der er på Unescos verdenskulturarvliste, og ikke mindst over havnen.
Udsigtsplatformen PLAZA, åbnede i november 2016, og to måneder senere, i januar 2017, åbnede de to koncertsale, der siden har haft over to millioner koncertbesøgende. Ingen turde på forhånd drømme om så høje besøgstal. Intet under, at det til dato fortsat er svært, i perioder umuligt, at skaffe sig en af de attraktive koncertbilletter. Med Elbphilharmonien har Hamborg fået sig en turistattraktion og et koncerthus, der stort set udelukkende byder på klassisk musik. Det giver Elbphilharmonien en enestående position på verdensplan.
Turistmagnet af de helt store
Bag bygningsværket står det schweiziske arkitektbureau Herzog & Meuron. Med et besøgtal på omkring fire millioner årligt i PLAZAen er Elbphilharmonien en af verdens største turistmagneter. Til sammenligning besøger omkring 4,1 millioner Empire State Building i New York, 5 millioner besøger Oriental Pearl Tower i Shanghai, mens London eye ”kun” har omkring 3,5 millioner besøgende årligt. Rekorden holdes dog fortsat af Eiffeltårnet i Paris med 6,9 millioner besøgende.
Koncerthus i verdensklasse
Også antallet af koncertgæster giver baghjul til lignende institutioner. Over to millioner musikbegejstrede har siden åbningen den 11. januar 2017 været til koncert i en af de to koncertsale. Det betyder at omkring 900.000 besøgende årligt har valgt at gæste en af de mange koncerter, hvor musikere i verdensklasse vise hvad de kan. Elbphilharmonien har erhvervet sig en førerposition i forhold andre koncerthuse i Europa. Konzerthaus Wien har godt 600.000 besøgende, Concertgebouw Amsterdam har omkring 700.000 gæster, mens Philharmonie de Paris, der åbnede i 2015, har omkring 540.000 koncertgæster årligt. DR Koncerthuset i Københan havde til sammenligning (2017) 350.000 besøgende.
Det er næppe nogen hemmelighed blandt de mange, som har måttet gå forgæves til billetkontoret, at det har været op ad bakke, når man søgte en ledig billet. Den 20. juni starter forsalget imidlertid til den kommende sæson (2019/20) med omkring 750 koncerter. Ud over besøget i først og fremmest den ikoniske store koncertsal finder en række koncerter sted i mere ydmyge omstændigheder. Og selv uden en en koncerbillet i hånden indbyder PLAZA dagligt til et uforglemmeligt skue ud over byen mellem 9-24. I Elbphilharmoniens besøgcenter ved Infopoint i indgangsområdet kan du hente gratis billetter til besøg Elbphilharmonien samme dag.
Hele pakken til Hamburg
Har man problemer med at finde vej i billetsystemet, er der god service at hente hos eksperterne i Hamburg Tourismus, som sidder klar til at sammensætte din rejsepakke og finde de hoteltilbud, der passer til din tegnebog. Se link nederst.
Et godt tip: Det tager kun få timer med tog til Hamborg Fra København mindre end fem timer, fra Århus lidt kortere rejsetid. De tyske jernbaner, Die Bahn, har attraktive tilbud. Billetter fås fra ca. 29 EUR (ca 216 kr.). Der er tale om et tilbud, der minder om DSBs Orange billetter, men her løftet op i en højere liga. De kaldes nabolandsbilletter og udstedes i realiteten med EU-tilskud. Et endnu billigere tilbud kunne være Orange billet til Flensborg og herfra en regionaltogsbillet til delstaten Schleswig-Holstein, som gælder i 24 timer. Regionsbilletten omfatter også rejser til Hamborg. Se link nedenfor.
Topfoto af Elbphilharmonien: Ralph Larmann.