På en skiferie i Norge er der både garanti for sne og mulighed for, at alle i familien kan have det sjovt

En af Norges største alpine skistjerner, Aksel Lund Svindal, var kun tre år, da han for første gang tilbragte en hel dag på ski. Han husker endnu med glæde, hvor godt det føltes dengang.
Men man behøver ikke at være norsk for at nyde skisportens glæder.
Mange danskere betragter Norge som et rent skiparadis, og det er ikke kun på grund af den lange sæson eller de fantastisk gode sneforhold. Det er først og fremmest fordi, at her er noget for enhver – uanset alder og erfaring.
Man kan lege på børnebakkerne, suse ned af en rød piste eller tage på jagt efter den perfekte puddersne højere oppe i fjeldet. Hovedsagen er, at man har det sjovt!.
Der findes familievenlige skicentre over hele landet, og de fleste har skiskoler og børnevant personale, så de yngste også kan lære at holde balancen. Fælles for alle anlæggene er det store arbejde, de gør for at kombinere sikkerhed med behagelige og hyggelige rammer. På mange af skistederne har man bogstaveligt talt en skilift lige uden for døren, og man kan stå på ski hele vejen hjem efter en lang dag i sneen – der går ingen tid til spilde, og hyggen kan starte med det samme.

Trysil. Foto: akilles/Foap/Visitnorway.com

Hvis man har lyst til at opleve forskellige skisportssteder, er der masser at vælge imellem i Norge. Oslo har en varieret og spændende vinterpark kun 30 minutter fra centrum, og mange af landets største skicentre ligger i den østlige del af landet, tæt på hovedstaden og færgerne fra Danmark.
I Nord-Norge er skiforholdene lidt barskere – her kan man stå på ski med havudsigt. I det vestlige Norge finder man høje fjeldtoppe og fantastiske muligheder for at stå på ski i puddersne, mens man beundrer fjordlandskabet. Har man lyst til en skiferie om sommeren, kan hele familien hygge sig med både sol og sne på et af de skicentre, der er åbne hele året rundt.

Der er næsten ikke det sted i verden, hvor Aksel Lund Svindal ikke har prøvet at stå på ski.
– Det har været en lærerig oplevelse at rejse jorden rundt for blot at indse, at Norge har nogle af de bedste sneforhold, siger den firedobbelte verdensmester.

Tryghed for børnene

Allerede fra tre-års alderen kan børn komme med på ski, og det er let at få en vellykket skiferie med familiens mindste på Norges præparerede alpinpister og langrendsløjper. De fleste pister ender nede i dalen, hvor hele familien kan samles – så man behøver ikke være nervøs for at fare vild eller blive væk fra sine børn.
Børn kan lynhurtigt lære at stå på ski, især hvis man sender dem et par timer på skiskole hver dag. Uanset, hvor dygtig man selv er til at stå på ski, er det en god idé, at børnene lærer de helt rigtige teknikker på en skiskole, hvor instruktørerne ofte taler dansk, og hvor det er let for børnene at finde nye venner.

Trysil. Foto: akilles/Foap/Visitnorway.com

Samtidig kan forældrene nyde et par timers skiløb om formiddagen uden at skulle tænke på børnene hele tiden, og hele familien kan løbe på ski sammen efter frokost.
Hvis børnene en dag vil have en pause fra skiløbet, er der masser at give sig til. I alle større skiområder arrangeres mange aktiviteter for børn i løbet af dagen – skattejagt, kælkebakker og masser af sjov og ballade både med og uden ski. Efter lifterne lukker, kan man mange steder køre hundeslæde, tage på kanetur eller snesafari, bowle eller tage i svømmehal.

 

Fra morgenstunden tager man skiene på lige uden for døren, ræser af sted i nogle timer og kommer tilbage til hytten ved frokosttid. Derefter af sted igen. At bo ski in/ski out midt på bakken giver en ekstra dimension til skiferien – man behøver ikke at bruge tid på transport til og fra liften, men kan udnytte tiden optimalt til det, det hele handler om: at stå på ski.
Ikke mindst for børnefamilier er det rart at bo ski in/ski out. Børn har oftere brug for pauser end voksne, og det er let lige at slå et smut forbi hytten eller hotellet for en forfriskning eller toiletpause i løbet af dagen.
Der er ingen stress for at nå en skibus om morgenen og om eftermiddagen, ingen ubekvem transport af ski til og fra lifterne, men mere tid til hygge i løbet af dagen og aftenen. Både børn og forældre elsker at bo ski in/ski out.
Langt størstedelen af de norske alpinanlæg har et stort udbud af ski in/ski out- overnatningsmuligheder, både med hytter, hoteller og lejligheder lige ved pisten eller løjpen. Der er stor tradition for hytter i Norge, og de findes i stort set alle tænkelige størrelser.
Hytterne er som regel fuldt møblerede og velindrettede med gode køkkenfaciliteter, tv, et eller flere badeværelser, vaskemaskine, opvaskemaskine og andre fornødenheder. Nogle har også pejs og sauna – alt er kort sagt tilrettelagt til en hyggelig skiferie. Rejser man med en stor familie eller med en større gruppe venner, er de store hytter med plads til mange personer ideelle. Det er en glimrende måde at få en ægte norsk oplevelse.

Kombinér alpint og langrend

Hvis den ene halvdel af familien sværger til det alpine sus, mens den anden halvdel lever og ånder for lange og oplevelsesrige ture på langrend, kan det være svært at blive enige om, hvor man skal hen på skiferie.
Men i Norge er det nemt at gøre begge parter glade. Stort set alle norske alpindestinationer har nemlig også præparerede langrendsløjper af høj kvalitet lige uden for døren. Derfor kan man nyde farten ned ad de sorte pister den ene dag og udforske langrendsløjperne den næste.

Foto: Skiinformarmatie.nl

Alpint skiløb og langrend supplerer hinanden godt. Langrend er kredsløbstræning, men alpint skiløb minder mere om styrketræning med hård belastning i kortere tid. Langrend beskrives som terapi for sjælen med mulighed for at finde ro og at nyde stilheden, mens alpint skiløb er fart og spænding.
Man kan stå på alpinski om formiddagen og løbe en tur på langrend om eftermiddagen.
Nordmændene har gjort sådan i mange år.

Terrænparker for vovehalse

På de fleste alpinanlæg i Norge findes afgrænsede områder, hvor vovehalse og andre adrenalinjunkies kan boltre sig med alverdens tricks i sikker afstand fra de normale nedkørsler. Nogle af de sjoveste og mest moderne terrænparker i verden findes i Norge.
Uanset, om man allerede er en erfaren skiløber, en rutineret snowboarder eller endnu er lidt usikker med brædder under fødderne, er de norske terrænparker fyldt med udfordringer. Det er dog en fordel at have nogen erfaring fra pisterne, inden man bevæger sig ind i parkerne. Skiløbere vælger normalt at køre på twin-tip-ski, der både kan køre forlæns og baglæns, og man kan få dem til at snurre helt rundt.
Begynderne kan prøve kræfter med de lettere elementer i parken – fx boxes og mini kickers, mens de øvede kan udfordre de sværere pipes og rails. Er det første gang, man er på ski eller snowboard, eller føler man dig endnu ikke helt klar til at tage kampen op med terrænparkerne, er det lige så sjovt bare at se andre føre sig frem.
De mange big jumps, spins og flips, der udføres, kan se halsbrækkende og farlige ud, men alle de adrenalinpumpende aktiviteter foregår inden for trygge og sikre rammer. Efter et big jump lander man for eksempel på en gigantisk oppustet ballon. Alle elementer er bygget med den hensigt at skabe mest mulig sjov med mindst mulig risiko, og skiinstruktører kan vejlede om den rigtige teknik.

Øverste billedde: akilles/Foap/Visitnorway.com

Kilde: visitnorway.com

 

Bent Bernardi Sørensen

Født nøgen.

Bent Bernardi Sørensen has 41 posts and counting. See all posts by Bent Bernardi Sørensen