Af MOGENS HANSEN

Lauenburg (på dansk: Lauenborg) er et natursmukt område mellem Hamborg og Lübeck i Nordtyskland. I dag hører området til delstaten Slesvig-Holsten, men tilhørsforholdet har været skiftende i flere hundrede år. I perioden 1815-1864 var Lauenburg en del af den danske helstat, men vi mistede området sammen med Slesvig og Holsten, da vi led et forsmædeligt nederlag til Prøjsen og Østrig under krigen i 1864.

lauenborg
Domkirken i Ratzeburg med kongeløven fra Braunschweig foran. Foto: Mogens Hansen

Ratzeburg

Området er værd at besøge, ikke mindst på grund af smukke skove og søer foruden hyggelige små byer. Her fokuserer vi på byerne Ratzeburg og Mölln.

lauenborg
Udsigt mod syd over Ratzeburger See. Foto: Mogens Hansen

Ratzeburg ligger en halv times kørsel syd for Lübeck i grønne omgivelser på en ø i Ratzeburger-søen. Her er utroligt hyggeligt og stilfærdigt. Det bedste er at gå rundt blandt historiske og klassiske bygninger og huse, men man kan også cykle og sejle på søen, eller – hvis man er doven eller bevægelseshæmmet – køre rundt i bil. I centrum er der mange butikker og spisesteder, og man kan finde overnatningssteder i bredspektret kvalitet og prisleje.

lauenborg
Typisk gade i Ratzeburg med bindingsværkshuse. Foto: Mogens Hnasen

Byen største seværdighed er domkirken fra 1173, opført i nordtysk teglstensstil. Besøger man byen på et tidspunkt, hvor der holdes orgelkoncert i domkirken, bør man ikke gå glip af den oplevelse. I centrum ligger også en anden stor kirke, Stadtkirche St. Petri, som blev bygget i 1787.

lauenborg
Stadtkirche St. Petri i Ratzeburg. Foto: Mogens Hansen

Ratzeburg blev grundlagt i 1000-tallet, og i dag er der omkring 15.000 faste indbyggere. Indtil den tyske genforening i 1990 lå Ratzeburg tæt på grænsen til Østtyskland (DDR). Værd at bemærke er også, at den gamle saltvej (Alte Salzstrasse) løber tæt forbi byen. Jernbanen var anlagt i den danske tid i 1800-tallet og transporterede salt fra Lüneburg til Lübeck. Jernbanen har stadig en station i den vestlige udkant af Ratzeburg. Ratzeburg er venskabsby med Ribe.

Mölln

Mölln er lige så idyllisk som Ratzeburg og ligger kun omkring 12 kilometer længere mod sydvest. Man kan tage toget ad den gamle saltvej mellem de to byer, men naturligvis også køre i bil. Mölln ligger i Naturpark Lauenburgische Seen tæt på flere smukke søer, omgivet af grønne skovområder. I kort afstand mod øst er der gode dyreoplevelser i Möllner Wild Park.

Mölln med omkring 19.000 indbyggere er også værd at spadsere rundt i og nyde synet af de gamle bygninger i rolige gader i det gamle centrum (billedet øverst). Sankt Nicolai-kirken bør man kigge ind i, fordi den for en protestantisk kirke er usædvanligt overdådigt udsmykket.

lauenborg
Statuen af Till Eulenspiegel i Mölln. Foto: Mogens Hansen

Nedenfor kirken på byens centrale plads står en statue af Till Eulenspiegel, en legendarisk, lystig person, der blev begravet i Mölln i 1350. En nulevende person “optræder” foran statuen i skikkelse af Till Eulenspiegel.

Fortællingerne om ham er mange, og de er så forskellige, at ikke alle kan være rigtige. En af dem går på, at da han blev døbt omkring år 1300, faldt hans gudmor med barnet på armen i en å. Der blev han så døbt for anden gang, men vandet var så beskidt, at han måtte vaskes, da de kom hjem. I badet blev han døbt for tredje gang, og det fik folk til at tro, at han ville blive til noget stort. Men han blev en skælm, der lavede narrestreger i et omfang, så hans far bad ham holde op og fik ham sat i bagerlære.

Till Eulenspiegel er omtalt i mange bøger på flere sprog. En af dem er på dansk og skrevet af Ebbe Kløvedal Reich i 1991.

Andre oplevelser

Længere mod nord i området mellem Lübeck og Kiel kan man besøge et tilsvarende område som det ovenfor beskrevne. Det hedder Naturpark Holsteinische Schweiz, på dansk Holstensk Schweiz.

I Kristeligt Dagblad kan man finde flere artikler om Ratzeburg, Mölln og Nordtyskland. De to seneste blev offentliggjort 11. og 18. januar 2020.

Skribenten var inviteret til Slesvig, Holsten og Lauenborg af Tourismus-Agentur Schleswig-Holstein.

Mogens Hansen

Mogens Hansen, journalist siden 1972. Har skrevet rejseartikler siden 1980. Var i ca. 40 år ansat på dagblade, heraf de sidste 30 år på Jyllands-Posten. Afsluttede det faste fuldtidsarbejde med 3-4 år som rejseredaktør på JP. Forsatte derefter som freelance rejseskribent for Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, Vagabond, Turen Går Til, guide.dk, Kristeligt Dagblad og FerieBlogger.dk. Blev kåret som Årets Rejsejournalist 2014 af foreningen Danske Rejsejournalister. "Mogens Hansen døde juni 2022. Han efterlader mange minder og fortællinger fra sit aktive rejseliv, blandt andet her på ferieblogger.dk"

Mogens Hansen has 54 posts and counting. See all posts by Mogens Hansen